Job 14
1 L’homme né de la femme vit peu de jours, et il est rassasié de misères.
Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;
2 Comme la fleur, il naît, et on le coupe; il fuit comme l’ombre, sans s’arrêter.
han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast.
3 Et c’est sur lui que tu as l’œil ouvert, lui que tu amènes en justice avec toi!
Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!
4 Qui peut tirer le pur de l’impur? Personne.
Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!
5 Si les jours de l’homme sont comptés, si tu as fixé le nombre de ses mois, si tu as posé un terme qu’il ne doit pas franchir,
Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,
6 détourne de lui tes yeux pour qu’il se repose, jusqu’à ce qu’il goûte, comme le mercenaire, la fin de sa journée.
tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
7 Un arbre a de l’espérance: coupé, il peut verdir encore, il ne cesse pas d’avoir des rejetons.
Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;
8 Que sa racine ait vieilli dans la terre, que son tronc soit mort dans la poussière,
ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:
9 dès qu’il sent l’eau, il reverdit, il pousse des branches comme un jeune plant.
lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;
10 Mais l’homme meurt, et il reste étendu; quand il a expiré, où est-il?
men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?
11 Les eaux du lac disparaissent, le fleuve tarit et se dessèche:
Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,
12 ainsi l’homme se couche et ne se relève plus, il ne se réveillera pas tant que subsistera le ciel, on ne le fera pas sortir de son sommeil.
så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.
13 Oh! Si tu voulais me cacher dans le séjour des morts, m’y tenir à couvert jusqu’à ce que ta colère ait passé, me fixer un terme où tu te souviendrais de moi! (Sheol h7585)
Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! (Sheol h7585)
14 Si l’homme une fois mort pouvait revivre! Tout le temps de mon service j’attendrais qu’on vînt me relever.
Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;
15 Tu m’appellerais alors, et moi je te répondrais; tu languirais après l’ouvrage de tes mains.
du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!
16 Mais hélas! Maintenant, tu comptes mes pas, tu as l’œil ouvert sur mes péchés;
Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,
17 mes transgressions sont scellées dans une bourse, et tu mets un enduit sur mes iniquités.
forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.
18 La montagne s’écroule et s’efface; le rocher est transporté hors de sa place;
Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,
19 les eaux creusent la pierre, leurs flots débordés entraînent la poussière du sol: ainsi tu anéantis l’espérance de l’homme.
som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.
20 Tu l’abats sans retour, et il s’en va; tu flétris son visage, et tu le congédies.
For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.
21 Que ses enfants soient honorés, il n’en sait rien; qu’ils soient dans l’abaissement, il l’ignore.
Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;
22 Sa chair ne sent que ses propres souffrances, son âme ne gémit que sur elle-même.
ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.
