Job 7
1 La vie de l'homme sur la terre est un temps de service, et ses jours sont comme ceux du mercenaire.
Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?
2 Comme l'esclave soupire après l'ombre, comme l'ouvrier attend son salaire,
Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,
3 ainsi j'ai eu en partage des mois de douleur, pour mon lot, des nuits de souffrance.
saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.
4 Si je me couche, je dis: « Quand me lèverai-je? Quand finira la nuit? » et je suis rassasié d'angoisses jusqu'au jour.
Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.
5 Ma chair se couvre de vers et d'une croûte terreuse, ma peau se gerce et coule.
Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.
6 Mes jours passent plus rapides que la navette, ils s'évanouissent: plus d'espérance!
Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.
7 O Dieu, souviens-toi que ma vie n'est qu'un souffle! Mes yeux ne reverront pas le bonheur.
Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.
8 L'œil qui me regarde ne m'apercevra plus; ton œil me cherchera, et je ne serai plus.
Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.
En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)
10 il ne retournera plus dans sa maison; le lieu qu'il habitait ne le reconnaîtra plus.
Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.
11 C'est pourquoi je ne retiendrai pas ma langue, je parlerai dans l'angoisse de mon esprit, j'exhalerai mes plaintes dans l'amertume de mon âme.
Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
12 Suis-je la mer ou un monstre marin, pour que tu poses une barrière autour de moi?
Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?
13 Quand je dis: « Mon lit me soulagera, ma couche calmera mes soupirs, »
Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,
14 alors tu m'effraies par des songes, tu m'épouvantes par des visions.
da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,
15 Ah! Mon âme préfère la mort violente, mes os appellent le trépas.
saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.
16 Je suis en proie à la dissolution, la vie m'échappe pour jamais; laisse-moi, car mes jours ne sont qu'un souffle.
Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!
17 Qu'est-ce que l'homme, pour que tu en fasses tant d'estime, que tu daignes t'occuper de lui,
Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?
18 que tu le visites chaque matin, et qu'à chaque instant tu l'éprouves?
og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?
19 Quand cesseras-ru d'avoir le regard sur moi? Quand me laisseras-tu le temps d'avaler ma salive?
Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?
20 Si j'ai péché, que puis-je te faire, ô Gardien des hommes? Pourquoi me mettre en butte à tes traits, et me rendre à charge à moi-même?
Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?
21 Que ne pardonnes-tu mon offense? Que n'oublies-tu mon iniquité? Car bientôt je dormirai dans la poussière; tu me chercheras, et je ne serai plus.
Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.
