Proverbs 5
1 Mi sone, perseyue thou my wisdom, and bowe doun thin eere to my prudence; that thou kepe thi thouytis,
Min Søn! giv Agt paa min Visdom; bøj dit Øre til min Indsigt;
2 and thi lippis kepe teching. Yyue thou not tent to the falsnesse of a womman;
at du maa gemme kloge Raad, og at dine Læber maa bevare Kundskab.
3 for the lippis of an hoore ben an hony coomb droppinge, and hir throte is clerere than oile;
Thi med Honning dryppe den fremmede Kvindes Læber, og glattere end Olie er hendes Gane.
4 but the last thingis ben bittir as wormod, and hir tunge is scharp as a swerd keruynge on ech side.
Men paa det sidste er hun besk som Malurt, hvas som et tveægget Sværd.
Hendes Fødder gaa nedad til Døden, hendes Skridt stunde imod Dødsriget. (Sheol h7585)
6 Tho goon not bi the path of lijf; hir steppis ben vncerteyn, and moun not be souyt out.
For at hun ikke skal tænke over Livets Sti, ere hendes Veje ustadige, uden at hun ved det.
7 Now therfor, my sone, here thou me, and go not awei fro the wordis of my mouth.
Saa hører mig nu, I Børn! og viger ikke fra min Munds Ord.
8 Make fer thi weie fro hir, and neiye thou not to the doris of hir hous.
Lad din Vej være langt fra hende, og nærm dig ikke Døren til hendes Hus,
9 Yyue thou not thin onour to aliens, and thi yeeris to the cruel;
at du ikke skal give andre din Ære og en grusom Herre dine Aar;
10 lest perauenture straungeris be fillid with thi strengthis, and lest thi trauels be in an alien hous;
at fremmede ikke skulle mættes af din Formue, og alt, hvad du har arbejdet for, komme i anden Mands Hus;
11 and thou biweile in the laste daies, whanne thou hast wastid thi fleschis, and thi bodi; and thou seie,
saa at du skal hyle; paa det sidste, naar dit Kød og dit Huld tæres hen,
12 Whi wlatide Y teching, and myn herte assentide not to blamyngis;
og sige: Hvorledes har jeg dog kunnet hade Undervisning og mit Hjerte kunnet foragte Revselse?
13 nether Y herde the voys of men techinge me, and Y bowide not doun myn eere to maistris?
saa at jeg ikke hørte paa mine Læbers Røst, ej heller bøjede mit Øre til dem, som underviste mig.
14 Almest Y was in al yuel, in the myddis of the chirche, and of the synagoge.
Nær var jeg kommen i al Ulykke midt i Forsamlingen og Menigheden.
15 Drinke thou watir of thi cisterne, and the floodis of thi pit.
Drik Vand af din egen Brønd og frisk Vand af din egen Kilde!
16 Thi wellis be stremed forth; and departe thi watris in stretis.
Skulde vel dine Kilder flyde udenfor, dine Vandbække ud paa Gaderne?
17 Haue thou aloone `tho watris; and aliens be not thi parceneris.
Lad dem høre dig til, dig alene, og ikke de fremmede tillige med dig.
18 Thi veyne be blessid; and be thou glad with the womman of thi yong wexynge age.
Din Kilde være velsignet, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,
19 An hynde moost dereworthe; and an hert calf moost acceptable. Hir teetis fille thee in al tyme; and delite thou contynueli in the loue of hir.
en elskelig Hind og en yndig Stenged; hendes Barm beruse dig stedse, i hendes Kærlighed sværme du alle Tider.
20 Mi sone, whi art thou disseyued of an alien womman; and art fostrid in the bosum of an othere?
Hvorfor vil du, min Søn! sværme for en fremmed Kvinde og favne en anden Kvindes Barm?
21 The Lord seeth the weie of a man; and biholdith alle hise steppis.
Thi en Mands Veje ere for Herrens Øjne, og han vejer alle hans Skridt.
22 The wickidnessis of a wyckid man taken hym; and he is boundun with the roopis of hise synnes.
Den ugudeliges Misgerninger skulle gribe ham selv, og han skal holdes fast i sin Synds Snorer.
23 He schal die, for he hadde not lernyng; and he schal be disseyued in the mychilnesse of his fooli.
Han skal dø, fordi han ikke vilde lade sig undervise, og han skal tumle om for sin Daarligheds Skyld.
