< Proverbs 5 >
1 Mi sone, perseyue thou my wisdom, and bowe doun thin eere to my prudence; that thou kepe thi thouytis,
Mærk dig, min Søn, min Visdom, bøj til min Indsigt dit Øre,
2 and thi lippis kepe teching. Yyue thou not tent to the falsnesse of a womman;
at Kløgt maa vaage øver dig, Læbernes Kundskab vare paa dig.
3 for the lippis of an hoore ben an hony coomb droppinge, and hir throte is clerere than oile;
Thi af Honning drypper den fremmedes Læber, glattere end Olie er hendes Gane;
4 but the last thingis ben bittir as wormod, and hir tunge is scharp as a swerd keruynge on ech side.
men til sidst er hun besk som Malurt, hvas som tveægget Sværd;
5 Hir feet gon doun in to deeth; and hir steppis persen to hellis. (Sheol )
hendes Fødder styrer nedad mod Døden, til Dødsriget stunder hendes Fjed; (Sheol )
6 Tho goon not bi the path of lijf; hir steppis ben vncerteyn, and moun not be souyt out.
hun følger ej Livets Vej, hendes Spor er bugtet, hun ved det ikke.
7 Now therfor, my sone, here thou me, and go not awei fro the wordis of my mouth.
Hør mig da nu, min Søn, vig ikke fra min Munds Ord!
8 Make fer thi weie fro hir, and neiye thou not to the doris of hir hous.
Lad din Vej være langt fra hende, kom ej hendes Husdør nær,
9 Yyue thou not thin onour to aliens, and thi yeeris to the cruel;
at du ikke maa give andre din Ære, en grusom Mand dine Aar.
10 lest perauenture straungeris be fillid with thi strengthis, and lest thi trauels be in an alien hous;
at ikke dit Gods skal mætte fremmede, din Vinding ende i Andenmands Hus,
11 and thou biweile in the laste daies, whanne thou hast wastid thi fleschis, and thi bodi; and thou seie,
saa du gribes af Anger til sidst, naar dit Kød og Huld svinder hen,
12 Whi wlatide Y teching, and myn herte assentide not to blamyngis;
og du siger: »Ak, at jeg hadede Tugt, at mit Hjerte lod haant om Revselse,
13 nether Y herde the voys of men techinge me, and Y bowide not doun myn eere to maistris?
saa jeg ikke lød mine Læreres Røst, ej bøjed mit Øre til dem, som lærte mig!
14 Almest Y was in al yuel, in the myddis of the chirche, and of the synagoge.
Nær var jeg kommet i alskens Ulykke midt i Forsamling og Menighed!«
15 Drinke thou watir of thi cisterne, and the floodis of thi pit.
Drik Vand af din egen Cisterne og rindende Vand af din Brønd;
16 Thi wellis be stremed forth; and departe thi watris in stretis.
lad ej dine Kilder flyde paa Gaden, ej dine Bække paa Torvene!
17 Haue thou aloone `tho watris; and aliens be not thi parceneris.
Dig skal de tilhøre, dig alene, ingen fremmed ved Siden af dig!
18 Thi veyne be blessid; and be thou glad with the womman of thi yong wexynge age.
Velsignet være dit Væld, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,
19 An hynde moost dereworthe; and an hert calf moost acceptable. Hir teetis fille thee in al tyme; and delite thou contynueli in the loue of hir.
den elskelige Hind, den yndige Gazel; hendes Elskov fryde dig stedse, berus dig altid i hendes Kærlighed!
20 Mi sone, whi art thou disseyued of an alien womman; and art fostrid in the bosum of an othere?
Hvi beruser du dig, min Søn, i en fremmed og tager en andens Hustru i Favn?
21 The Lord seeth the weie of a man; and biholdith alle hise steppis.
Thi for HERRENS Øjne er Menneskets Veje, grant følger han alle dets Spor;
22 The wickidnessis of a wyckid man taken hym; and he is boundun with the roopis of hise synnes.
den gudløse fanges af egen Brøde og holdes fast i Syndens Reb;
23 He schal die, for he hadde not lernyng; and he schal be disseyued in the mychilnesse of his fooli.
han dør af Mangel paa Tugt, gaar til ved sin store Daarskab.