Job 29
1 Job reprit encore son discours et dit:
Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:
2 Oh! Qui me rendra les mois d’autrefois, les jours où Dieu veillait à ma garde;
Gid jeg var som i de forrige Maaneder, som i de Dage, da Gud bevarede mig,
3 quand sa lampe brillait sur ma tête, et que sa lumière me guidait dans les ténèbres!
da hans Lampe lyste over mit Hoved, da jeg gik igennem Mørket ved hans Lys;
4 Tel que j’étais aux jours de mon âge mûr, quand Dieu me visitait familièrement dans ma tente,
som det var med mig i min Høsts Dage, der Guds Fortrolighed var over mit Telt;
5 quand le Tout-Puissant était encore avec moi, et que mes fils m’entouraient;
da den Almægtige endnu var med mig, da mine Drenge vare omkring mig;
6 quand je lavais mes pieds dans le lait, et que le rocher me versait des flots d’huile!
da mine Trin badede sig i Mælk, og Klippen hos mig udgød Oliebække;
7 Lorsque je sortais pour me rendre à la porte de la ville, et que j’établissais mon siège sur la place publique,
da jeg gik ud til Porten op til Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Torvet.
8 en me voyant, les jeunes gens se cachaient, les vieillards se levaient et se tenaient debout.
De unge saa mig og trak sig tilbage, og de gamle stode op og bleve staaende.
9 Les princes retenaient leurs paroles, et mettaient leur main sur la bouche.
De Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund.
10 La voix des chefs restait muette, leur langue s’attachait à leur palais.
Fyrsternes Røst forstummede, og deres Tunge hang ved deres Gane.
11 L’oreille qui m’entendait me proclamait heureux, l’œil qui me voyait me rendait témoignage.
Thi det Øre, som hørte, priste mig salig, og det Øje, som saa mig, gav mig Vidnesbyrd.
12 Car je sauvais le pauvre qui implorait du secours, et l’orphelin dénué de tout appui.
Thi jeg reddede den fattige, som skreg, og den faderløse, som ingen Hjælper havde.
13 La bénédiction de celui qui allait périr venait sur moi, je remplissais de joie le cœur de la veuve.
Dens Velsignelse, som ellers maatte omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkens Hjerte.
14 Je me revêtais de la justice comme d’un vêtement, mon équité était mon manteau et mon turban.
Jeg iførte mig Retfærdighed, og den klædte sig i mig; min Dom var mig som en Kappe og et Hovedsmykke.
15 J’étais l’œil de l’aveugle, et le pied du boiteux.
Jeg var den blindes Øje, og jeg var den lammes Fod.
16 J’étais le père des pauvres, j’examinais avec soin la cause de l’inconnu.
Jeg var de fattiges Fader, og den mig ubekendtes Retssag undersøgte jeg.
17 Je brisais la mâchoire de l’injuste, et j’arrachais sa proie d’entre les dents.
Og jeg sønderbrød den uretfærdiges Kindtænder, og jeg gjorde, at han maatte slippe Rovet af sine Tænder.
18 Je disais: « Je mourrai dans mon nid, j’aurai des jours nombreux comme le sable.
Og jeg sagde: I min Rede vil jeg opgive Aanden og have Dage mangfoldige som Sand.
19 Mes racines s’étendent vers les eaux, la rosée passe la nuit dans mon feuillage.
Min Rod skal aabne sig for Vandet, og Duggen skal blive om Natten paa mine Grene.
20 Ma gloire reverdira sans cesse, et mon arc reprendra sa vigueur dans ma main. »
Min Herlighed skal blive ny hos mig, og min Bue skal forynges i min Haand.
21 On m’écoutait et l’on attendait, on recueillait en silence mon avis.
De hørte paa mig og ventede, og de tav til mit Raad.
22 Après que j’avais parlé, personne n’ajoutait rien; ma parole coulait sur eux comme la rosée.
Havde jeg talt, toge de ikke igen til Orde, og min Tale faldt som Draaber over dem;
23 Ils m’attendaient comme on attend la pluie; ils ouvraient la bouche comme aux ondées du printemps.
de ventede paa mig som paa en Regn, og de aabnede Munden vidt som efter den sildige Regn.
24 Si je leur souriais, ils ne pouvaient le croire; ils recueillaient avidement ce signe de faveur.
Jeg smilte til dem, der vare mistrøstige; og de bragte ikke mit Ansigts Lys til at svinde.
25 Quand j’allais vers eux, j’avais la première place, je siégeais comme un roi entouré de sa troupe, comme un consolateur au milieu des affligés.
Jeg udvalgte deres Vej og sad øverst, og jeg boede som en Konge iblandt Hærskaren, som den, der trøster de sørgende.
