Hiob 16
1 Hiob ɖo eŋu nɛ be,
Da tok Job til orde og sa:
2 “Mese nya siawo tɔgbi wòsɔ gbɔ, akɔfala gbɔlowo ko mi katã mienye!
Jeg har hørt meget som dette; I er plagsomme trøstere alle sammen.
3 Miaƒe nuƒo legbe, gɔdɔ̃gɔdɔ̃awo mawu nu akpɔ oa? Nu kae le mia vem be miegale nyahehe dzi kokoko?
Blir det aldri ende på de vindige ord? Eller hvad egger dig til å svare?
4 Nenye miawoe le tenyeƒe la, nye hã maƒo nu abe miawo ke ene, agblɔ nyatinyatiwo ɖe mia ŋu eye maʋuʋu ta ɖe mia ŋu.
Også jeg kunde tale som I; om I var i mitt sted, kunde jeg sette ord sammen mot eder, og jeg kunde ryste på hodet over eder;
5 Maƒo nu ade dzi ƒo na mi eye akɔfanya siwo ado tso nunye la ana miaƒe dzi adze eme.
jeg kunde styrke eder med min munn, og mine lebers medynk kunde stille eders smerte.
6 “Gake ne meƒo nu la, nye vevesesewo dzi maka ɖe kpɔtɔ o eye ne medzudzɔ hã la, veveseseawo medzona o.
Om jeg taler, stilles ikke min smerte, og lar jeg det være, hvad lindring får jeg da?
7 O Mawu, vavãe èna mevɔ le eme keŋkeŋ eye nètsrɔ̃ nye aƒekɔ la katã.
Ja, nu har han trettet mig ut; du har ødelagt hele mitt hus.
8 Èna meɖi ku, vɔ keŋ eye wòzu ɖaseɖiɖi, nye kuɖiɖi tsi tsitre hezu ɖasefo ɖe ŋunye.
Og du grep mig fatt - det blev et vidne mot mig; min magerhet stod op imot mig, like i mitt åsyn vidnet den mot mig.
9 Yehowa ƒom, hevuvum le eƒe dziku me eye wòɖu aɖukli ɖe ŋunye, nye ketɔ fɔ ŋku ɖaɖɛwo ɖe dzinye.
Hans vrede sønderrev mig og forfulgte mig; han skar tenner imot mig; som min motstander hvesset han sine øine mot mig.
10 Amewo ke woƒe nuwo baa hedo ɣli ɖe tanye. Woƒo tome nam fewuɖutɔe eye wowɔ ɖeka ɖe ŋunye.
De spilet op sin munn mot mig, med hån slo de mine kinnben; alle slo de sig sammen mot mig.
11 Mawu dem asi na ame vɔ̃ɖiwo eye wòkɔm ƒu gbe ɖe ŋutasẽlawo ƒe fego me.
Gud gir mig i urettferdige folks vold og styrter mig i ugudelige menneskers hender.
12 Nuwo nɔ edzi dzem nam nyuie gake ekakam. Elé kɔʋume nam hegbãm gudugudugudu. Etsɔm wɔ ade si minyam wòle,
Jeg levde i ro; da sønderbrøt han mig, han grep mig i nakken og sønderknuste mig, han satte mig op til skive for sig.
13 eƒe aŋutrɔdalawo ɖe to ɖem. Eŋɔ nye ayikuwo nublanuimakpɔmakpɔtɔe eye wòna nye vevego gbã hekɔ ɖe anyigba.
Hans skyttere kringsatte mig, han kløvde mine nyrer uten barmhjertighet; han øste ut min galle på jorden.
14 Eva ƒo ɖe dzinye enuenu eye wòlũ ɖe dzinye abe kalẽtɔ ene.
Han rev i mig rift på rift; han stormet mot mig som en kjempe.
15 “Metɔ akpanya hetsyɔ na nye ŋutilã eye metsɔ nye mo de ke me.
Jeg har sydd sekk om min hud og stukket mitt horn i støvet;
16 Avifafa na nye mo biã dzẽe, vɔvɔli ƒo xlã nye ŋkuwo,
mitt ansikt er rødt av gråt, og over mine øielokk ligger det dødsskygge.
17 evɔ nye asiwo mewɔ nu tovo aɖeke o eye nye gbedodoɖa hã dza hafi.
Og dog er det ingen urett i mine hender, og min bønn er ren.
18 “O, anyigba, mègatsyɔ nye ʋu dzi o eye ɖoɖoe megazi le nye ɣlidodo nu o!
Å jord, dekk ikke mitt blod, og måtte det ikke være noget sted hvor mitt skrik stanser!
19 Azɔ gɔ̃ hã la, nye ɖasefo le dziƒo eye nye nyaxɔɖeakɔla le afi ma.
Selv nu har jeg mitt vidne i himmelen og i det høie en som kan stadfeste mine ord.
20 Tanyeʋlila nye xɔ̃nye, esi nye ŋkuwo le aɖatsi ɖuɖum na Mawu.
Stadig spotter mine venner mig; mot Gud skuer gråtende mitt øie,
21 Eɖea kuku na Mawu ɖe ame ta abe ale si ame ɖea kuku ɖe xɔlɔ̃a tae ene.
at han må la mannen få rett i hans strid med Gud og menneskebarnet rett mot hans næste;
22 “Ƒe ʋɛ aɖewo koe ava yi hafi madze mɔ ayi demagbɔnugbe.
for få år vil det gå før jeg vandrer den vei som jeg ikke vender tilbake.
