Hiob 29

1 Hiob yi eƒe nuƒoƒo dzi be,

Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:

2 “O, ale si medi vevie be wòanɔ nam abe ale si wònɔ le ɣleti siwo va yi me la ene, le ŋkeke siwo me Mawu kpɔ tanye,

Gid jeg var som i de forrige Maaneder, som i de Dage, da Gud bevarede mig,

3 esi eƒe akaɖi klẽ ɖe nye ta dzi eye eƒe kekeli na mezɔ to blukɔ tsiɖitsiɖi me!

da hans Lampe lyste over mit Hoved, da jeg gik igennem Mørket ved hans Lys;

4 O, nenye ɖe wòanɔ nam abe nye lãmesẽŋkekewo me ene, esi kadodo kple Mawu kplikplikpli na wòyra nye aƒe,

som det var med mig i min Høsts Dage, der Guds Fortrolighed var over mit Telt;

5 esi Ŋusẽkatãtɔ la ganɔ kplim ko eye vinyewo ƒo xlãm,

da den Almægtige endnu var med mig, da mine Drenge vare omkring mig;

6 esi nye toƒe nye notsi kpeke ɖeɖe eye amitimi ɖuɖu bababa tso agakpe me nam.

da mine Trin badede sig i Mælk, og Klippen hos mig udgød Oliebække;

7 “Ne meyi dua ƒe agbo nu, henɔ anyi ɖe zikpui dzi gli, le dua ƒe ablɔme la,

da jeg gik ud til Porten op til Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Torvet.

8 ɖekakpuiawo kpɔam, heƒoa asa nam eye ame tsitsiwo tsona ɖe tsitrenu,

De unge saa mig og trak sig tilbage, og de gamle stode op og bleve staaende.

9 dumegãwo tɔna ne wole nu ƒom hetsɔa asi ɖoa nu.

De Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund.

10 Gbɔgblɔ buna ɖe ame ŋkutawo eye woƒe aɖe léna ɖe woƒe nu me.

Fyrsternes Røst forstummede, og deres Tunge hang ved deres Gane.

11 Ame sia ame si ɖo tom la kafuam eye ame siwo kpɔm la ƒoa nu nyui tso ŋutinye

Thi det Øre, som hørte, priste mig salig, og det Øje, som saa mig, gav mig Vidnesbyrd.

12 elabena mexɔna na hiãtɔ siwo le ɣli dom be woakpe ɖe yewo ŋu kple tsyɔ̃evi si si kpeɖeŋutɔ mele o.

Thi jeg reddede den fattige, som skreg, og den faderløse, som ingen Hjælper havde.

13 Ame si le kukum la ƒe yayra vaa dzinye eye menana ahosi ƒe dzi kpɔa dzidzɔ.

Dens Velsignelse, som ellers maatte omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkens Hjerte.

14 Metsɔ dzɔdzɔenyenye do abe awu ene eye nuteƒewɔwɔ nye nye awu ʋlaya kple tablanu.

Jeg iførte mig Retfærdighed, og den klædte sig i mig; min Dom var mig som en Kappe og et Hovedsmykke.

15 Menye ŋku na ŋkuagbãtɔ kple afɔ na tekunɔ.

Jeg var den blindes Øje, og jeg var den lammes Fod.

16 Menye tɔ na hiãtɔwo eye mexɔa nya ɖe amedzrowo nu.

Jeg var de fattiges Fader, og den mig ubekendtes Retssag undersøgte jeg.

17 Meŋea tsyo na ame vɔ̃ɖiwo eye meɖea nu si woda adzoe la le woƒe aɖutame.

Og jeg sønderbrød den uretfærdiges Kindtænder, og jeg gjorde, at han maatte slippe Rovet af sine Tænder.

18 “Mebu be, ‘Maku ɖe nye ŋutɔ nye aƒe me, nye ŋkekewo asɔ gbɔ abe ke ene.

Og jeg sagde: I min Rede vil jeg opgive Aanden og have Dage mangfoldige som Sand.

19 Nye kewo aƒo ɖe to, ade tsi gbɔ eye zãmu adza ɖe nye alɔwo dzi zã blibo la.

Min Rod skal aabne sig for Vandet, og Duggen skal blive om Natten paa mine Grene.

20 Nye ŋutikɔkɔe anɔ yeye zum ɣe sia ɣi le ŋunye eye dati anɔ yeye ɖaa le asinyeme.’

Min Herlighed skal blive ny hos mig, og min Bue skal forynges i min Haand.

21 “Amewo ɖoa tom henɔa nye asinu kpɔm, nɔa lalam na nye aɖaŋuɖoɖo le ɖoɖoezizi me.

De hørte paa mig og ventede, og de tav til mit Raad.

22 Ne meƒo nu la, womegaƒoa nu o eye nye nyawo gena ɖe woƒe towo me bɔlɔɔ.

Havde jeg talt, toge de ikke igen til Orde, og min Tale faldt som Draaber over dem;

23 Wonɔa lalayem abe ale si wolalana na tsidzadza ene eye woxɔa nye nyawo dea wo ɖokui me abe ale si wonoa kelemetsi ene.

de ventede paa mig som paa en Regn, og de aabnede Munden vidt som efter den sildige Regn.

24 Womexɔnɛ sena ne meko nu na wo o, nye mo ƒe kekeli nye nu xɔasi na wo.

Jeg smilte til dem, der vare mistrøstige; og de bragte ikke mit Ansigts Lys til at svinde.

25 Metiaa mɔ si woato la na wo, menɔa wo dome abe woƒe tatɔ ene eye menɔa wo dome abe woƒe fia le eƒe aʋakɔwo dome ene. Menɔna abe ame si faa akɔ na konyifalawo ene.

Jeg udvalgte deres Vej og sad øverst, og jeg boede som en Konge iblandt Hærskaren, som den, der trøster de sørgende.