Job 11
1 And Zophar the Naamathite answereth and saith: —
Da svarede Zofar, Naamathiten, og sagde:
2 Is a multitude of words not answered? And is a man of lips justified?
Skal der ikke svares til de mange Ord? og mon en mundkaad Mand skal beholde Ret?
3 Thy devices make men keep silent, Thou scornest, and none is causing blushing!
Skal din Skvalder bringe Folk til at tie? og skal du bespotte, og ingen beskæmme dig?
4 And thou sayest, 'Pure [is] my discourse, And clean I have been in Thine eyes.'
Thi du sagde: Min Lærdom er klar, og jeg er ren for dine Øjne.
5 And yet, O that God had spoken! And doth open His lips with thee.
Men gid dog Gud vilde tale og oplade sine Læber imod dig!
6 And declare to thee secrets of wisdom, For counsel hath foldings. And know thou that God forgetteth for thee, [Some] of thine iniquity.
og at han vilde kundgøre dig Visdoms skjulte Ting! thi i den er dobbelt Kraft; da skulde du vide, at Gud endog eftergiver dig noget af din Misgerning.
7 By searching dost thou find out God? Unto perfection find out the Mighty One?
Mon du kan naa til Guds Dybheder? mon du kan naa til den Almægtiges Begrænsning?
Den er saa høj som Himmelen, hvad vil du gøre? den er dybere end Helvede, hvad kan du vide? (Sheol h7585)
9 Longer than earth [is] its measure, And broader than the sea.
Dens Maal er længere end Jorden, den er bredere end Havet.
10 If He pass on, and shut up, and assemble, Who then dost reverse it?
Naar han farer frem og lukker til eller forsamler, hvo vil da holde ham tilbage?
11 For he hath known men of vanity, And He seeth iniquity, And one doth not consider [it]!
Thi han kender forfængelige Folk og ser Uretfærdighed; skulde han da ikke agte derpaa?
12 And empty man is bold, And the colt of a wild ass man is born.
Men en uforstandig vil faa Forstand, naar et Vildæsels Føl fødes til Menneske.
13 If thou — thou hast prepared thy heart, And hast spread out unto Him thy hands,
Dersom du bereder dit Hjerte og udstrækker dine Hænder til ham,
14 If iniquity [is] in thy hand, put it far off, And let not perverseness dwell in thy tents.
dersom du kaster Uretfærdigheden, som er i din Haand, langt bort og ikke lader Uret bo i dine Telte,
15 For then thou liftest up thy face from blemish, And thou hast been firm, and fearest not.
da skal du, fri for Lyde, kunne opløfte dit Ansigt og blive fast og ikke frygte.
16 For thou dost forget misery, As waters passed away thou rememberest.
Thi du skal glemme din Møje, du skal komme den i Hu som det Vand, der er løbet forbi.
17 And above the noon doth age rise, Thou fliest — as the morning thou art.
Og din Levetid skal gaa frem klarere end Middagen, Mørket skal vorde som Morgenen.
18 And thou hast trusted because their is hope, And searched — in confidence thou liest down,
Og du skal være tryg, thi der er Haab, og du skal spejde omkring dig og sove tryggelig.
19 And thou hast rested, And none is causing trembling, And many have entreated thy face;
Og du skal lægge dig, og ingen skal forfærde dig; og mange skulle bønfalde for dit Ansigt.
20 And the eyes of the wicked are consumed, And refuge hath perished from them, And their hope [is] a breathing out of soul!
Men de ugudeliges Øjne skulle hentæres, og deres Tilflugt skal gaa tabt for dem, og deres Haab aandes ud med Livet.
