Job 7
1 L’homme n’a-t-il pas une vie de labeur sur la terre? Et ses jours ne sont-ils pas comme les jours d’un mercenaire?
Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?
2 Comme l’esclave soupire après l’ombre, et comme le mercenaire attend son salaire,
Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,
3 Ainsi j’ai eu pour partage des mois de déception, et des nuits de misère me sont assignées.
saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.
4 Si je me couche, alors je dis: Quand me lèverai-je et quand l’obscurité prendra-t-elle fin? et je suis excédé d’agitations jusqu’au point du jour.
Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.
5 Ma chair est couverte de vers et de croûtes de terre, ma peau se retire et suppure.
Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.
6 Mes jours s’en vont plus vite qu’une navette, et finissent sans espérance.
Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.
7 Souviens-toi que ma vie n’est qu’un souffle: mon œil ne reverra pas le bien;
Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.
8 L’œil qui me regarde ne me reverra plus; tes yeux sont sur moi, et je ne suis plus.
Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.
En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)
10 Il ne revient plus dans sa maison, et son lieu ne le reconnaît plus.
Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.
11 Aussi je ne retiendrai pas ma bouche; je parlerai dans la détresse de mon esprit, je discourrai dans l’amertume de mon âme.
Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
12 Suis-je une mer, suis-je un monstre marin, que tu établisses des gardes autour de moi?
Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?
13 Quand je dis: Mon lit me consolera, ma couche allégera ma détresse,
Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,
14 Alors tu m’effraies par des songes, tu me terrifies par des visions,
da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,
15 Et mon âme choisit la suffocation, – plutôt la mort que mes os:
saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.
16 J’en suis dégoûté; je ne vivrai pas à toujours. Laisse-moi, car mes jours sont vanité.
Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!
17 Qu’est-ce que l’homme que tu fasses grand cas de lui, et que ton cœur s’occupe de lui,
Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?
18 Et que tu le visites chaque matin, que tu l’éprouves à tout moment?
og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?
19 Pourquoi ne détournes-tu pas les yeux de moi, et ne me laisses-tu pas tranquille jusqu’à ce que j’aie avalé ma salive?
Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?
20 J’ai péché; – que t’ai-je fait? Toi qui observes l’homme, pourquoi m’as-tu placé pour être l’objet de tes coups, de sorte que je suis un fardeau à moi-même?
Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?
21 Et pourquoi ne pardonnes-tu pas ma transgression, et ne fais-tu point passer mon iniquité? Car maintenant je me coucherai dans la poussière, et tu me chercheras, et je ne serai plus.
Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.
