Job 13
1 Lo, all — hath mine eye seen, Heard hath mine ear, and it attendeth to it.
Se, det har mit Øje set alt sammen; mit Øre har hørt og forstaaet sig derpaa.
2 According to your knowledge I have known — also I. I am not fallen more than you.
Hvad I vide, det ved jeg, ogsaa jeg, jeg falder ikke igennem for eder.
3 Yet I for the Mighty One do speak, And to argue for God I delight.
Dog vilde jeg gerne tale til den Almægtige, og jeg havde Lyst til at gaa i Rette med Gud.
4 And yet, ye [are] forgers of falsehood, Physicians of nought — all of you,
Men I sammensy Løgn: I ere alle sammen unyttige Læger.
5 O that ye would keep perfectly silent, And it would be to you for wisdom.
Gid I vilde tie, saa skulde det regnes eder til Visdom!
6 Hear, I pray you, my argument, And to the pleadings of my lips attend,
Kære, hører min Bevisning og mærker paa det, som jeg strider for med mine Læber.
7 For God do ye speak perverseness? And for Him do ye speak deceit?
Ville I forsvare Gud med Uret og forsvare ham med Svig?
8 His face do ye accept, if for God ye strive?
Ville I anse hans Person eller føre Sag for Gud?
9 Is [it] good that He doth search you, If, as one mocketh at a man, ye mock at Him?
Vil det gaa godt, naar han undersøger eder? ville I bedrage ham, ligesom man bedrager et Menneske?
10 He doth surely reprove you, if in secret ye accept faces.
Han skal visselig straffe eder, om I anse Personer i Løndom.
11 Doth not His excellency terrify you? And His dread fall upon you?
Skulde ikke hans Højhed forfærde eder og Rædsel for ham falde over eder?
12 Your remembrances [are] similes of ashes, For high places of clay your heights.
Eders Tankesprog ere at ligne ved Aske, eders Borge ere Lerborge.
13 Keep silent from me, and I speak, And pass over me doth what?
Tier for mig, at jeg kan tale, og lad saa overgaa mig, hvad der vil!
14 Wherefore do I take my flesh in my teeth? And my soul put in my hand?
Hvorfor skulde jeg føre mit Kød bort i mine Tænder? jeg vil derimod sætte mit Liv i min Haand.
15 Lo, He doth slay me — I wait not! Only, my ways unto His face I argue.
Se, han slaar mig ihjel, jeg har intet Haab; kunde jeg blot retfærdiggøre mine Veje for hans Ansigt!
16 Also — He [is] to me for salvation, For the profane cometh not before Him.
Ogsaa dette skulde være mig en Frelse; thi der skal ingen vanhellig komme for hans Ansigt!
17 Hear ye diligently my word, And my declaration with your ears.
Hører flittig min Tale og det, jeg kundgør for eders Øren.
18 Lo, I pray you, I have set in order the cause, I have known that I am righteous.
Se, kære, jeg har indledet Sagen, jeg ved, at jeg skal kendes retfærdig.
19 Who [is] he that doth strive with me? For now I keep silent and gasp.
Hvo er den, som kan trætte med mig? thi da maatte jeg tie og opgive Aanden.
20 Only two things, O God, do with me: Then from Thy face I am not hidden.
Dog, gør ikke to Ting imod mig, da vil jeg ikke skjule mig for dit Ansigt:
21 Thy hand put far off from me, And Thy terror let not terrify me.
Lad din Haand være langt fra mig og Rædsel for dig ikke forfærde mig!
22 And call Thou, and I — I answer, Or — I speak, and answer Thou me.
Kald saa, og jeg vil svare, eller jeg vil tale, og giv saa du mig Svar igen!
23 How many iniquities and sins have I? My transgression and my sin let me know.
Hvor mange ere mine Misgerninger og Synder? lad mig vide min Overtrædelse og min Synd!
24 Why dost Thou hide Thy face? And reckonest me for an enemy to Thee?
Hvorfor skjuler du dit Ansigt og holder mig for din Fjende?
25 A leaf driven away dost Thou terrify? And the dry stubble dost Thou pursue?
Vil du jage det henvejrede Blad op og forfølge det tørre Straa?
26 For Thou writest against me bitter things, And causest me to possess iniquities of my youth:
Thi du skriver Bitterheder op imod mig og lader mig faa min Ungdoms Synder til Arv.
27 And puttest in the stocks my feet, And observest all my paths, On the roots of my feet Thou settest a print,
Og du lægger mine Fødder i Stokken og tager Vare paa alle mine Stier; du afstikker Grænser for mine Fødders Saaler,
28 And he, as a rotten thing, weareth away, As a garment hath a moth consumed him.
skønt jeg er en Mand, der bliver gammel som Trøske, som et Klæde, der ædes op af Møl.
