< Job 8 >

1 Alors Baldad de Suhé prit la parole et dit:
Saa tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
2 Jusques à quand tiendras-tu ces discours, et tes paroles seront-elles comme un souffle de tempête?
Hvor længe taler du saa, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?
3 Est-ce que Dieu fait fléchir le droit, ou bien le Tout-Puissant renverse-t-il la justice?
Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?
4 Si tes fils ont péché contre lui, il les a livrés aux mains de leur iniquité.
Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,
5 Pour toi, si tu as recours à Dieu, si tu implores le Tout-Puissant,
saa søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Naade!
6 si tu es droit et pur, alors il veillera sur toi, il rendra le bonheur à la demeure de ta justice;
Saafremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han vaage over dig, genrejse din Retfærds Bolig;
7 ton premier état semblera peu de chose, tant le second sera florissant.
din fordums Lykke vil synes ringe, saare stor skal din Fremtid blive.
8 Interroge les générations passées, sois attentif à l’expérience des pères: —
Thi spørg dog den henfarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning!
9 car nous sommes d’hier, et nous ne savons rien, nos jours sur la terre passent comme l’ombre; —
Vi er fra i Gaar, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage paa Jord.
10 ne vont-ils pas t’enseigner, te parler, et de leur cœur tirer des sentences:
Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet:
11 « Le papyrus croît-il en dehors des marais? Le jonc s’élève-t-il sans eau?
Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand?
12 Encore tendre, sans qu’on le coupe, il sèche avant toute herbe.
Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.
13 Telles sont les voies de tous ceux qui oublient Dieu; l’espérance de l’impie périra.
Saa gaar det enhver, der glemmer Gud, en vanhelligs Haab slaar fejl:
14 Sa confiance sera brisée; son assurance ressemble à la toile de l’araignée.
som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv;
15 Il s’appuie sur sa maison, et elle ne tient pas; il s’y attache, et elle ne reste pas debout.
han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej staar det fast.
16 Il est plein de vigueur, au soleil, ses rameaux s’étendent sur son jardin,
I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over,
17 ses racines s’entrelacent parmi les pierres, il plonge jusqu’aux profondeurs du roc.
i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten;
18 Si Dieu l’arrache de sa place, sa place le renie: Je ne t’ai jamais vu.
men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: »Jeg har ikke set dig!«
19 C’est là que sa joie se termine, et du même sol d’autres s’élèveront après lui. »
Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!
20 Non, Dieu ne rejette pas l’innocent, il ne prend pas la main des malfaiteurs.
Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Haand.
21 Il remplira ta bouche d’éclats de rire, et mettra sur tes lèvres des chants d’allégresse.
End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;
22 Tes ennemis seront couverts de honte, et la tente des méchants disparaîtra.
dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!

< Job 8 >