Job 10

1 Mon âme est dégoûtée de ma vie; je laisserai libre cours à ma plainte, je parlerai dans l’amertume de mon âme,

Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,

2 Je dirai à Dieu: Ne me condamne pas; fais-moi savoir pourquoi tu contestes avec moi.

sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!

3 Prends-tu plaisir à opprimer, que tu méprises le travail de tes mains, et que tu fasses briller ta lumière sur le conseil des méchants?

Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Råd?

4 As-tu des yeux de chair? Vois-tu comme voit l’homme mortel?

Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,

5 Tes jours sont-ils comme les jours d’un mortel, ou tes années, comme les jours de l’homme,

er dine Dage som Menneskets Dage, er dine År som Mandens Dage,

6 Que tu recherches mon iniquité et que tu scrutes mon péché;

siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,

7 Puisque tu sais que je ne suis pas un méchant, et que nul ne délivre de ta main?

endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!

8 Tes mains m’ont formé et m’ont façonné tout à l’entour en un tout, et tu m’engloutis!

Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet!

9 Souviens-toi, je te prie, que tu m’as façonné comme de l’argile, et que tu me feras retourner à la poussière.

Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!

10 Ne m’as-tu pas coulé comme du lait, et fait cailler comme du fromage?

Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,

11 Tu m’as revêtu de peau et de chair, tu m’as tissé d’os et de nerfs;

iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?

12 Tu m’as donné la vie, et tu as usé de bonté envers moi, et tes soins ont gardé mon esprit;

Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd

13 Et tu cachais ces choses dans ton cœur: je sais que cela était par-devers toi.

og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var:

14 Si j’ai péché, tu m’as aussi observé, et tu ne me tiendras pas pour innocent de mon iniquité.

Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde.

15 Si j’ai agi méchamment, malheur à moi! Si j’ai marché justement, je ne lèverai pas ma tête, rassasié que je suis de mépris et voyant ma misère.

Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.

16 Et elle augmente: tu me fais la chasse comme un lion, et en moi tu répètes tes merveilles;

Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;

17 Tu renouvelles tes témoins contre moi, et tu multiplies ton indignation contre moi. Une succession [de maux] et un temps de misère sont avec moi.

nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!

18 Et pourquoi m’as-tu fait sortir du sein [de ma mère]? J’aurais expiré, et aucun œil ne m’aurait vu!

Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle;

19 J’aurais été comme si je n’avais pas été; de la matrice on m’aurait porté au sépulcre!

jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.

20 Mes jours ne sont-ils pas en petit nombre? Qu’il cesse [donc], qu’il se retire de moi, et je me remonterai un peu,

Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt,

21 Avant que je m’en aille, pour ne plus revenir, dans le pays de l’obscurité et de l’ombre de la mort,

før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land,

22 Terre sombre comme les ténèbres de l’ombre de la mort, et où il n’y a que confusion, et où la clarté est comme des ténèbres profondes.

Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket."