Job 11
1 And Zophar the Naamathite answereth and saith: —
Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde:
2 Is a multitude of words not answered? And is a man of lips justified?
"Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret?
3 Thy devices make men keep silent, Thou scornest, and none is causing blushing!
Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke få Skam?
4 And thou sayest, 'Pure [is] my discourse, And clean I have been in Thine eyes.'
Du siger: "Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!"
5 And yet, O that God had spoken! And doth open His lips with thee.
Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig,
6 And declare to thee secrets of wisdom, For counsel hath foldings. And know thou that God forgetteth for thee, [Some] of thine iniquity.
kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!
7 By searching dost thou find out God? Unto perfection find out the Mighty One?
Har du loddet Bunden i Gud og nået den Almægtiges Grænse?
Højere er den end Himlen hvad kan du? Dybere end Dødsriget - hvad ved du? (Sheol h7585)
9 Longer than earth [is] its measure, And broader than the sea.
Den overgår Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet.
10 If He pass on, and shut up, and assemble, Who then dost reverse it?
Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham?
11 For he hath known men of vanity, And He seeth iniquity, And one doth not consider [it]!
Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpå,
12 And empty man is bold, And the colt of a wild ass man is born.
så tomhjernet Mand får Vid, og Vildæsel fødes til Menneske.
13 If thou — thou hast prepared thy heart, And hast spread out unto Him thy hands,
Hvis du får Skik på dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham,
14 If iniquity [is] in thy hand, put it far off, And let not perverseness dwell in thy tents.
hvis Uret er fjern fra din Hånd, og Brøde ej bor i dit Telt,
15 For then thou liftest up thy face from blemish, And thou hast been firm, and fearest not.
ja, da kan du lydefri løfte dit Åsyn og uden at frygte stå fast,
16 For thou dost forget misery, As waters passed away thou rememberest.
ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort;
17 And above the noon doth age rise, Thou fliest — as the morning thou art.
dit Liv skal overstråle Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen.
18 And thou hast trusted because their is hope, And searched — in confidence thou liest down,
Tryg skal du være, fordi du har Håb; du ser dig om og går trygt til Hvile,
19 And thou hast rested, And none is causing trembling, And many have entreated thy face;
du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle.
20 And the eyes of the wicked are consumed, And refuge hath perished from them, And their hope [is] a breathing out of soul!
Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Håb er blot at udånde Sjælen!
