Hiob 37
1 “Esia na nye dzi lã kpo eye wòti kpo le enɔƒe.
Ja, over dette forferdes mitt hjerte og hopper i mitt bryst.
2 O ɖo to! Ɖo to eƒe gbe ƒe gbeɖeɖe kple bublu si le dodom tso eƒe nu me.
Hør, hør braket av hans røst og det drønn som går ut av hans munn!
3 Eɖe asi le eƒe dzokeke ŋu ɖe yame katã eye wòɖoe ɖe anyigba ƒe mlɔenu ke hã
Under hele himmelen lar han det fare, og han sender sitt lys til jordens ytterste ender.
4 Eƒe gbeɖeɖe kplɔa esia ɖo, ebluna kple eƒe ŋutikɔkɔe ƒe gbe. Ne eƒe gbe ɖi la, meléa naneke ɖi o.
Efterpå brøler røsten, han tordner med sin veldige røst; han holder ikke lynene tilbake når hans røst lar sig høre.
5 Mawu ƒe gbe bluna le nukumɔwo dzi, ewɔa nu dzɔtsu siwo kɔ wu míaƒe gɔmesese.
Gud tordner underfullt med sin røst; han gjør storverk, og vi forstår dem ikke.
6 Egblɔna na tsikpe be, ‘Dza ɖe anyigba dzi’ eye na tsi be, ‘Nye tsi gã aɖe nàdza.’
Han sier til sneen: Fall til jorden! - og likeså til skyllregnet, sitt sterke skyllregn.
7 Ale be amegbetɔ siwo katã wòwɔ la nanya eƒe dɔwɔwɔ, eye wòɖoa asi ame sia ame ƒe dɔ dzi.
Hvert menneskes hånd forsegler han, forat alle mennesker som han har skapt, må komme til å kjenne ham.
8 Gbemelãwo sina bena eye wonɔa woƒe dowo me.
Da går de ville dyr inn i sine huler, og de holder sig i sine hi.
9 Ahom tsoa eƒe xɔa me vana eye ya sesẽwo hea vuvɔ vɛ.
Fra Sydens innerste kammer kommer storm, og med nordenvinden kommer kulde.
10 Mawu ƒe gbɔgbɔ hea fafa gã aɖe vɛ eye tsi gbanawo dzi zua tsikpe.
Av Guds ånde kommer is, og brede vann bindes.
11 Enyɔa tsi ɖe lilikpowo me, ekakaa eƒe dzikedzo to wo me.
Med væte fyller han skyen, og han spreder sine lynskyer,
12 Le eƒe mɔfiafia nu wotrɔa trɔgodoe le anyigba la katã ŋkume, be woawɔ nu sia nu si ƒe se wòde na wo.
og de svinger hit og dit, efter som han leder dem, forat de skal utføre alt det han byder dem, over den vide jord;
13 Ehea lilikpowo vɛ be woahe to na amewo alo be woade tsi anyigba, ne wòaɖe eƒe lɔlɔ̃ afia ameawo.
enten til tukt, når det er til gagn for hans jord, eller til velsignelse lar han dem komme.
14 “Hiob, ɖo to nàse nu sia, zi ɖoɖoe eye nàbu Mawu ƒe nukunuwo ŋu.
Vend ditt øre til dette, Job! Stå stille og gi akt på Guds under!
15 Ènya ale si Mawu léa lilikpowo ɖe asii, eye wònana dzi kea dzoa?
Forstår du hvorledes Gud styrer dem og lar sine skyers lyn blinke frem?
16 Ènya ale si lilikpowo wɔ hafi le yamea, ènya nukunu siwo nye ame si de blibo le gɔmesese me la tɔa?
Forstår du hvorledes skyene svever om i luften, forstår du den Allvitendes under,
17 Wò ame si le fifia tem le wò awuwo me, ne dzieheya xɔdzo nya ƒo to anyigba dzi ko,
du hvis klær blir varme når jorden ligger og dormer i sønnenvind?
18 àte ŋu akpe ɖe eŋu le dziŋgɔli ƒe keke ɖe yame me, nu si sesẽ abe ahuhɔ̃e si wowɔ kple akɔbli enea?
Kan du med ham spenne ut himmelen, så fast som et speil av støpt metall?
19 “Gblɔ nu si míagblɔ nɛ la na mí, míate ŋu ahe míaƒe nya ayi egbɔe o elabena míawo míele viviti me.
Lær oss hvad vi skal si til ham! Vi kan ikke fremføre noget for bare mørke.
20 Wonegblɔ nɛ be medi be maƒo nua? Ɖe ame aɖe abia be wonemi ye agbagbea?
Skal det fortelles ham at jeg vil tale med ham? Har nogen sagt at han ønsker sin egen undergang?
21 Azɔ la, ame aɖeke mate ŋu akpɔ ɣe o elabena ele keklẽm le dziƒo ŋutɔ, esi yaƒoƒo na eƒe mo kɔ nyuie.
Og nu, menneskene ser ikke lyset, enda det skinner klart på himmelen, og en vind er faret frem og har renset den.
22 Edo tso anyiehe kple sikatsyɔ̃ɖoɖo. Mawu ɖiɖi va le ŋɔdzi ƒe ŋutikɔkɔe me.
Fra Norden kommer gull; om Gud er der en forferdende herlighet.
23 Ame aɖeke matu Ŋusẽkatãtɔ la o elabena togbɔ be eƒe ŋusẽ de dzi bobobo, le eƒe afiatsotso kple dzɔdzɔenyenye gã la me hã la, metea ame aɖeke ɖe anyi o.
Den Allmektige finner vi ikke, han som er så stor i makt; men retten og den strenge rettferdighet krenker han ikke.
24 Eya ta amewo dea bubu eŋu elabena ɖe medea bubu ame siwo katã ƒe dzi me nunya le la ŋu oa?”
Derfor frykter menneskene ham; men han enser ikke nogen selvklok mann.
