Psalms 137

1 On the floodis of Babiloyne there we saten, and wepten; while we bithouyten on Syon.

Ved Babels Floder, der sad vi og græd, naar Zion randt os i Hu.

2 In salewis in the myddil therof; we hangiden vp oure orguns.

Vi hængte vore Harper i Landets Pile.

3 For thei that ledden vs prisoners; axiden vs there the wordis of songis. And thei that ledden awei vs seiden; Synge ye to vs an ympne of the songis of Syon.

Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: »Syng os af Zions Sange!«

4 Hou schulen we singe a songe of the Lord; in an alien lond?

Hvor kan vi synge HERRENS Sange paa fremmed Grund?

5 If Y foryete thee, Jerusalem; my riyt hond be youun to foryeting.

Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!

6 Mi tunge cleue to my chekis; if Y bithenke not on thee. If Y purposide not of thee, Jerusalem; in the bigynnyng of my gladnesse.

Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

7 Lord, haue thou mynde on the sones of Edom; for the dai of Jerusalem. Whiche seien, Anyntische ye, anyntische ye; `til to the foundement ther ynne.

HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de raabte: »Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!«

8 Thou wretchid douyter of Babiloyne; he is blessid, that `schal yelde to thee thi yelding, which thou yeldidist to vs.

Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!

9 He is blessid, that schal holde; and hurtle doun hise litle children at a stoon.

Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!