Jérémie 14

1 Voici en quels termes la parole de Dieu fut adressée à Jérémie au sujet de la sécheresse:

HERRENs Ord, som kom til Jeremias om tørken.

2 Juda est en deuil, ceux que renferment ses portes sont consternés, tristement assis à terre, et ce sont des cris plaintifs qui s’élèvent de Jérusalem.

Juda sørger; dets Porte vansmægter sørgeklædt i Støvet, Jerusalems Skrig stiger op,

3 Leurs chefs envoient les subalternes chercher de l’eau; ceux-ci arrivent aux citernes, et n’y trouvent pas d’eau; ils reviennent sur leurs pas avec leurs vases vides, pleins de confusion, tout honteux et la tête voilée.

og dets Stormænd sender deres Drenge efter Vand, de kommer til Brønde, men finder ej Vand, vender hjem med tomme Spande, med Skam og Skændsel og tilhyllet Hoved.

4 C’Est que le sol est crevassé, nulle pluie n’étant tombée dans le pays; les laboureurs sont cruellement déçus et se couvrent la tête d’un voile.

Over Jorden, som revner af Angst, da Regn ej falder i Landet, er Bønderne beskæmmede, tilhyller Hovedet.

5 Oui, jusqu’à la biche dans les champs qui, après avoir mis bas, abandonne son petit; car il n’y a pas de verdure.

Selv Hinden på Marken forlader sin nyfødte Kalv, thi Græs er der ikke.

6 Les onagres s’arrêtent sur les hauteurs dénudées, aspirant l’air comme les monstres marins: leurs yeux se consument, car il n’y a pas d’herbe.

På nøgne Høje står Vildæsler og snapper efter Luft som Sjakaler, deres Øjne vansmægter, thi Grønt er der ikke.

7 Si nos fautes nous accusent, ô Eternel, agis pour l’honneur de ton nom, quoique nombreuses soient nos défections et nos prévarications envers toi.

Vidner vore Synder imod os, HERRE, grib så for dit Navns Skyld ind! Thi mange Gange faldt vi fra, mod dig har vi syndet.

8 Espoir d’Israël, son sauveur au temps de la détresse, pourquoi serais-tu comme un étranger dans le pays, comme un voyageur qui dresse sa tente pour une nuit?

Du Israels Håb og Frelser i Nødens Stund! Hvorfor er du som fremmed i Landet, som en Vandringsmand, der kun søger Nattely?

9 Pourquoi serais-tu comme un homme déconcerté, comme un guerrier impuissant à secourir? Tu es pourtant au milieu de nous, ô Eternel, ton nom est associé au nôtre, tu ne peux nous abandonner.

Hvorfor er du som en rådvild Mand, som en Helt, der ikke kan frelse? Du er dog i vor Midte, HERRE, dit Navn er nævnet over os, så lad os ej fare!

10 Ainsi parle l’Eternel au sujet de ce peuple: "En vérité, il leur plaisait d’aller de côté et d’autre, sans ménager leurs pas; mais Dieu ne les a pas vus avec plaisir. A présent il se souvient de leurs fautes, il leur demande compte de leurs péchés."

Så siger HERREN til dette Folk: De elsker at flakke omkring og sparer ej Fødderne, men ejer ikke HERRENs Behag. Han ihukommer nu deres Brøde, hjemsøger deres Synder.

11 L’Eternel me dit encore: "Ne prie pas pour ce peuple, pour son bonheur.

Og HERREN sagde til mig: "Bed ikke om Lykke for dette Folk!

12 S’Il jeûne, je resterai sourd à ses supplications; s’il m’offre des holocaustes et des oblations, je ne leur ferai pas bon accueil. Bien plus, par le glaive, par la famine et la peste, je vais le faire périr."

Når de faster, hører jeg ikke deres Klage, og når de ofrer Brændoffer og Afgrødeoffer, har jeg ikke Behag i dem; nej, med Sværd, Hunger og Pest vil jeg gøre Ende på dem!"

13 Je m’écriai: "Eh quoi! ô Eternel, Dieu, mais des prophètes leur disent: Vous ne verrez pas de glaive, la famine ne sévira point parmi vous; c’est, au contraire, une paix durable que je vous octroie en ces lieux!"

