Job 19
1 And Job answereth and saith: —
Men Job svarede og sagde:
2 Till when do ye afflict my soul, And bruise me with words?
Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?
3 These ten times ye put me to shame, ye blush not. Ye make yourselves strange to me —
I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.
4 And also — truly, I have erred, With me doth my error remain.
Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.
5 If, truly, over me ye magnify yourselves, And decide against me my reproach;
Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,
6 Know now, that God turned me upside down, And His net against me hath set round,
saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.
7 Lo, I cry out — violence, and am not answered, I cry aloud, and there is no judgment.
Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.
8 My way He hedged up, and I pass not over, And on my paths darkness He placeth.
Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.
9 Mine honour from off me He hath stripped, And He turneth the crown from my head.
Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.
10 He breaketh me down round about, and I go, And removeth like a tree my hope.
Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;
11 And He kindleth against me His anger, And reckoneth me to Him as His adversaries.
og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.
12 Come in do His troops together, And they raise up against me their way, And encamp round about my tent.
Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.
13 My brethren from me He hath put far off, And mine acquaintances surely Have been estranged from me.
Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.
14 Ceased have my neighbours And my familiar friends have forgotten me,
Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.
15 Sojourners of my house and my maids, For a stranger reckon me: An alien I have been in their eyes.
De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.
16 To my servant I have called, And he doth not answer, With my mouth I make supplication to him.
Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.
17 My spirit is strange to my wife, And my favours to the sons of my [mother's] womb.
Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.
18 Also sucklings have despised me, I rise, and they speak against me.
Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.
19 Abominate me do all the men of my counsel, And those I have loved, Have been turned against me.
Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.
20 To my skin and to my flesh Cleaved hath my bone, And I deliver myself with the skin of my teeth.
Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.
21 Pity me, pity me, ye my friends, For the hand of God hath stricken against me.
Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.
22 Why do you pursue me as God? And with my flesh are not satisfied?
Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?
23 Who doth grant now, That my words may be written? Who doth grant that in a book they may be graven?
Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,
24 With a pen of iron and lead — For ever in a rock they may be hewn.
ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!
25 That — I have known my Redeemer, The Living and the Last, For the dust he doth rise.
Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.
26 And after my skin hath compassed this [body], Then from my flesh I see God:
Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,
27 Whom I — I see on my side, And mine eyes have beheld, and not a stranger, Consumed have been my reins in my bosom.
hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.
28 But ye say, 'Why do we pursue after him?' And the root of the matter hath been found in me.
Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:
29 Be ye afraid because of the sword, For furious [are] the punishments of the sword, That ye may know that [there is] a judgment.
Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.
