Job 7
1 Is there not a warfare to man on earth? And as the days of an hireling his days?
Har Mennesket paa Jord ej Krigerkaar? Som en Daglejers er hans Dage.
2 As a servant desireth the shadow, And as a hireling expecteth his wage,
Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter paa Løn,
3 So I have been caused to inherit months of vanity, And nights of misery they numbered to me.
saa fik jeg Skuffelses Maaneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
4 If I lay down then I said, 'When do I rise!' And evening hath been measured, And I have been full of tossings till dawn.
Naar jeg lægger mig, siger jeg: »Hvornaar er det Dag, at jeg kan staa op?« og naar jeg staar op: »Hvornaar er det Kvæld?« Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
5 Clothed hath been my flesh [with] worms, And a clod of dust, My skin hath been shrivelled and is loathsome,
Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
6 My days swifter than a weaving machine, And they are consumed without hope.
Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Haab.
7 Remember Thou that my life [is] a breath, Mine eye turneth not back to see good.
Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer faar mit Øje Lykke at skue!
8 The eye of my beholder beholdeth me not. Thine eyes [are] upon me — and I am not.
Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig — jeg er ikke mere.
9 Consumed hath been a cloud, and it goeth, So he who is going down to Sheol cometh not up. (Sheol h7585)
Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, (Sheol h7585)
10 He turneth not again to his house, Nor doth his place discern him again.
han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted faar ham aldrig at se igen.
11 Also I — I withhold not my mouth — I speak in the distress of my spirit, I talk in the bitterness of my soul.
Saa vil jeg da ej lægge Baand paa min Mund, men tale i Aandens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
12 A sea -[monster] am I, or a dragon, That thou settest over me a guard?
Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
13 When I said, 'My bed doth comfort me,' He taketh away in my talking my couch.
Naar jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
14 And thou hast affrighted me with dreams, And from visions thou terrifiest me,
da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
15 And my soul chooseth strangling, Death rather than my bones.
saa min Sjæl vil hellere kvæles, hellere dø end lide.
16 I have wasted away — not to the age do I live. Cease from me, for my days [are] vanity.
Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
17 What [is] man that Thou dost magnify him? And that Thou settest unto him Thy heart?
Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
18 And inspectest him in the mornings, In the evenings dost try him?
hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
19 How long dost Thou not look from me? Thou dost not desist till I swallow my spittle.
Naar vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
20 I have sinned, what do I to Thee, O watcher of man? Why hast Thou set me for a mark to Thee, And I am for a burden to myself — and what?
Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
21 Thou dost not take away my transgression, And cause to pass away mine iniquity, Because now, for dust I lie down: And Thou hast sought me — and I am not!
Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig — og jeg er ikke mere!