Da sagde jeg: "Ak, Herre, HERRE! Profeterne siger jo til dem: I skal ikke se Sværd, og Hungersnød skal ikke komme over eder, thi tryg Fred giver jeg eder på dette Sted."

14 L’Eternel me répondit: "Ce sont des mensonges que ces prophètes prophétisent en mon nom! Je ne les ai point envoyés, je ne les ai chargés d’aucune mission, ni ne leur ai parlé: ce sont des visions imaginaires, des prédictions vaines, des tromperies forgées par leur coeur qu’ils vous prophétisent."

HERREN svarede: "Profeterne profeterer Løgn i mit Navn; jeg har ikke sendt dem eller givet dem noget Bud eller talet til dem. Løgnesyner og falsk Spådom og deres Hjertes Bedrag er det, de profeterer for eder!

15 C’Est pourquoi ainsi parle l’Eternel: "Pour ce qui est des prophètes qui prophétisent en mon nom, alors que je ne les ai point envoyés, et qui disent que ni glaive ni famine ne séviront en ce pays, eh bien! Par le glaive et la famine ils périront, ces prophètes!

Derfor, så siger HERREN til Profeterne, der profeterer i mit Navn, skønt jeg ikke har sendt dem, og som siger, at der ikke skal komme Sværd eller Hunger i dette Land: Disse Profeter skal omkomme ved Sværd og Hunger;

16 Et ce peuple auquel s’adressent leurs prophéties, il jonchera les rues de Jérusalem, victime du glaive et de la famine; personne ne les ensevelira, ceux-là, ni eux, ni leurs femmes, ni leurs fils, ni leurs filles; je ferai retomber sur eux leur impiété.

og folket, de profeterer for, skal slænges hen på Jerusalems Gader for Hunger og Sværd, og ingen skal jorde dem, hverken dem eller deres Hustruer, Sønner eller Døtre. Jeg udøser deres Ondskab over dem."

17 Et toi, tu leur adresseras cette parole: Nuit et jour mes yeux fondent en Larmes, sans discontinuer, car la vierge, fille de mon peuple, est atteinte d’une terrible catastrophe, d’une blessure douloureuse à l’extrême.

Og du skal sige dette Ord til dem: Mine Øjne skal rinde med Gråd ved Nat og ved Dag og aldrig høre op; thi mit Folks jomfruelige Datter ligger lemlæstet hårdt, Såret er såre svart.

18 Si je sors dans les champs, voilà ceux qui sont tombés victimes du glaive; si j’entre dans la ville, voici ceux que torture la faim; oui, tant prophètes que prêtres, ils errent sans but dans le pays."

Hvis jeg går ud på Marken, se sværdslagne Mænd, og kommer jeg ind i Byen, se Hungerens Kvaler! Thi både Profet og Præst drager bort til et Land, de ej kender.

19 As-tu donc complètement repoussé Juda? Ton âme a-t-elle pris Sion en dégoût? Pourquoi nous infliges-tu des blessures auxquelles il n’est point de remède? On espérait la paix et rien d’heureux ne nous arrive, une ère de réparation et voici l’épouvante!

Har du ganske vraget Juda, væmmes din Sjæl ved Zion? Hvorfor har du slået os, så ingen kan læge? Man håber på Fred, men det bliver ej godt, på Lægedoms Tid, men se, der er Rædsel.

20 Nous reconnaissons, ô Seigneur, notre culpabilité, la faute de nos ancêtres; assurément, nous avons péché contre toi.

Vi kender vor Gudløshed, HERRE, vore Fædres Brøde, thi vi synded mod dig.

21 Pour l’honneur de ton nom ne livre pas au mépris, n’avilis point ton trône glorieux; souviens-toi, ne romps pas ton alliance avec nous.

Bortstød os ikke for dit Navns Skyld, vanær ej din Herligheds Trone, kom i Hu og bryd ej din Pagt med os!

22 En est-il parmi les vaines divinités des nations qui répandent la pluie? Ou bien est-ce le ciel qui dispense les ondées? N’Est-ce point toi, ô Eternel, notre Dieu, toi en qui nous mettons notre espoir? Oui, toi, tu accomplis tous ces prodiges.

Kan blandt Hedningeguderne nogen sende Regn, giver Himlen Nedbør af sig selv? Er det ikke dig, o HERRE vor Gud? Så bier vi på dig, thi du skabte alt dette.