< Lamentations 5 >
1 Remember, O Jehovah, what hath befallen us, Look attentively, and see our reproach.
Herre! kom i Hu, hvad der er sket os; sku ned og se vor Forhaanelse!
2 Our inheritance hath been turned to strangers, Our houses to foreigners.
Vor Arv er gaaet over til fremmede, vore Huse til Udlændinge.
3 Orphans we have been — without a father, our mothers [are] as widows.
Vi ere blevne faderløse, uden Fader, vore Mødre ere som Enker.
4 Our water for money we have drunk, Our wood for a price doth come.
Vandet, vi drikke, købe vi for Penge; vort Brænde kommer til os for Betaling.
5 For our neck we have been pursued, We have laboured — there hath been no rest for us.
Man er os paa Halsen, vi forfølges; vi blive trætte og faa ikke Hvile.
6 [To] Egypt we have given a hand, [To] Asshur, to be satisfied with bread.
Vi have rakt Haanden imod Ægypten, imod Assyrien for at mættes af Brød.
7 Our fathers have sinned — they are not, We their iniquities have borne.
Vore Fædre have syndet, de ere ikke mere, og vi bære deres Misgerninger.
8 Servants have ruled over us, A deliverer there is none from their hand.
Trælle herske over os; der er ingen, som frier af deres Haand.
9 With our lives we bring in our bread, Because of the sword of the wilderness.
Vi hente vort Brød med Fare for vort Liv, formedelst Sværdet i Ørken.
10 Our skin as an oven hath been burning, Because of the raging of the famine.
Vor Hud er forbrændt som en Ovn, af Hungerens Glød.
11 Wives in Zion they have humbled, Virgins — in cities of Judah.
De krænke Kvinderne i Zion, Jomfruerne i Judas Stæder.
12 Princes by their hand have been hanged, The faces of elders have not been honoured.
Fyrster ere hængte af deres Haand, Oldingers Person bliver ikke æret.
13 Young men to grind they have taken, And youths with wood have stumbled.
Unge Karle maatte tage fat paa Kværnen, og Drenge segnede under Byrden af Ved.
14 The aged from the gate have ceased, Young men from their song.
De Ældste have hørt op med at sidde i Porten, de unge Karle med deres Strengeleg.
15 Ceased hath the joy of our heart, Turned to mourning hath been our dancing.
Vort Hjertes Glæde er hørt op, vor Dans er vendt om til Sorrig.
16 Fallen hath the crown [from] our head, Woe [is] now to us, for we have sinned.
Vort Hoveds Krone er affalden; o ve os! thi vi have syndet.
17 For this hath our heart been sick, For these have our eyes been dim.
Derfor er vort Hjerte sygt, derfor ere vore Øjne formørkede:
18 For the mount of Zion — that is desolate, Foxes have gone up on it.
For Zions Bjergs Skyld, som er øde, Ræve løbe derpaa.
19 Thou, O Jehovah, to the age remainest, Thy throne to generation and generation.
Du, Herre! du bliver evindelig, din Trone fra Slægt til Slægt.
20 Why for ever dost Thou forget us? Thou forsakest us for length of days!
Hvorfor vil du glemme os evindelig? forlade os saa lang en Tid?
21 Turn us back, O Jehovah, unto Thee, And we turn back, renew our days as of old.
Herre! før os tilbage til dig, saa ville vi vende tilbage, forny vore Dage som i fordums Tid!
22 For hast Thou utterly rejected us? Thou hast been wroth against us — exceedingly?
Thi mon du aldeles har forkastet os? mon du er saa saare vred paa os?