Job 7
1 La vie de l’homme sur la terre est un temps de service, et ses jours sont comme ceux du mercenaire.
Har Mennesket paa Jord ej Krigerkaar? Som en Daglejers er hans Dage.
2 Comme l’esclave soupire après l’ombre, comme l’ouvrier attend son salaire,
Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter paa Løn,
3 ainsi j’ai eu en partage des mois de douleur, pour mon lot, des nuits de souffrance.
saa fik jeg Skuffelses Maaneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
4 Si je me couche, je dis: « Quand me lèverai-je? Quand finira la nuit? » et je suis rassasié d’angoisses jusqu’au jour.
Naar jeg lægger mig, siger jeg: »Hvornaar er det Dag, at jeg kan staa op?« og naar jeg staar op: »Hvornaar er det Kvæld?« Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
5 Ma chair se couvre de vers et d’une croûte terreuse, ma peau se gerce et coule.
Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
6 Mes jours passent plus rapides que la navette, ils s’évanouissent: plus d’espérance!
Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Haab.
7 Ô Dieu, souviens-toi que ma vie n’est qu’un souffle! Mes yeux ne reverront pas le bonheur.
Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer faar mit Øje Lykke at skue!
8 L’œil qui me regarde ne m’apercevra plus; ton œil me cherchera, et je ne serai plus.
Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig — jeg er ikke mere.
Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, (Sheol h7585)
10 il ne retournera plus dans sa maison; le lieu qu’il habitait ne le reconnaîtra plus.
han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted faar ham aldrig at se igen.
11 C’est pourquoi je ne retiendrai pas ma langue, je parlerai dans l’angoisse de mon esprit, j’exhalerai mes plaintes dans l’amertume de mon âme.
Saa vil jeg da ej lægge Baand paa min Mund, men tale i Aandens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
12 Suis-je la mer ou un monstre marin, pour que tu poses une barrière autour de moi?
Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
13 Quand je dis: « Mon lit me soulagera, ma couche calmera mes soupirs, »
Naar jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
14 alors tu m’effraies par des songes, tu m’épouvantes par des visions.
da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
15 Ah! Mon âme préfère la mort violente, mes os appellent le trépas.
saa min Sjæl vil hellere kvæles, hellere dø end lide.
16 Je suis en proie à la dissolution, la vie m’échappe pour jamais; laisse-moi, car mes jours ne sont qu’un souffle.
Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
17 Qu’est-ce que l’homme, pour que tu en fasses tant d’estime, que tu daignes t’occuper de lui,
Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
18 que tu le visites chaque matin, et qu’à chaque instant tu l’éprouves?
hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
19 Quand cesseras-tu d’avoir le regard sur moi? Quand me laisseras-tu le temps d’avaler ma salive?
Naar vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
20 Si j’ai péché, que puis-je te faire, ô Gardien des hommes? Pourquoi me mettre en butte à tes traits, et me rendre à charge à moi-même?
Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
21 Que ne pardonnes-tu mon offense? Que n’oublies-tu mon iniquité? Car bientôt je dormirai dans la poussière; tu me chercheras, et je ne serai plus.
Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig — og jeg er ikke mere!
