Psalms 35
1 `To Dauid. Lord, deme thou hem, that anoien me; ouercome thou hem, that fiyten ayens me.
(Af David.) HERRE, træt med dem, der trætter med mig, strid imod dem, der strider mod mig,
2 Take thou armeris and scheeld; and rise vp into help to me.
grib dit Skjold og dit Værge, rejs dig og hjælp mig,
3 Schede out the swerd, and close togidere ayens hem that pursuen me; seie thou to my soule, Y am thin helthe.
tag Spyd og Økse frem mod dem, der forfølger mig, sig til min Sjæl: "Jeg er din Frelse!"
4 Thei that seken my lijf; be schent, and aschamed. Thei that thenken yuels to me; be turned awei bacward, and be schent.
Lad dem beskæmmes og blues, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem rødmende vige,
5 Be thei maad as dust bifor the face of the wynd; and the aungel of the Lord make hem streit.
de blive som Avner for Vinden, og HERRENs Engel nedstøde dem,
6 Her weie be maad derknesse, and slydirnesse; and the aungel of the Lord pursue hem.
deres Vej blive mørk og glat, og HERRENs Engel forfølge dem!
7 For with out cause thei hidden to me the deth of her snare; in veyn thei dispisiden my soule.
Thi uden Grund har de sat deres Garn for mig, gravet min Sjæl en Grav.
8 The snare which he knoweth not come to hym, and the takyng which he hidde take hym; and fall he in to the snare in that thing.
Lad Undergang uventet ramme ham, lad Garnet, han satte, hilde ham selv, lad ham falde i Graven.
9 But my soule schal fulli haue ioye in the Lord; and schal delite on his helthe.
Min Sjæl skal juble i HERREN, glædes ved hans Frelse,
10 Alle my boonys schulen seie, Lord, who is lijk thee? Thou delyuerist a pore man fro the hond of his strengere; a nedi man and pore fro hem that diuersely rauischen hym.
alle mine Ledemod sige: "HERRE, hvo er som du, du, som frelser den arme fra hans Overmand, den arme og fattige fra Røveren!"
11 Wickid witnessis risynge axiden me thingis, whiche Y knewe not.
Falske Vidner står frem, de spørger mig om, hvad jeg ej kender til;
12 Thei yeldiden to me yuels for goodis; bareynnesse to my soule.
de lønner mig godt med ondt, min Sjæl er forladt.
13 But whanne thei weren diseseful to me; Y was clothid in an heire. I mekide my soule in fastyng; and my preier schal be turned `with ynne my bosum.
Da de var syge, gik jeg i Sæk, med Faste spæged jeg mig, jeg bad med sænket Hoved,
14 I pleside so as oure neiybore, as oure brother; Y was `maad meke so as morenynge and sorewful.
som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over min Moder, knuget af Sorg.
15 And thei weren glad, and camen togidere ayens me; turmentis weren gaderid on me, and Y knew not.
Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler sammen, Uslinger, fremmede for mig, stimler sammen imod mig, håner mig uden Ophør;
16 Thei weren scaterid, and not compunct, thei temptiden me, thei scornyden me with mowyng; thei gnastiden on me with her teeth.
for min Venlighed dænger de mig med Hån, de skærer Tænder imod mig.
17 Lord, whanne thou schalt biholde, restore thou my soule fro the wickidnesse of hem; `restore thou myn oon aloone fro liouns.
Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog min Sjæl fra deres Brøl, min eneste fra Løver.
18 I schal knowleche to thee in a greet chirche; Y schal herie thee in a sad puple.
Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, love dig blandt mange Folk.
19 Thei that ben aduersaries wickidli to me, haue not ioye on me; that haten me with out cause, and bikenen with iyen.
Lad ej dem, som med Urette er mine Fjender, glæde sig over mig, lad ej dem, som hader mig uden Grund, sende spotske Blikke!
20 For sotheli thei spaken pesibli to me; and thei spekynge in wrathfulnesse of erthe thouyten giles.
Thi de taler ej Fred mod de stille i Landet udtænker de Svig;
21 And thei maden large her mouth on me; thei seiden, Wel, wel! oure iyen han sien.
de spærrer Munden op imod mig og siger: "Ha, ha! Vi så det med egne Øjne!"
22 Lord, thou hast seen, be thou not stille; Lord, departe thou not fro me.
Du så det, HERRE, vær ikke tavs, Herre, hold dig ej borte fra mig;
23 Rise vp, and yyue tent to my doom; my God and my Lord, biholde in to my cause.
rejs dig, vågn op for min Ret, for min Sag, min Gud og Herre,
24 Mi Lord God, deme thou me bi thi riytfulnesse; and haue thei not ioye on me.
døm mig efter din Retfærd HERRE, min Gud, lad dem ikke glæde sig over mig
25 Seie thei not in her hertis, Wel, wel, to oure soule; nether seie thei, We schulen deuoure hym.
Og sige i Hjertet: "Ha! som vi ønsked!" lad dem ikke sige: "Vi slugte ham!"
26 Shame thei, and drede thei togidere; that thanken for myn yuels. Be thei clothid with schame and drede; that speken yuele thingis on me.
Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min Ulykke glæder; lad dem, der hovmoder sig over mig, hyldes i Spot og Spe.
27 Haue thei ful ioie, and be thei glad that wolen my riytfulnesse; and seie thei euere, The Lord be magnyfied, whiche wolen the pees of his seruaunt.
Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen sige: "Lovet være HERREN, som under sin Tjener Fred!"
28 And my tunge schal bithenke thi riytfulnesse; al day thin heriyng.
Min Tunge skal forkynde din Retfærd, Dagen igennem din Pris.
