Job 9
1 And Job answereth and saith: —
Men Job svarede og sagde:
2 Truly I have known that [it is] so, And what — is man righteous with God?
Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?
3 If he delight to strive with Him — He doth not answer him one of a thousand.
Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.
4 Wise in heart and strong in power — Who hath hardened toward Him and is at peace?
Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?
5 Who is removing mountains, And they have not known, Who hath overturned them in His anger.
han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;
6 Who is shaking earth from its place, And its pillars move themselves.
han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;
7 Who is speaking to the sun, and it riseth not, And the stars He sealeth up.
han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;
8 Stretching out the heavens by Himself, And treading on the heights of the sea,
han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger;
9 Making Osh, Kesil, and Kimah, And the inner chambers of the south.
han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;
10 Doing great things till there is no searching, And wonderful, till there is no numbering.
han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa!
11 Lo, He goeth over by me, and I see not, And He passeth on, and I attend not to it.
Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.
12 Lo, He snatches away, who bringeth it back? Who saith unto Him, 'What dost Thou?'
Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du?
13 God doth not turn back His anger, Under Him bowed have proud helpers.
Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.
14 How much less do I — I answer Him? Choose out my words with Him?
Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.
15 Whom, though I were righteous, I answer not, For my judgment I make supplication.
Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer.
16 Though I had called and He answereth me, I do not believe that He giveth ear [to] my voice.
Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.
17 Because with a tempest He bruiseth me, And hath multiplied my wounds for nought.
Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.
18 He permitteth me not to refresh my spirit, But filleth me with bitter things.
Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder.
19 If of power, lo, the Strong One; And if of judgment — who doth convene me?
Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: „Se her!” og kom det an paa Ret: „Hvo stævner mig?”
20 If I be righteous, Mine mouth doth declare me wicked, Perfect I am! — it declareth me perverse.
Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.
21 Perfect I am! — I know not my soul, I despise my life.
Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.
22 It is the same thing, therefore I said, 'The perfect and the wicked He is consuming.'
Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.
23 If a scourge doth put to death suddenly, At the trial of the innocent He laugheth.
Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.
24 Earth hath been given Into the hand of the wicked one. The face of its judges he covereth, If not — where, who [is] he?
Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?
25 My days have been swifter than a runner, They have fled, they have not seen good,
Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode.
26 They have passed on with ships of reed, As an eagle darteth on food.
De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.
27 Though I say, 'I forget my talking, I forsake my corner, and I brighten up!'
Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,
28 I have been afraid of all my griefs, I have known that Thou dost not acquit me.
da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.
29 I — I am become wicked; why [is] this? [In] vain I labour.
Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?
30 If I have washed myself with snow-water, And purified with soap my hands,
Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,
31 Then in corruption Thou dost dip me, And my garments have abominated me.
da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.
32 But if a man like myself — I answer him, We come together into judgment.
Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen.
33 If there were between us an umpire, He doth place his hand on us both.
Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.
34 He doth turn aside from off me his rod, And His terror doth not make me afraid,
Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
35 I speak, and do not fear Him, But I am not right with myself.
Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.
