Job 16

1 Alors Job prit la parole et dit:

Da svarede Job og sagde:

2 J'ai souvent entendu de semblables harangues; vous êtes tous d'insupportables consolateurs.

Jeg har hørt mange Ting som disse: I ere alle sammen besværlige Trøstere.

3 Quand finiront ces vains discours? Quel aiguillon t'excite à répliquer?

Bliver der Ende paa Ord, som kun ere Vind? eller hvad ægger dig, at du svarer?

4 Moi aussi, je saurais parler comme vous, si vous étiez à ma place; j'arrangerais de beaux discours à votre adresse, je secouerais la tête sur vous;

Ogsaa jeg kunde tale som I, var kun eders Sjæl i min Sjæls Sted! jeg kunde sætte Ord sammen imod eder og ryste med Hovedet over eder.

5 je vous encouragerais de la bouche, et vous auriez pour soulagement l'agitation de mes lèvres.

Jeg kunde styrke eder med min Mund, og mine Læbers Trøst kunde bringe Lindring.

6 Si je parle, ma douleur n'est pas adoucie; si je me tais, en est-elle soulagée?

Vilde jeg tale, saa lindres min Smerte ikke; og vilde jeg lade være, hvad Lettelse finder jeg?

7 Aujourd'hui, hélas! Dieu a épuisé mes forces... ô Dieu, tu as moissonné tous mes proches.

Dog, nu har han gjort mig træt; du har ødelagt min hele Forsamling.

8 Tu me garrottes... c'est un témoignage contre moi!... ma maigreur se lève contre moi, en face elle m'accuse.

Du har grebet mig, det blev et Vidne imod mig; og min Magerhed rejste sig imod mig, den taler imod mig.

9 Sa colère me déchire et me poursuit, il grince des dents contre moi; mon ennemi darde sur moi ses regards.

Hans Vrede har revet mig bort og forfulgte mig, han skar Tænder imod mig, som min Modstander stirrer han med sine Øjne imod mig.

10 Ils ouvrent leur bouche pour me dévorer, ils me frappent la joue avec outrage, ils se liguent tous ensemble pour me perdre.

De opspilede deres Gab imod mig, de sloge mine Kinder med Forhaanelse, de flokkede sig til Hobe imod mig.

11 Dieu m'a livré au pervers, il m'a jeté entre les mains des méchants.

Gud overantvordede mig til en uretfærdig og lod mig komme i de ugudeliges Hænder.

12 J'étais en paix, et il m'a secoué, il m'a saisi par la nuque, et il m'a brisé. Il m'a posé en but à ses traits,

Jeg var rolig; men han sønderrev mig og tog mig i Nakken og sønderslog mig og oprejste mig til en Skive for sig.

13 ses flèches volent autour de moi; il perce mes flancs sans pitié, il répand mes entrailles sur la terre;

Hans Skytter omringe mig, han sønderskærer mine Nyrer og sparer ikke, han udgyder min Galde paa Jorden.

14 il me fait brèche sur brèche, il fond sur moi comme un géant.

Han gennembryder mig med Stød paa Stød, han løber imod mig som en Krigshelt.

15 J'ai cousu un sac sur ma peau, et j'ai roulé mon front dans la poussière.

Jeg syede Sæk omkring min Hud og lagde mit Horn i Støvet.

16 Mon visage est tout rouge de larmes, et l'ombre de la mort s'étend sur mes paupières,

Mit Ansigt blusser af Graad, og Dødens Skygge hviler over mine Øjenlaage,

17 quoiqu'il n'y ait pas d'iniquités dans mes mains, et que ma prière soit pure.

skønt ingen Uret er i mine Hænder, og min Bøn er ren.

18 O terre, ne couvre point mon sang, et que mes cris s'élèvent librement!

O Jord! skjul ikke mit Blod, og ingen Grænse være for mit Raab.

19 A cette heure même, voici que j'ai mon témoin dans le ciel, mon défenseur dans les hauts lieux.

Alt nu, se, i Himmelen er mit Vidne, og min Talsmand er i det høje.

20 Mes amis se moquent de moi, c'est vers Dieu que pleurent mes yeux.

Mine Venner ere blevne mine Bespottere, med Taarer vender mit Øje sig til Gud,

21 Qu'il juge lui-même entre Dieu et l'homme, entre le fils de l'homme et son semblable!

at han vilde skifte Ret mellem Manden og Gud, imellem Menneskets Barn og hans Næste.

22 Car les années qui me sont comptés s'écoulent, et j'entre dans un sentier d'où je ne reviendrai pas.

Thi faa Aar skulle endnu komme, saa gaar jeg bort ad en Vej, ad hvilken jeg ikke kommer tilbage.