< Psalms 78 >
1 An Instruction of Asaph. Give ear, O my people, to my law, Incline your ear to sayings of my mouth.
Mit Folk! vend dine Øren til min Lære, bøjer eders Øren til min Munds Tale!
2 I open with a simile my mouth, I bring forth hidden things of old,
Jeg vil oplade min Mund med Ordsprog, jeg vil udgyde mørke Taler fra fordums Tid,
3 That we have heard and do know, And our fathers have recounted to us.
dem, som vi have hørt og vide, og vore Fædre have fortalt os.
4 We do not hide from their sons, To a later generation recounting praises of Jehovah, And His strength, and His wonders that He hath done.
Dette ville vi ikke dølge for deres Børn, for den Slægt, som kommer herefter, men forkynde Herrens megen Pris og hans Styrke og hans underfulde Gerninger, som han har gjort.
5 And He raiseth up a testimony in Jacob, And a law hath placed in Israel, That He commanded our fathers, To make them known to their sons.
Han oprettede et Vidnesbyrd i Jakob og satte en Lov i Israel, i hvilken han bød vore Fædre at kundgøre dem for deres Børn,
6 So that a later generation doth know, Sons who are born, do rise and recount to their sons,
paa det den Slægt, som kom herefter, de Børn, som skulde fødes, kunde vide det, at de kunde staa op og fortælle det for deres Børn,
7 And place in God their confidence, And forget not the doings of God, But keep His commands.
og at de maatte sætte deres Haab paa Gud og ikke glemme Guds Gerninger, men bevare hans Bud;
8 And they are not like their fathers, A generation apostate and rebellious, A generation! it hath not prepared its heart, Nor stedfast with God [is] its spirit.
og at de ikke skulde vorde som deres Fædre, en modvillig og genstridig Slægt, en Slægt, som ikke beredte sit Hjerte, og hvis Aand ikke holdt trofast ved Gud.
9 Sons of Ephraim — armed bearers of bow, Have turned in a day of conflict.
Efraims Børn vare rustede Bueskytter, men svigtede paa Stridens Dag.
10 They have not kept the covenant of God, And in His law they have refused to walk,
De holdt ikke Guds Pagt og vægrede sig ved at vandre i hans Lov.
11 And they forget His doings, And His wonders that He shewed them.
Og de glemte hans Gerninger og hans underfulde Ting, som han havde ladet dem se.
12 Before their fathers He hath done wonders, In the land of Egypt — the field of Zoan.
For deres Fædre havde han gjort Undere i Ægyptens Land, paa Zoans Mark.
13 He cleft a sea, and causeth them to pass over, Yea, He causeth waters to stand as a heap.
Han adskilte Havet og lod dem gaa igennem og optaarnede Vandet som en Dynge.
14 And leadeth them with a cloud by day, And all the night with a light of fire.
Og han ledede dem om Dagen ved Skyen og den ganske Nat ved Ildens Lys.
15 He cleaveth rocks in a wilderness, And giveth drink — as the great deep.
Han kløvede Klipper i Ørken og gav dem at drikke som af store Dyb.
16 And bringeth out streams from a rock, And causeth waters to come down as rivers.
Og han lod Bække strømme frem af Klippen og lod Vand rinde ned som Floder.
17 And they add still to sin against Him, To provoke the Most High in the dry place.
Men de bleve endnu ved med at synde imod ham, med at være genstridige imod den Højeste i Ørken.
18 And they try God in their heart, To ask food for their lust.
Og de fristede Gud i deres Hjerte, saa at de begærede Mad for deres Lyst.
19 And they speak against God — they said: 'Is God able to array a table in a wilderness?'
Og de talte imod Gud; de sagde: Mon Gud kan berede et Bord i Ørken?
20 Lo, He hath smitten a rock, And waters flow, yea, streams overflow. 'Also — bread [is] He able to give? Doth He prepare flesh for His people?'
Se, han har slaget Klippen, saa at der flød Vand, og Bækkene løb over; mon han og kan give Brød; mon han kan skaffe Kød for sit Folk?
21 Therefore hath Jehovah heard, And He sheweth Himself wroth, And fire hath been kindled against Jacob, And anger also hath gone up against Israel,
Derfor, da Herren hørte det, blev han fortørnet; og en Ild optændtes imod Jakob, og en Vrede opkom imod Israel,
22 For they have not believed in God, Nor have they trusted in His salvation.
fordi de ikke troede paa Gud og ikke forlode sig paa hans Frelse.
