< Job 14 >

1 L'homme né de la femme vit peu de jours, et il est rassasié de misères.
Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.
2 Comme la fleur, il naît, et on le coupe; il fuit comme l'ombre, sans s'arrêter.
Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.
3 Et c'est sur lui que tu as l'œil ouvert, lui que tu amènes en justice avec toi!
Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.
4 Qui peut tirer le pur de l'impur? Personne.
Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.
5 Si les jours de l'homme sont comptés, si tu as fixé le nombre de ses mois, si tu as posé un terme qu'il ne doit pas franchir,
Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:
6 détourne de lui tes yeux pour qu'il se repose, jusqu'à ce qu'il goûte, comme le mercenaire, la fin de sa journée.
Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.
7 Un arbre a de l'espérance: coupé, il peut verdir encore, il ne cesse pas d'avoir des rejetons.
Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.
8 Que sa racine ait vieilli dans la terre, que son tronc soit mort dans la poussière,
Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,
9 dès qu'il sent l'eau, il reverdit, il pousse des branches comme un jeune plant.
saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.
10 Mais l'homme meurt, et il reste étendu; quand il a expiré, où est-il?
Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?
11 Les eaux du lac disparaissent, le fleuve tarit et se dessèche:
Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:
12 ainsi l'homme se couche et ne se relève plus, il ne se réveillera pas tant que subsistera le ciel, on ne le fera pas sortir de son sommeil.
Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
13 Oh! Si tu voulais me cacher dans le séjour des morts, m'y tenir à couvert jusqu'à ce que ta colère ait passé, me fixer un terme où tu te souviendrais de moi! (Sheol h7585)
Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! (Sheol h7585)
14 Si l'homme une fois mort pouvait revivre! Tout le temps de mon service j'attendrais qu'on vînt me relever.
Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.
15 Tu m'appellerais alors, et moi je te répondrais; tu languirais après l'ouvrage de tes mains.
Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!
16 Mais hélas! Maintenant, tu comptes mes pas, tu as l'œil ouvert sur mes péchés;
Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.
17 mes transgressions sont scellées dans une bourse, et tu mets un enduit sur mes iniquités.
Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.
18 La montagne s'écroule et s'efface; le rocher est transporté hors de sa place;
Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;
19 les eaux creusent la pierre, leurs flots débordés entraînent la poussière du sol: ainsi tu anéantis l'espérance de l'homme.
Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.
20 Tu l'abats sans retour, et il s'en va; tu flétris son visage, et tu le congédies.
Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.
21 Que ses enfants soient honorés, il n'en sait rien; qu'ils soient dans l'abaissement, il l'ignore.
Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.
22 Sa chair ne sent que ses propres souffrances, son âme ne gémit que sur elle-même.
For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.

< Job 14 >