Job 29

1 Job reprit encore son discours et dit:

Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:

2 Oh! Qui me rendra les mois d’autrefois, les jours où Dieu veillait à ma garde;

Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,

3 quand sa lampe brillait sur ma tête, et que sa lumière me guidait dans les ténèbres!

da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,

4 Tel que j’étais aux jours de mon âge mûr, quand Dieu me visitait familièrement dans ma tente,

som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,

5 quand le Tout-Puissant était encore avec moi, et que mes fils m’entouraient;

da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,

6 quand je lavais mes pieds dans le lait, et que le rocher me versait des flots d’huile!

da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,

7 Lorsque je sortais pour me rendre à la porte de la ville, et que j’établissais mon siège sur la place publique,

da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet.

8 en me voyant, les jeunes gens se cachaient, les vieillards se levaient et se tenaient debout.

Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod,

9 Les princes retenaient leurs paroles, et mettaient leur main sur la bouche.

Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund,

10 La voix des chefs restait muette, leur langue s’attachait à leur palais.

Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;

11 L’oreille qui m’entendait me proclamait heureux, l’œil qui me voyait me rendait témoignage.

Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære.

12 Car je sauvais le pauvre qui implorait du secours, et l’orphelin dénué de tout appui.

Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;

13 La bénédiction de celui qui allait périr venait sur moi, je remplissais de joie le cœur de la veuve.

den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;

14 Je me revêtais de la justice comme d’un vêtement, mon équité était mon manteau et mon turban.

jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.

15 J’étais l’œil de l’aveugle, et le pied du boiteux.

Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;

16 J’étais le père des pauvres, j’examinais avec soin la cause de l’inconnu.

jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;

17 Je brisais la mâchoire de l’injuste, et j’arrachais sa proie d’entre les dents.

den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.

18 Je disais: « Je mourrai dans mon nid, j’aurai des jours nombreux comme le sable.

Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen;

19 Mes racines s’étendent vers les eaux, la rosée passe la nuit dans mon feuillage.

min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;

20 Ma gloire reverdira sans cesse, et mon arc reprendra sa vigueur dans ma main. »

min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!"

21 On m’écoutait et l’on attendait, on recueillait en silence mon avis.

Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd;

22 Après que j’avais parlé, personne n’ajoutait rien; ma parole coulait sur eux comme la rosée.

ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem;

23 Ils m’attendaient comme on attend la pluie; ils ouvraient la bouche comme aux ondées du printemps.

de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn.

24 Si je leur souriais, ils ne pouvaient le croire; ils recueillaient avidement ce signe de faveur.

Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde.

25 Quand j’allais vers eux, j’avais la première place, je siégeais comme un roi entouré de sa troupe, comme un consolateur au milieu des affligés.

Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.