Jobin 31

1 "Minä olen tehnyt liiton silmäini kanssa: kuinka voisinkaan katsoa neitosen puoleen!

Jeg gjorde en Pagt med mine Øjne, og hvad skulde jeg agte paa en Jomfru?

2 Minkä osan antaisi silloin Jumala ylhäältä, minkä perintöosan Kaikkivaltias korkeudesta?

Og hvad for en Lod vilde Gud have givet ovenfra og hvad for en Arv den Almægtige fra det høje?

3 Tuleehan väärälle turmio ja onnettomuus väärintekijöille.

Mon ikke Ulykke er beredt for den uretfærdige og Undergang for dem, som gøre Uret?

4 Eikö hän näkisi minun teitäni ja laskisi kaikkia minun askeleitani?

Mon han ikke ser mine Veje og tæller alle mine Skridt?

5 Jos minä ikinä valheessa vaelsin, jos jalkani kiiruhti petokseen,

Dersom jeg har vandret med Falskhed, og min Fod har hastet til Svig,

6 punnitkoon minut Jumala oikealla vaa'alla, ja hän on huomaava minun nuhteettomuuteni.

— han veje mig paa Retfærdigheds Vægtskaaler, og Gud kende min Uskyldighed —

7 Jos minun askeleeni poikkesivat tieltä ja minun sydämeni seurasi silmiäni tahi tahra tarttui minun käsiini,

dersom min Gang har bøjet af fra Vejen, og mit Hjerte er gaaet efter mine Øjne, og en Plet har klæbet ved mine Hænder:

8 niin syököön toinen, mitä minä kylvän, ja minun vesani revittäköön juurinensa.

Da gid jeg maa saa, men en anden æde, og mit Afkom maa oprykkes med Rod.

9 Jos minun sydämeni hullaantui toisen vaimoon ja minä väijyin lähimmäiseni ovella,

Dersom mit Hjerte er forlokket til en Kvinde, og jeg har luret ved min Næstes Dør:

10 niin jauhakoon oma vaimoni vieraalle, ja halailkoot häntä muut;

Da gid min Hustru maa male for en anden, og andre bøje sig over hende.

11 sillä se olisi ollut ilkityö ja raskaasti rangaistava rikos,

Thi det var en Skændselsgerning, og det var en Misgerning, som hørte hen for Dommerne;

12 tuli, joka kuluttaisi manalaan saakka ja hävittäisi kaiken saatuni.

thi det var en Ild, som fortærede indtil Afgrunden, og som skulde have oprykket al min Afgrøde med Rode.

13 Jos minä pidin halpana palvelijani ja palvelijattareni oikeuden, kun heillä oli riita minun kanssani,

Dersom jeg havde foragtet min Tjeners eller min Tjenestepiges Ret, naar de trættede med mig;

14 niin mitä minä tekisin, jos Jumala nousisi, ja mitä vastaisin hänelle, jos hän kävisi tutkimaan?

— og hvad vilde jeg gøre, naar Gud vilde opstaa? og naar han vilde hjemsøge, hvad skulde jeg svare ham?

15 Eikö sama, joka äidin kohdussa loi minut, luonut häntäkin, eikö sama meitä äidin sydämen alla valmistanut?

har ikke han, som skabte mig i Moders Liv, skabt ham? og har ikke en og den samme beredt os i Moderskød? —

16 Olenko minä kieltänyt vaivaisilta heidän toivomuksensa ja saattanut lesken silmät sammumaan?

dersom jeg har nægtet de ringe deres Begæring og ladet Enkens Øjne vansmægte,

17 Olenko syönyt leipäpalani yksinäni, orvonkin saamatta syödä siitä?

og jeg har ædt min Mundbid for mig alene, saa at den faderløse ikke aad deraf;

18 En, vaan nuoruudestani saakka minä kasvatin häntä niinkuin oma isä ja äitini kohdusta asti minä holhosin häntä.

— tværtimod, han er opvokset hos mig som hos en Fader fra min Ungdom af, og hende ledede jeg, fra min Moders Liv af —

19 Jos minä näin menehtyväisen vaatteetonna ja köyhän verhoa vailla,

dersom jeg har set en forkommen, uden Klæder, og at den fattige intet Dække havde;

20 jos hänen lanteensa eivät minua siunanneet eikä hän saanut lämmitellä minun karitsaini villoilla,

dersom hans Lænder ikke have velsignet mig, medens han varmede sig ved Ulden af mine Faar;

21 jos minä puin nyrkkiä orvolle, kun näin puoltani pidettävän portissa,

dersom jeg har løftet min Haand imod den faderløse, fordi jeg saa Hjælp for mig i Porten:

22 niin irtautukoon olkapääni hartiastani, ja murtukoon käsivarteni sijoiltansa.

