Job 37
1 Also, at this my heart trembleth, And it moveth from its place.
Ta, over dette forfærdes mit Hjerte og farer op fra sit Sted.
2 Hearken diligently to the trembling of His voice, Yea, the sound from His mouth goeth forth.
Hører, ja hører hans Røsts Drøn og Bulderet, der udgaar af hans Mund.
3 Under the whole heavens He directeth it, And its light [is] over the skirts of the earth.
Han lader det fare ud under al Himmelen og sit Lys over Jordens Flige.
4 After it roar doth a voice — He thundereth with the voice of His excellency, And He doth not hold them back, When His voice is heard.
Efter ham brøler Røsten, han tordner med sin Højheds Røst; og han holder dem ikke tilbage, naar hans Røst høres.
5 God thundereth with His voice wonderfully, Doing great things and we know not.
Gud tordner vidunderligt med sin Røst; han gør store Ting, og vi kunne ikke kende dem.
6 For to snow He saith, 'Be [on] the earth.' And the small rain and great rain of His power.
Thi han siger til Sneen: Fald til Jorden! og ligesaa til Regnskyllene, ja til hans Vældes Regnskyl.
7 Into the hand of every man he sealeth, For the knowledge by all men of His work.
Han forsegler hver Mands Haand, at alle Folk, som ere hans Skabning, skulle kende det.
8 And enter doth the beast into covert, And in its habitations it doth continue.
Da gaa de vilde Dyr i Hule og blive i deres Boliger.
9 From the inner chamber cometh a hurricane, And from scatterings winds — cold,
Fra Syden kommer Stormen, og med Nordenvindene kommer Kulden.
10 From the breath of God is frost given, And the breadth of waters is straitened,
Ved Guds Aande kommer Is, og det brede Vand snævres ind.
11 Yea, by filling He doth press out a cloud, Scatter a cloud doth His light.
Ja, med Fugtighed fylder han Skyen; han udbreder sin lysopfyldte Sky.
12 And it is turning itself round by His counsels, For their doing all He commandeth them, On the face of the habitable earth.
Og den vender sig i Kredse, alt som han styrer den til dens Gerning, til alt, hvad han byder den, hen over Jordens Kreds:
13 Whether for a rod, or for His land, Or for kindness — He doth cause it to come.
Enten til Revselse eller til hans Lands Bedste eller til Velgerning lader han den ramme.
14 Hear this, O Job, Stand and consider the wonders of God.
Job, vend dine Øren til dette; staa stille og agt paa Guds underfulde Ting!
15 Dost thou know when God doth place them, And caused to shine the light of His cloud?
Ved du, naar Gud tænker derpaa, og naar han lader sin Skys Lys skinne?
16 Dost thou know the balancings of a cloud? The wonders of the Perfect in knowledge?
Ved du hvorledes Skyerne svæve? de underfulde Ting af ham, som er fuldkommen i al Kundskab?
17 How thy garments [are] warm, In the quieting of the earth from the south?
du, hvis Klæder blive varme, naar han gør Landet lummert fra Sønden?
18 Thou hast made an expanse with Him For the clouds — strong as a hard mirror!
Udspænder du med ham de øverste Skyer, der ere faste som et støbt Spejl?
19 Let us know what we say to Him, We set not in array because of darkness.
Lad os vide, hvad vi skulle sige til ham! vi kunne ikke fremføre noget ud fra Mørket.
20 Is it declared to Him that I speak? If a man hath spoken, surely he is swallowed up.
Skal det fortælles ham, at jeg taler? eller mon nogen har ønsket, at han maatte blive opslugt?
21 And now, they have not seen the light, Bright it [is] in the clouds, And the wind hath passed by and cleanseth them.
Og nu, ser man ikke Lyset, som straaler i de øverste Skyer: Saa farer et Vejr frem og renser dem.
22 From the golden north it cometh, Beside God [is] fearful honour.
Af Norden kommer Guld; over Gud er der forfærdelig Majestæt.
23 The Mighty! we have not found Him out, High in power and judgment, He doth not answer! And abundant in righteousness,
Den Almægtige, ham kunne vi ikke naa til, ham, som er stor i Kraft; Ret og Retfærdigheds Fylde undertrykker han ikke.
24 Therefore do men fear Him, He seeth not any of the wise of heart.
Derfor frygte Folkene ham; han ser ikke til nogen, som er viis i Hjertet.