23 And He commandeth clouds from above, Yea, doors of the heavens He hath opened.
Og han bød Skyerne heroventil og oplod Himlenes Døre.
24 And He raineth on them manna to eat, Yea, corn of heaven He hath given to them.
Og han lod Man regne paa dem til at æde og gav dem Himmelkorn.
25 Food of the mighty hath each eaten, Venison He sent to them to satiety.
Hver aad de stærkes Brød; han sendte dem Mad til Mættelse.
26 He causeth an east wind to journey in the heavens, And leadeth by His strength a south wind,
Han lod Østenvejr fare frem under Himmelen og førte Søndenvejr frem ved sin Styrke.
27 And He raineth on them flesh as dust, And as sand of the seas — winged fowl,
Og han lod Kød regne ned over dem som Støv og flyvende Fugle som Havets Sand.
28 And causeth [it] to fall in the midst of His camp, Round about His tabernacles.
Og han lod dem falde midt i sin Lejr, trindt omkring sine Boliger.
29 And they eat, and are greatly satisfied, And their desire He bringeth to them.
Og de aade og bleve saare mætte; han tilførte dem det, som de havde faaet Lyst til.
30 They have not been estranged from their desire, Yet [is] their food in their mouth,
De havde ikke styret deres Lyst, deres Mad var endnu i deres Mund:
31 And the anger of God hath gone up against them, And He slayeth among their fat ones, And youths of Israel He caused to bend.
Da opsteg Guds Vrede imod dem, og han ihjelslog nogle iblandt de kraftigste af dem; og han nedslog de unge Mænd i Israel.
32 With all this they have sinned again, And have not believed in His wonders.
Med alt det syndede de endnu og troede ikke paa hans underfulde Gerninger.
33 And He consumeth in vanity their days, And their years in trouble.
Derfor lod han deres Dage svinde hen i Forfængelighed og deres Aar i Forskrækkelse.
34 If He slew them, then they sought Him, And turned back, and sought God earnestly,
Naar han slog dem ihjel, da søgte de ham, og de vendte om og søgte Gud aarle.
35 And they remember that God [is] their rock, And God Most High their redeemer.
Og de kom i Hu, at Gud var deres Klippe, og Gud, den Højeste, deres Genløser.
36 And — they deceive Him with their mouth, And with their tongue do lie to Him,
Men de talte slesk for ham med deres Mund og løj for ham med deres Tunger.
37 And their heart hath not been right with Him, And they have not been stedfast in His covenant.
Men deres Hjerte var ikke fast med ham, og de bleve ikke bestandige i hans Pagt.
38 And He — the Merciful One, Pardoneth iniquity, and destroyeth not, And hath often turned back His anger, And waketh not up all His fury.
Dog, han er barmhjertig, han soner Misgerning og fordærver ikke; han vendte sin Vrede mangfoldige Gange bort fra dem og lod ej sin Harme helt bryde frem.
39 And He remembereth that they [are] flesh, A wind going on — and it returneth not.
Og han kom i Hu, at de vare Kød, et Aandepust, som farer hen og ej kommer tilbage.
40 How often do they provoke Him in the wilderness, Grieve Him in the desolate place?
Hvor tit vare de genstridige imod ham i Ørken, bedrøvede ham i de øde Steder.
41 Yea, they turn back, and try God, And the Holy One of Israel have limited.
Og de fristede Gud paany og mestrede den Hellige i Israel.
42 They have not remembered His hand The day He ransomed them from the adversary.
De kom ikke hans Haand i Hu paa den Dag, da han udløste dem af Nød;
43 When He set His signs in Egypt, And His wonders in the field of Zoan,
da han satte sine Tegn i Ægypten og sine Undere paa Zoans Mark;
44 And He turneth to blood their streams, And their floods they drink not.
da han forandrede deres Floder til Blod og deres Strømme, saa at de ikke kunde drikke af dem;
45 He sendeth among them the beetle, and it consumeth them, And the frog, and it destroyeth them,
og han sendte alle Haande Utøj paa dem, som aad dem, og Frøer, som voldte dem Fordærvelse;
46 And giveth to the caterpillar their increase, And their labour to the locust.
og han gav Kornormen deres Grøde og Græshoppen deres Arbejde;
47 He destroyeth with hail their vine, And their sycamores with frost,
han slog deres Vintræer med Hagelen og deres Morbærtræer med Isstykker;
48 And delivereth up to the hail their beasts, And their cattle to the burning flames.
og han overantvordede deres Dyr til Hagelen og deres Kvæg til Lynene;
49 He sendeth on them the fury of His anger, Wrath, and indignation, and distress — A discharge of evil messengers.
han sendte sin grumme Vrede paa dem, Harme og Fortørnelse og Angest, en Sending af Ulykkesbud;
50 He pondereth a path for His anger, He kept not back their soul from death, Yea, their life to the pestilence He delivered up.