Da gid min Skulder maa falde fra Skulderbladet, og min Arm brydes fra Armpiben!

23 Sillä silloin olisi minun peljättävä turmiota Jumalalta, enkä kestäisi hänen valtasuuruutensa edessä.

Thi en Rædsel vilde være kommen over mig, en Ulykke fra Gud, og imod hans Højhed formaaede jeg intet.

24 Jos minä panin uskallukseni kultaan ja sanoin hienolle kullalle: 'Sinä olet minun turvani',

Dersom jeg har sat Guld til mit Haab eller sagt til det kostelige Guld: Du er min Tillid;

25 jos iloitsin siitä, että rikkauteni oli suuri ja että käteni oli saanut paljon hankituksi,

dersom jeg har glædet mig, at mit Gods var meget, og at min Haand havde forhvervet mangfoldigt;

26 jos katsellessani aurinkoa, kuinka se loisti, ja kuuta, joka ylhänä vaelsi,

dersom jeg har set til Sollyset, naar det skinnede, eller til Maanen, naar den gaar herlig,

27 sydämeni antautui salaa vieteltäväksi ja käteni niille suudelmia heitti,

og mit Hjerte har ladet sig forlokke i Løndom, saa at min Mund kyssede min Haand:

28 niin olisi sekin raskaasti rangaistava rikos, sillä minä olisin kieltänyt korkeuden Jumalan.

— Ogsaa dette havde været en Misgerning, som hørte hen under Dommerne; thi jeg havde hyklet for Gud i det høje —!

29 Olenko iloinnut vihamieheni vahingosta, riemusta hykähtänyt, kun häntä onnettomuus kohtasi?

dersom jeg har glædet mig over min Fjendes Undergang og jublet, naar Ulykken ramte ham;

30 En ole sallinut suuni syntiä tehdä, kiroten vaatia hänen henkeänsä.

— men jeg tilstedede ikke min Gane at synde, saa at jeg under Forbandelse begærede hans Sjæl —

31 Eikö täydy minun talonväkeni myöntää, että kukin on saanut lihaa yllin kyllin?

dersom ikke Mændene i mit Telt have sagt: Hvor finder man nogen, som ikke er bleven mæt af hans Kød?

32 Muukalaisen ei tarvinnut yötä ulkona viettää; minä pidin oveni auki tielle päin.

— den fremmede maatte ikke ligge udenfor om Natten, jeg lod mine Døre op for vejfarende —

33 Olenko ihmisten tavoin peitellyt rikkomuksiani, kätkenyt poveeni pahat tekoni,

dersom jeg har skjult mine Overtrædelser som Adam og dulgt min Misgerning i min Barm,

34 säikkyen suurta joukkoa ja kaiken heimon ylenkatsetta peljäten, niin että pysyin hiljaa, ovestani ulkonematta?

fordi jeg frygtede den store Hob, og Slægters Foragt kunde have forfærdet mig, saa at jeg tav og ikke gik ud af en Dør —

35 Oi, jospa joku kuuntelisi minua! Katso, tuossa on puumerkkini! Kaikkivaltias vastatkoon minulle! Jospa saisin riitapuoleni kirjoittamaan syytekirjan!

Havde jeg dog den, som vilde høre paa mig! se her min Underskrift — den Almægtige svare mig — og her den Klage, min Modpart har opsat;

36 Totisesti, olkapäälläni sitä kantaisin, sitoisin sen päähäni seppeleeksi.

sandelig, jeg skulde tage den paa min Skulder, jeg skulde binde den omkring mig som et Hovedsmykke!

37 Tekisin hänelle tilin kaikista askeleistani ja astuisin hänen eteensä niinkuin ruhtinas.

Jeg vil tilkendegive ham ethvert af mine Skridt, som en Fyrste vil jeg nærme mig ham.

38 Jos peltoni huusi minua vastaan ja sen vaot kaikki itkivät,

Dersom min Ager raaber imod mig, og alle dens Furer græde;

39 jos kulutin sen voiman maksamatta ja saatoin sen haltijat huokaamaan,

dersom jeg har fortæret dens Grøde uden at have betalt den og udblæst Sjælen fra dens Ejermand:

40 niin kasvakoon nisun sijasta orjantappuroita ja ohran sijasta rikkaruohoa." Tähän päättyvät Jobin puheet.

Gid da vokse Tjørn i Stedet for Hvede, og Ukrudt i Stedet for Byg; — Jobs Ord have Ende.