Job 4

1 Et Éliphaz, le Thémanite, répondit et dit:

Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:

2 Si nous essayons de t’adresser une parole, en seras-tu irrité? Mais qui pourrait se retenir de parler?

Om man vilde forsøge et Ord paa dig, skulde du vel kedes derved? men hvo kan holde sig fra at tale?

3 Voici, tu en as enseigné beaucoup, et tu as fortifié les mains languissantes;

Se, du har undervist mange og styrket de trætte Hænder;

4 Tes paroles ont tenu droit celui qui chancelait, et tu as affermi les genoux qui ployaient;

dine Ord have oprejst den faldne, og du har styrket de bøjede Knæ;

5 Mais maintenant [le malheur] est venu sur toi, et tu es irrité; il t’atteint, et tu es troublé.

men nu, det kommer til dig, da kedes du derved; det rammer dig, og du forfærdes!

6 Ta crainte [de Dieu] n’est-elle pas ta confiance, et l’intégrité de tes voies, ton espérance?

Var ikke din Gudsfrygt dit Haab og dine Vejes Renhed din Fortrøstning?

7 Souviens-toi, je te prie, qui a péri étant innocent? et où les hommes droits ont-ils été détruits?

Kære, tænk dig om, hvor er en uskyldig gaaet til Grunde? eller hvor ere de oprigtige udslettede?

8 Selon ce que j’ai vu, ceux qui labourent l’iniquité et qui sèment la misère, la moissonnent.

Saa vidt jeg har set, komme de, som pløje Uret, og de, som udsaa Møje, til at høste ind derefter:

9 Ils périssent par le souffle de Dieu, et sont consumés par le souffle de ses narines.

De omkomme for Guds Aande og fortæres af hans Vredes Aand.

10 Le rugissement du lion et la voix du [lion] rugissant [sont étouffés], et les dents des jeunes lions sont brisées;

Løvens Brøl og den grumme Løves Røst hører op, og de unge Løvers Tænder ere knuste;

11 Le lion fort périt faute de proie, et les petits de la lionne sont dispersés.

Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løvindens Unger adspredes.

12 Une parole vint à moi secrètement, et mon oreille en saisit la susurration,

Men mig er et Ord tilbragt hemmeligt, og mit Øre fattede en sagte Lyd deraf

13 Au milieu des pensées que font naître les visions de la nuit, quand un sommeil profond tombe sur les hommes;

i Tanker, fremkaldte ved Syner om Natten, naar dyb Søvn falder paa Folk;

14 La frayeur vint sur moi, et le frisson, et elle fit trembler la multitude de mes os;

da kom Frygt og Bævelse paa mig og bragte mine Ben til at skælve;

15 Et un esprit passa devant moi: les cheveux de ma chair se dressèrent.

og en Aand gik frem for mit Ansigt; Haarene rejste sig paa mit Legeme;

16 Il se tint là; je ne reconnus pas son apparence: une forme était devant mes yeux. J’entendis un léger murmure et une voix:

den blev staaende, og jeg kunde ikke kende dens Skikkelse; der svævede et Billede for mine Øjne; det var stille, og jeg hørte en Røst:

17 Un mortel sera-t-il plus juste que Dieu, l’homme sera-t-il plus pur que celui qui l’a fait?

Mon et Menneske kan holdes retfærdigt for Gud? monne en Mand være ren for den, som skabte ham?

18 Voici, il ne se fie pas à ses serviteurs, et ses anges il les charge de folie;

Se, han tror ikke paa sine Tjenere, og sine Engle tillægger han Daarskab,

19 Combien plus à ceux qui habitent dans des maisons d’argile dont le fondement est dans la poussière, qui sont écrasés comme la teigne!

endsige da dem, som bo i Lerhuse, og hvis Grundvold er i Støvet; man kan støde dem smaa før Møl;

20 Du matin au soir, ils sont frappés; ils périssent pour toujours sans qu’on y fasse attention.

fra Morgen og indtil Aften sønderknuses de; uden at der er nogen, som lægger det paa Hjerte, gaa de til Grunde.

21 Leurs cordes ne leur sont-elles pas arrachées? Ils meurent, et sans sagesse.

Farer ikke deres Herlighed, som var i dem, bort? ja, de dø, men ikke i Visdom.