Job 27

1 Job reprit son discours et dit:

Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:

2 Par le Dieu vivant qui me refuse justice, par le Tout-Puissant qui remplit mon âme d’amertume:

Saa sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu:

3 aussi longtemps que j’aurai la respiration, que le souffle de Dieu sera dans mes narines,

Saa længe jeg drager Aande og har Guds Aande i Næsen,

4 mes lèvres ne prononceront rien d’inique, ma langue ne proférera pas le mensonge.

skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig!

5 Loin de moi la pensée de vous donner raison! Jusqu’à ce que j’expire, je défendrai mon innocence.

Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udaander, opgiver jeg ikke min Uskyld.

6 J’ai entrepris ma justification, je ne l’abandonnerai pas; mon cœur ne condamne aucun de mes jours.

Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind.

7 Que mon ennemi soit traité comme le méchant! Que mon adversaire ait le sort de l’impie!

Som den gudløse gaa det min Fjende, min Modstander som den lovløse!

8 Quel sera l’espoir de l’impie quand Dieu le retranchera, quand il retirera son âme?

Thi hvad er den vanhelliges Haab, naar Gud bortskærer og kræver hans Sjæl?

9 Est-ce que Dieu écoutera ses cris, au jour où l’angoisse viendra sur lui?

Hører mon Gud hans Skrig, naar Angst kommer over ham?

10 Trouve-t-il ses délices dans le Tout-Puissant? Adresse-t-il en tout temps ses prières à Dieu?

Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, naar han paakalder ham?

11 Je vous enseignerai la conduite de Dieu, et je ne vous cacherai pas les desseins du Tout-Puissant.

Jeg vil lære jer om Guds Haand, den Almægtiges Tanker dølger jeg ikke;

12 Voici que vous-mêmes, vous avez tous vu; pourquoi donc discourez-vous en vain?

se, selv har I alle set det, hvi har I saa tomme Tanker?

13 Voici la part que Dieu réserve au méchant, l’héritage que les violents reçoivent du Tout-Puissant.

Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd faar fra den Almægtige:

14 S’il a des fils en grand nombre, c’est pour le glaive; ses rejetons ne seront pas rassasiés de pain.

Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke med Brød;

15 Ses survivants seront ensevelis dans la mort, leurs veuves ne les pleureront pas.

de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem.

16 S’il amasse l’argent comme la poussière, s’il entasse les vêtements comme la boue,

Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler —

17 c’est lui qui entasse, mais c’est le juste qui les porte, c’est le juste qui hérite de ton argent.

han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri;

18 Sa maison est comme celle que bâtit la teigne, comme la hutte que se construit le gardien des vignes.

han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør sig;

19 Le riche se couche, c’est pour la dernière fois; il ouvre les yeux, il n’est plus.

han lægger sig rig, men for sidste Gang, han slaar Øjnene op, og er det ej mer;

20 Les terreurs fondent sur lui comme des eaux, un tourbillon l’enlève au milieu de la nuit.

Rædsler naar ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort;

21 Le vent d’orient l’emporte, et il disparaît; il l’arrache violemment de sa demeure.

løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted.

22 Dieu lance sur lui ses traits sans pitié, il fuit éperdu loin de sa main;

Skaanselsløst skyder han paa ham, i Hast maa han fly fra hans Haand;

23 on bat des mains à son sujet, de sa demeure on siffle sur lui.

man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted!