Job 9
1 Et Job répondit et dit:
Så tog Job til Orde og svarede:
2 En vérité, je sais qu’il en est ainsi. Mais comment l’homme sera-t-il juste devant Dieu?
"Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?
3 S’il se plaît à contester avec lui, il ne lui répondra pas sur un point entre mille.
Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind!
4 Il est sage de cœur et puissant en force: qui s’est endurci contre lui et a prospéré?
Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?
5 Il transporte les montagnes, et elles ne savent pas qu’il les renverse dans sa colère;
Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede,
6 Il remue la terre de sa place, et ses colonnes tremblent;
ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver;
7 Il parle au soleil, et [le soleil] ne se lève pas; et sur les étoiles il met son sceau;
han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,
8 Seul il étend les cieux et marche sur les hauteurs de la mer;
han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,
9 Il fait la grande Ourse, Orion, et les Pléiades, et les chambres du midi;
han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,
10 Il fait de grandes choses qu’on ne saurait sonder, et des merveilles à ne pouvoir les compter.
han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!
11 Voici, il passe près de moi, et je ne [le] vois pas; et il passe à côté [de moi], et je ne l’aperçois pas.
Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;
12 Voici, il ravit; qui l’en détournera? Qui lui dira: Que fais-tu?
røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?"
13 Dieu ne retire pas sa colère; sous lui fléchissent les orgueilleux qui prêtent secours.
Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;
14 Combien moins lui répondrais-je, moi, [et] choisirais-je mes paroles avec lui!
hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!
15 Si j’étais juste, je ne lui répondrais pas, je demanderais grâce à mon juge.
Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde!
16 Si je criais, et qu’il me réponde, je ne croirais pas qu’il ait prêté l’oreille à ma voix, –
Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,
17 Lui qui m’écrase dans une tempête, et qui multiplie mes blessures sans cause.
han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund,
18 Il ne me permet pas de reprendre haleine; car il me rassasie d’amertumes.
ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing.
19 S’agit-il de force, voici, il est fort; s’agit-il de jugement: Qui m’assignera?
Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!
20 Si je me justifiais, ma bouche me condamnerait; si j’étais parfait, il me montrerait pervers.
Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!
21 Si j’étais parfait, je méconnaîtrais mon âme, je mépriserais ma vie.
Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!
22 Tout revient au même; c’est pourquoi j’ai dit: Il consume le parfait et le méchant.
Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!
23 Si le fléau donne subitement la mort, il se rit de l’épreuve de l’innocent.
Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval;
24 La terre est livrée en la main du méchant: il couvre la face de ses juges. S’il n’en est pas ainsi, qui est-ce donc?
Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?
25 Mes jours s’en vont plus vite qu’un coureur; ils fuient, ils ne voient pas ce qui est bon;
Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke,
26 Ils passent rapides comme les barques de jonc, comme un aigle qui fond sur sa proie.
gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte.
27 Si je dis: J’oublierai ma plainte, je renoncerai à mon visage [morne] et je serai joyeux,
Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad,"
28 Je suis épouvanté de tous mes tourments; je sais que tu ne me tiendras pas pour innocent.
må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.
29 Soit, je suis méchant: pourquoi me fatigué-je ainsi en vain?
Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?
30 Si je me lave avec de l’eau de neige, et que je nettoie mes mains dans la pureté,
Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,
31 Alors tu me plongeras dans un fossé, et mes vêtements m’auront en horreur.
du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig.
32 Car il n’est pas homme, comme moi, pour que je lui réponde, pour que nous allions ensemble en jugement.
Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen;
33 Il n’y a pas entre nous un arbitre qui mettrait sa main sur nous deux.
vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge!
34 Qu’il retire sa verge de dessus moi, et que sa terreur ne me trouble pas;
Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,
35 Alors je parlerai et je ne le craindrai pas; mais il n’en est pas ainsi de moi.
da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en anden!
