Psalms 137

1 By rivers of Babylon — There we did sit, Yea, we wept when we remembered Zion.

Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

2 On willows in its midst we hung our harps.

Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

3 For there our captors asked us the words of a song, And our spoilers — joy: 'Sing ye to us of a song of Zion.'

Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

4 How do we sing the song of Jehovah, On the land of a stranger?

Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

5 If I forget thee, O Jerusalem, my right hand forgetteth!

Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

6 My tongue doth cleave to my palate, If I do not remember thee, If I do not exalt Jerusalem above my chief joy.

Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

7 Remember, Jehovah, for the sons of Edom, The day of Jerusalem, Those saying, 'Rase, rase to its foundation!'

Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

8 O daughter of Babylon, O destroyed one, O the happiness of him who repayeth to thee thy deed, That thou hast done to us.

Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

9 O the happiness of him who doth seize, And hath dashed thy sucklings on the rock!

Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.