han banede Vej for sin Vrede, han sparede ikke deres Sjæl fra Døden, og han overantvordede deres Liv til Pesten;
51 And He smiteth every first-born in Egypt, The first-fruit of the strong in tents of Ham.
og han slog alle førstefødte i Ægypten, Kraftens Førstegrøde i Kams Telte;
52 And causeth His people to journey as a flock, And guideth them as a drove in a wilderness,
men sit Folk lod han drage ud som Faareflokken og førte dem i Ørken som Hjorden;
53 And He leadeth them confidently, And they have not been afraid, And their enemies hath the sea covered.
og han ledede dem tryggelig, at de ikke flygtede; men Havet skjulte deres Fjender.
54 And He bringeth them in unto the border of His sanctuary, This mountain His right hand had got,
Og han førte dem til sin Helligheds Landemærke, til dette Bjerg, som hans højre Haand havde forhvervet;
55 And casteth out nations from before them, And causeth them to fall in the line of inheritance, And causeth the tribes of Israel to dwell in their tents,
og han uddrev Hedningerne for deres Ansigt og lod disses Land tilfalde dem som Arvedel; og han lod Israels Stammer bo i deres Telte.
56 And they tempt and provoke God Most High, And His testimonies have not kept.
Men de fristede Gud, den Højeste, og vare genstridige imod ham og agtede ikke paa hans Vidnesbyrd.
57 And they turn back, And deal treacherously like their fathers, They have been turned like a deceitful bow,
Og de vendte sig bort og bleve troløse som deres Fædre, de sloge tilbage som en falsk Bue.
58 And make Him angry with their high places, And with their graven images make Him zealous,
Og de opirrede ham ved deres Høje og gjorde ham nidkær ved deres udskaarne Billeder.
59 God hath heard, and sheweth Himself wroth. And kicketh exceedingly against Israel.
Der Gud det hørte, da blev han fortørnet, og han foragtede Israel saare.
60 And He leaveth the tabernacle of Shiloh, The tent He had placed among men,
Han forlod Boligen i Silo, det Paulun, som han havde sat til at bo udi iblandt Menneskene.
61 And He giveth His strength to captivity, And His beauty into the hand of an adversary,
Og han gav sin Magt i Fangenskab og sin Herlighed i Fjendens Haand.
62 And delivereth up to the sword His people, And with His inheritance shewed Himself angry.
Og han overantvordede sit Folk til Sværd og fortørnedes paa sin Arv.
63 His young men hath fire consumed, And His virgins have not been praised.
Ild fortærede deres unge Mandskab, og deres Jomfruer fik ingen Brudesang.
64 His priests by the sword have fallen, And their widows weep not.
Deres Præster faldt for Sværdet, og deres Enker begræd dem ikke.
65 And the Lord waketh as a sleeper, As a mighty one crying aloud from wine.
Da opvaagnede Herren som en sovende, som en Helt, der jubler af Vin.
66 And He smiteth His adversaries backward, A reproach age-during He hath put on them,
Og han slog sine Fjender tilbage, han gjorde dem en evig Skam.
67 And He kicketh against the tent of Joseph, And on the tribe of Ephraim hath not fixed.
Og han forkastede Josefs Telt og udvalgte ikke Efraims Stamme;
68 And He chooseth the tribe of Judah, With mount Zion that He loved,
men han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elskede.
69 And buildeth His sanctuary as a high place, Like the earth, He founded it to the age.
Og han byggede sin Helligdom lig Højderne, lig Jorden, hvilke han har grundfæstet evindelig.
70 And He fixeth on David His servant, And taketh him from the folds of a flock,
Og han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Faarestierne;
71 From behind suckling ones He hath brought him in, To rule over Jacob His people, And over Israel His inheritance.
fra Faarene, som gave Die, lod han ham komme at vogte Jakob sit Folk og Israel sin Arv.
72 And he ruleth them according to the integrity of his heart, And by the skilfulness of his hands leadeth them!
Og han vogtede dem efter sit Hjertes Oprigtighed og ledede dem med forstandig Haand.