Job 36
1 And Elihu addeth and saith: —
Og Elihu blev ved og sagde:
2 Honour me a little, and I shew thee, That yet for God [are] words.
Bi mig lidt, og jeg vil belære dig, thi her er endnu noget at tale for Gud.
3 I lift up my knowledge from afar, And to my Maker I ascribe righteousness.
Jeg vil hente min Kundskab langt borte fra og skaffe den, som har skabt mig, Ret.
4 For, truly, my words [are] not false, The perfect in knowledge [is] with thee.
Thi sandelig, mine Taler ere ikke Løgn; een, som er oprigtig i hvad han ved, er hos dig.
5 Lo, God [is] mighty, and despiseth not, Mighty [in] power [and] heart.
Se, Gud er mægtig, og han vil ikke forkaste nogen, han er mægtig i Forstandens Styrke.
6 He reviveth not the wicked, And the judgment of the poor appointeth;
Han lader ikke en ugudelig leve, men skaffer de elendige Ret.
7 He withdraweth not from the righteous His eyes, And [from] kings on the throne, And causeth them to sit for ever, and they are high,
Han drager ikke sine Øjne bort fra de retfærdige, hos Konger paa Tronen, der sætter han dem evindelig, og de skulle ophøjes.
8 And if prisoners in fetters They are captured with cords of affliction,
Og om de blive bundne i Lænker, blive fangne med Elendigheds Snore,
9 Then He declareth to them their work, And their transgressions, Because they have become mighty,
da forkynder han dem deres Gerninger og deres Overtrædelser, at de vare overmodige;
10 And He uncovereth their ear for instruction, And saith that they turn back from iniquity.
da aabner han deres Øren for Formaningen og siger, at de skulle omvende sig fra Uretfærdighed.
11 If they do hear and serve, They complete their days in good, And their years in pleasantness.
Dersom de da ville høre og tjene ham, da skulle de ende deres Dage i det gode og deres Aar i Liflighed;
12 And if they do not hearken, By the dart they pass away, And expire without knowledge.
men dersom de ikke ville høre, da skulle de omkomme ved Sværdet op opgive Aanden i Uforstand.
13 And the profane in heart set the face, They cry not when He hath bound them.
Og de vanhellige af Hjerte nære Vrede, de raabe ej til ham, naar han binder dem.
14 Their soul dieth in youth, And their life among the defiled.
Deres Sjæl dør hen i Ungdommen og deres Liv som Skørlevneres.
15 He draweth out the afflicted in his affliction, And uncovereth in oppression their ear.
Han frier en elendig ved hans Elendighed og aabner deres Øre ved Trængsel.
16 And also He moved thee from a strait place, [To] a broad place — no straitness under it, And the sitting beyond of thy table Hath been full of fatness.
Ogsaa dig leder han ud af Trængselens Strube til det vide Rum, hvor der ikke er snævert; og hvad, som sættes paa dit Bord, er fuldt af Fedme.
17 And the judgment of the wicked thou hast fulfilled, Judgment and justice are upheld — because of fury,
Men har du fuldt op af den uretfærdiges Sag, skal Sag og Dom følges ad.
18 Lest He move thee with a stroke, And the abundance of an atonement turn thee not aside.
Thi lad ej Vreden forlede dig til Spot og lad ej den store Løsesum forføre dig!
19 Doth He value thy riches? He hath gold, and all the forces of power.
Mon han skulde agte din Rigdom? nej, hverken det skønne Guld eller nogen Magts Styrke!
20 Desire not the night, For the going up of peoples in their stead.
Du skal ikke hige efter Natten, da Folk borttages fra deres Sted.
21 Take heed — do not turn unto iniquity, For on this thou hast fixed Rather than [on] affliction.
Forsvar dig, at du ikke vender dit Ansigt til Uret; thi denne har du foretrukket fremfor det at lide.
22 Lo, God doth sit on high by His power, Who [is] like Him — a teacher?
Se, Gud er ophøjet ved sin Kraft; hvo er en Lærer som han?
23 Who hath appointed unto Him his way? And who said, 'Thou hast done iniquity?'
Hvo har foreskrevet ham hans Vej? og hvo tør sige: Du har gjort Uret?
24 Remember that thou magnify His work That men have beheld.
Kom i Hu, at du ophøjer hans Gerning, hvilken Folk have besunget;
25 All men have looked on it, Man looketh attentively from afar.
hvilken alle Mennesker have set, hvilken Mennesket skuer langtfra.
26 Lo, God [is] high, And we know not the number of His years, Yea, there [is] no searching.
Se, Gud er stor, og vi kunne ikke kende ham, og man kan ikke udgrunde Tallet paa hans Aar.
27 When He doth diminish droppings of the waters, They refine rain according to its vapour,
Thi han drager Vandets Draaber til sig; gennem hans Dunstkreds beredes de til Regn,
28 Which clouds do drop, They distil on man abundantly.
hvilken Skyerne lade nedflyde, lade neddryppe over mange Mennesker.
29 Yea, doth [any] understand The spreadings out of a cloud? The noises of His tabernacle?
Mon ogsaa nogen forstaa hans Skyers Udspænding, hans Hyttes Bragen?
30 Lo, He hath spread over it His light, And the roots of the sea He hath covered,
Se, han udbreder sit Lys om sig og skjuler Havets Rødder.
31 For by them He doth judge peoples, He giveth food in abundance.
Thi derved dømmer han Folkene, giver dem Spise i Overflødighed.
32 By two palms He hath covered the light, And layeth a charge over it in meeting,
Over sine Hænder dækker han med Lyset, og han giver det Befaling imod den, det skal ramme.
33 He sheweth by it [to] his friend substance, Anger against perversity.
Om ham forkynder hans Torden, ja om ham Kvæget, naar han drager op.
