Hiob 4
1 Tete Temanitɔ Elifaz ɖo eŋu na Hiob be,
Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
2 “Ne ame aɖe te kpɔ be yeaƒo nu kpli wò la, ɖe nàgbɔ dzi ɖi aseea? Ke ame kae ate ŋu azi ɖoɖoe le nu sia ŋuti?
Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
3 Bu ale si nèfia nu ame geɖewo kple ale si nèdo ŋusẽ asi beliwoe ŋuti.
Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,
4 Wò nyawo lé ame siwo yina anyi dze ge la ɖe te eye nèdo ŋusẽ klo beliwo.
dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft —
5 Ke azɔ la, dzɔgbevɔ̃e va dziwò, eye dzi ɖe le ƒo wò; eƒo wò ƒu anyi eye nèse veve.
Men nu det gælder dig selv, saa taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
6 Ɖe wò Mawuvɔvɔ̃ manye wò dzideƒo eye wò blibodede nanye wò mɔkpɔkpɔ oa?
Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Haab?
7 “Azɔ bu eŋuti kpɔ. Ame maɖifɔ ka wohe to na kpɔ? Afi ka wogblẽ ame dzɔdzɔe dome le kpɔ?
Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
8 Abe ale si mede dzesii ene la, ame siwo ŋlɔ vɔ̃ɖivɔ̃ɖi ƒe agble eye woƒã dzɔgbevɔ̃e lae ŋenɛ.
Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og saar Fortræd, de høster det selv.
9 Ne Mawu gbɔ ɖe wo dzi la woyrɔna eye ne eƒe dziku fla la wotsrɔ̃na.
For Guds Aand gaar de til Grunde, for hans Vredes Pust gaar de til.
10 Dzatawo aɖe gbe, axlɔ̃ sesĩe gake woate ŋu aŋe aɖu na dzataviwo.
Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slaas ud;
11 Dzata kuna ne mekpɔ nu lé o eye dzatanɔwo kakana.
Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løveungerne spredes.
12 “Wotsɔ nya aɖe vɛ nam le adzame, nye towo see wotsɔe do dalĩ nam.
Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
13 Le drɔ̃ewo me le zã me, esi amewo dɔ alɔ̃ yi eme ʋĩi la,
i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
14 vɔvɔ̃ kple dzodzo nyanyanya lém eye wona nye ƒuwo katã dzo kpekpekpe.
Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
15 Gbɔgbɔ aɖe ɖo asagba va to nye ŋkume yi eye ɖadoe ɖo to ɖe ŋunye.
et Pust strøg over mit Ansigt, Haarene rejste sig paa min Krop.
16 Etɔ gake nyemate ŋu agblɔ nu si wònye o. Nɔnɔme aɖe va tsi tsitre ɖe ŋkunye me eye mese gbe bɔlɔe aɖe be,
Saa stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det saa ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
17 ‘Ɖe ame kodzogbea anɔ dzɔdzɔe wu Mawua? Ɖe amegbetɔ anɔ dzadzɛe wu eƒe Wɔlaa?
»Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
18 Ne Mawu meka ɖe eƒe dɔlawo dzi o eye wòbua fɔ eƒe dɔlawo be woda vo,
End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
19 ʋuu keke, ke wòahanye ame siwo le anyixɔwo me, ame siwo gɔme woɖo anyi ɖe ke me eye wogbãa wo bɔbɔe abe ŋɔvi ene!
endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
20 Wogbãa wo gudugudu le fɔŋli kple zã dome, ame aɖeke menyana gɔ̃ hã o, ale wotsrɔ̃na gbidii.
De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslaas uden at ænses, for evigt gaar de til Grunde.
21 Ɖe womehoa woƒe agbadɔkawo, ale be woaku numanyamanyae oa?’”
Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom.
