Job 17
1 My spirit hath been destroyed, My days extinguished — graves [are] for me.
Min Aand er brudt, mine Dage ere udslukkede, Gravene vente mig.
2 If not — mockeries [are] with me. And in their provocations mine eye lodgeth.
Er der ikke Spot omkring mig, og maa mit Øje ikke dvæle ved deres Genstridighed?
3 Place, I pray Thee, my pledge with Thee; Who is he that striketh hand with me?
Kære, stil mig Borgen hos dig, lov for mig; hvo er der ellers, der giver mig Haandslag?
4 For their heart Thou hast hidden From understanding, Therefore Thou dost not exalt them.
Thi du har lukket deres Hjerte for Indsigt, derfor skal du ikke ophøje dem.
5 For a portion he sheweth friendship, And the eyes of his sons are consumed.
Man byder Venner ud til Bytte, og deres Børns Øjne hentæres.
6 And he set me up for a proverb of the peoples, And a wonder before them I am.
Men han har stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folkene, og jeg er bleven som den, man spytter i Ansigtet.
7 And dim from sorrow is mine eye, And my members as a shadow all of them.
Derfor er mit Øje mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
8 Astonished are the upright at this, And the innocent against the profane Stirreth himself up.
For sligt maa de oprigtige forskrækkes, og den uskyldige harmes over den vanhellige.
9 And the righteous layeth hold [on] his way, And the clean of hands addeth strength, And — dumb are they all.
Dog holder den retfærdige fast ved sin Vej, og den, som har rene Hænder, faar mere Styrke.
10 Return, and come in, I pray you, And I find not among you a wise man.
Men I, kommer kun alle frem igen, og jeg vil dog ikke finde en viis iblandt eder.
11 My days have passed by, My devices have been broken off, The possessions of my heart!
Mine Dage ere gangne forbi; oprykkede ere mine Tanker, hvilke mit Hjerte besad.
12 Night for day they appoint, Light [is] near because of darkness.
De gøre Nat til Dag; og Lyset skal være nær, naar Mørket kommer.
Dersom jeg end forventer noget, da er det Graven som min Bolig; jeg har redet mit Leje i Mørket. (Sheol h7585)
14 To corruption I have called: — 'Thou [art] my father.' 'My mother' and 'my sister' — to the worm.
Jeg har raabt til Graven: Du er min Fader! til Ormen: Min Moder og min Søster!
15 And where [is] now my hope? Yea, my hope, who doth behold it?
Hvor skulde da min Forventelse være? ja min Forventelse — hvo skuer den?
