Job 13
1 Lo, all — hath mine eye seen, Heard hath mine ear, and it attendeth to it.
Se, mit Øje har skuet alt dette, mit Øre har hørt og mærket sig det;
2 According to your knowledge I have known — also I. I am not fallen more than you.
hvad I ved, ved også jeg, jeg falder ikke igennem for jer.
3 Yet I for the Mighty One do speak, And to argue for God I delight.
Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud er jeg sindet at gå i Rette,
4 And yet, ye [are] forgers of falsehood, Physicians of nought — all of you,
mens I smører på med Løgn; usle Læger er I til Hobe.
5 O that ye would keep perfectly silent, And it would be to you for wisdom.
Om I dog vilde tie stille, så kunde I regnes for vise!
6 Hear, I pray you, my argument, And to the pleadings of my lips attend,
Hør dog mit Klagemål, mærk mine Læbers Anklage!
7 For God do ye speak perverseness? And for Him do ye speak deceit?
Forsvarer I Gud med Uret, forsvarer I ham med Svig?
8 His face do ye accept, if for God ye strive?
Vil I tage Parti for ham, vil I træde i Skranken for Gud?
9 Is [it] good that He doth search you, If, as one mocketh at a man, ye mock at Him?
Går det godt, når han ransager eder, kan I narre ham, som man narrer et Menneske?
10 He doth surely reprove you, if in secret ye accept faces.
Revse jer vil han alvorligt, om I lader som intet og dog er partiske.
11 Doth not His excellency terrify you? And His dread fall upon you?
Vil ikke hans Højhed skræmme jer og hans Rædsel falde på eder?
12 Your remembrances [are] similes of ashes, For high places of clay your heights.
Eders Tankesprog bliver til Askesprog, som Skjolde af Ler eders Skjolde.
13 Keep silent from me, and I speak, And pass over me doth what?
Ti stille, at jeg kan tale, så overgå mig, hvad der vil!
14 Wherefore do I take my flesh in my teeth? And my soul put in my hand?
Jeg vil bære mit Kød i Tænderne og tage mit Liv i min Hånd;
15 Lo, He doth slay me — I wait not! Only, my ways unto His face I argue.
se, han slår mig ihjel, jeg har intet Håb, dog lægger jeg for ham min Færd.
16 Also — He [is] to me for salvation, For the profane cometh not before Him.
Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig vover sig ikke til ham!
17 Hear ye diligently my word, And my declaration with your ears.
Hør nu ret på mit Ord, lad mig tale for eders Ører!
18 Lo, I pray you, I have set in order the cause, I have known that I am righteous.
Se, til Rettergang er jeg rede, jeg ved, at Retten er min!
19 Who [is] he that doth strive with me? For now I keep silent and gasp.
Hvem kan vel trætte med mig? Da skulde jeg tie og opgive Ånden!
20 Only two things, O God, do with me: Then from Thy face I am not hidden.
Kun for to Ting skåne du mig, så kryber jeg ikke i Skjul for dig:
21 Thy hand put far off from me, And Thy terror let not terrify me.
Din Hånd må du tage fra mig, din Rædsel skræmme mig ikke!
22 And call Thou, and I — I answer, Or — I speak, and answer Thou me.
Så stævn mig, og jeg skal svare, eller jeg vil tale, og du skal svare!
23 How many iniquities and sins have I? My transgression and my sin let me know.
Hvor stor er min Skyld og Synd? Lad mig vide min Brøde og Synd!
24 Why dost Thou hide Thy face? And reckonest me for an enemy to Thee?
Hvi skjuler du dog dit Åsyn og regner mig for din Fjende?
25 A leaf driven away dost Thou terrify? And the dry stubble dost Thou pursue?
Vil du skræmme et henvejret Blad, forfølge et vissent Strå,
26 For Thou writest against me bitter things, And causest me to possess iniquities of my youth:
at du skriver mig så bitter en Dom og lader mig arve min Ungdoms Skyld,
27 And puttest in the stocks my feet, And observest all my paths, On the roots of my feet Thou settest a print,
lægger mine Fødder i Blokken, vogter på alle mine Veje. indkredser mine Fødders Trin!
28 And he, as a rotten thing, weareth away, As a garment hath a moth consumed him.
Og så er han dog som smuldrende Trøske, som Klæder, der ædes op af Møl,
