< Job 8 >

1 And Bildad the Shuhite answereth and saith: —
Saa tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
2 Till when dost thou speak these things? And a strong wind — sayings of thy mouth?
Hvor længe taler du saa, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?
3 Doth God pervert judgment? And doth the Mighty One pervert justice?
Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?
4 If thy sons have sinned before Him, And He doth send them away, By the hand of their transgression,
Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,
5 If thou dost seek early unto God, And unto the Mighty makest supplication,
saa søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Naade!
6 If pure and upright thou [art], Surely now He waketh for thee, And hath completed The habitation of thy righteousness.
Saafremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han vaage over dig, genrejse din Retfærds Bolig;
7 And thy beginning hath been small, And thy latter end is very great.
din fordums Lykke vil synes ringe, saare stor skal din Fremtid blive.
8 For, ask I pray thee of a former generation, And prepare to a search of their fathers,
Thi spørg dog den henfarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning!
9 (For of yesterday we [are], and we know not, For a shadow [are] our days on earth.)
Vi er fra i Gaar, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage paa Jord.
10 Do they not shew thee — speak to thee, And from their heart bring forth words?
Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet:
11 'Doth a rush wise without mire? A reed increase without water?
Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand?
12 While it [is] in its budding — uncropped, Even before any herb it withereth.
Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.
13 So [are] the paths of all forgetting God, And the hope of the profane doth perish,
Saa gaar det enhver, der glemmer Gud, en vanhelligs Haab slaar fejl:
14 Whose confidence is loathsome, And the house of a spider his trust.
som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv;
15 He leaneth on his house — and it standeth not: He taketh hold on it — and it abideth not.
han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej staar det fast.
16 Green he [is] before the sun, And over his garden his branch goeth out.
I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over,
17 By a heap his roots are wrapped, A house of stones he looketh for.
i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten;
18 If [one] doth destroy him from his place, Then it hath feigned concerning him, I have not seen thee!
men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: »Jeg har ikke set dig!«
19 Lo, this [is] the joy of his way, And from the dust others spring up.'
Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!
20 Lo, God doth not reject the perfect, Nor taketh hold on the hand of evil doers.
Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Haand.
21 While he filleth with laughter thy mouth, And thy lips with shouting,
End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;
22 Those hating thee do put on shame, And the tent of the wicked is not!
dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!

< Job 8 >