Job 17
1 Mon souffle s’épuise, mes jours s’éteignent, il ne me reste plus que le tombeau.
Min Aand er brudt, mine Dage ere udslukkede, Gravene vente mig.
2 Je suis environné de moqueurs, mon œil veille au milieu de leurs outrages.
Er der ikke Spot omkring mig, og maa mit Øje ikke dvæle ved deres Genstridighed?
3 Ô Dieu, fais-toi auprès de toi-même ma caution: quel autre voudrait me frapper dans la main?
Kære, stil mig Borgen hos dig, lov for mig; hvo er der ellers, der giver mig Haandslag?
4 Car tu as fermé leur cœur à la sagesse; ne permets donc pas qu’ils s’élèvent.
Thi du har lukket deres Hjerte for Indsigt, derfor skal du ikke ophøje dem.
5 Tel invite ses amis au partage, quand défaillent les yeux de ses enfants.
Man byder Venner ud til Bytte, og deres Børns Øjne hentæres.
6 Il a fait de moi la risée des peuples; je suis l’homme à qui l’on crache au visage.
Men han har stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folkene, og jeg er bleven som den, man spytter i Ansigtet.
7 Mon œil est voilé par le chagrin, et tous mes membres ne sont plus qu’une ombre.
Derfor er mit Øje mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
8 Les hommes droits en sont stupéfaits, et l’innocent s’irrite contre l’impie.
For sligt maa de oprigtige forskrækkes, og den uskyldige harmes over den vanhellige.
9 Le juste néanmoins demeure ferme dans sa voie, et qui a les mains pures redouble de courage.
Dog holder den retfærdige fast ved sin Vej, og den, som har rene Hænder, faar mere Styrke.
10 Mais vous tous, revenez, venez donc; ne trouverai-je pas un sage parmi vous?
Men I, kommer kun alle frem igen, og jeg vil dog ikke finde en viis iblandt eder.
11 Mes jours sont écoulés, mes projets anéantis, ces projets que caressait mon cœur.
Mine Dage ere gangne forbi; oprykkede ere mine Tanker, hvilke mit Hjerte besad.
12 De la nuit ils font le jour; en face des ténèbres, ils disent que la lumière est proche!
De gøre Nat til Dag; og Lyset skal være nær, naar Mørket kommer.
13 J’ai beau attendre, le schéol est ma demeure; dans les ténèbres j’ai disposé ma couche. (Sheol h7585)
Dersom jeg end forventer noget, da er det Graven som min Bolig; jeg har redet mit Leje i Mørket. (Sheol h7585)
14 J’ai dit à la fosse: « Tu es mon père; » aux vers: « Vous êtes ma mère et ma sœur! »
Jeg har raabt til Graven: Du er min Fader! til Ormen: Min Moder og min Søster!
15 Où est donc mon espérance? Mon espérance, qui peut la voir?
Hvor skulde da min Forventelse være? ja min Forventelse — hvo skuer den?
