Luke 20
1 And it was don in oon of the daies, whanne he tauyte the puple in the temple, and prechide the gospel, the princis of preestis and scribis camen togidere with the elder men;
Og det skete på en af de Dage, medens han lærte folket i Helligdommen og forkyndte Evangeliet, da trådte Ypperstepræsterne og de skriftkloge tillige med de Ældste hen til ham.
2 and thei seiden to hym, Seie to vs, in what power thou doist these thingis, or who is he that yaf to thee this power?
Og de talte til ham og sagde: "Sig os, af hvad Magt gør du disse Ting, eller hvem er det, som har givet dig denne Magt?"
3 And Jhesus answeride, and seide to hem, And Y schal axe you o word; answere ye to me.
Men han svarede og sagde til dem: "Også jeg vil spørge eder om en Ting, siger mig det:
4 Was the baptym of Joon of heuene, or of men?
Johannes's Dåb, var den fra Himmelen eller fra Mennesker?"
5 And thei thouyten with ynne hem silf, seiynge, For if we seien, Of heuene, he schal seie, Whi thanne bileuen ye not to hym?
Men de overvejede med hverandre og sagde: "Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige: Hvorfor troede I ham ikke?
6 and if we seien, Of men, al the puple schal stoone vs; for thei ben certeyn, that Joon is a prophete.
Men sige vi: Fra Mennesker, da vil hele Folket stene os; thi det er overbevist om, at Johannes var en Profet."
7 And thei answeriden, that thei knewen not, of whennus it was.
Og de svarede, at de vidste ikke hvorfra.
8 And Jhesus seide to hem, Nether Y seie to you, in what power Y do these thingis.
Og Jesus sagde til dem: "Så siger ikke heller jeg eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting."
9 And he bigan to seie to the puple this parable. A man plauntide a vynyerd, and hiride it to tilieris; and he was in pilgrimage longe tyme.
Men han begyndte at sige denne Lignelse til Folket: "En Mand plantede en Vingård og lejede den ud til Vingårdsmænd og drog udenlands for lange Tider.
10 And in the tyme of gaderynge of grapis, he sente a seruaunt to the tilieris, that thei schulden yyue to hym of the fruyt of the vynyerd; whiche beten hym, and leten hym go voide.
Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingårdsmændene, for at de skulde give ham af Vingårdens Frugt; men Vingårdsmændene sloge ham og sendte ham tomhændet bort.
11 And he thouyte yit to sende another seruaunt; and thei beten this, and turmentiden hym sore, and leten hym go.
Og han sendte fremdeles en anden Tjener; men de sloge også ham og forhånede ham og sendte ham tomhændet bort.
12 And he thouyte yit to sende the thridde, and hym also thei woundiden, and castiden out.
Og han sendte fremdeles en tredje; men også ham sårede de og kastede ham ud.
13 And the lord of the vyneyerd seide, What schal Y do? Y schal sende my dereworthe sone; perauenture, whanne thei seen hym, thei schulen drede.
Men Vingårdens Herre sagde: Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min Søn, den elskede; de ville dog vel undse sig, for ham.
14 And whanne the tilieris sayn hym, thei thouyten with ynne hem silf, and seiden, This is the eire, sle we hym, that the eritage be oure.
Men da Vingårdsmændene så ham, rådsloge de indbyrdes og sagde: Det er Arvingen; lader os slå ham ihjel, for at Arven kan blive vor.
15 And thei castiden hym out of the vyneyerd, and killiden hym. What schal thanne the lord of the vyneyerd do to hem?
Og de kastede ham ud af Vingården og sloge ham ihjel. Hvad vil nu Vingårdens Herre gøre ved dem?
16 He schal come, and distruye these tilieris, and yyue the vyneyerd to othere. And whanne this thing was herd, thei seiden to hym, God forbede.
Han vil komme og ødelægge disse Vingårdsmænd og give Vingården til andre." Men da de hørte det, sagde de: "Det ske aldrig!"
17 But he bihelde hem, and seide, What thanne is this that is writun, The stoon which men bildynge repreueden, this is maad in to the heed of the corner?
Men han så på dem og sagde: "Hvad er da dette, som er skrevet: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten?
18 Ech that schal falle on that stoon, schal be to-brisid, but on whom it schal falle, it schal al to-breke him.
Hver, som falder på denne Sten, skal slå sig sønder; men hvem den falder på, ham skal den knuse."
19 And the princis of prestis, and scribis, souyten to leye on hym hoondis in that our, and thei dredden the puple; for thei knewen that to hem he seide this liknesse.
Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at lægge Hånd på ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem.
20 And thei aspieden, and senten aspieris, that feyneden hem iust, that thei schulden take hym in word, and bitaak hym to the `power of the prince, and to the power of the iustice.
Og de toge Vare på ham og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Ord, så de kunde overgive ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt.
21 And thei axiden hym, and seiden, Maister, we witen, that riytli thou seist and techist; and thou takist not the persoone of man, but thou techist in treuthe the weie of God.
Og de spurgte ham og sagde: "Mester! vi vide, at du taler og lærer Rettelig og ikke ser på Personer, men lærer Guds Vej i Sandhed.
22 Is it leueful to vs to yyue tribute to the emperoure, or nay?
Er det os tilladt at give Kejseren Skat eller ej?"
23 And he biheld the disseit of hem, and seide to hem, What tempten ye me?
Men da han mærkede deres Træskhed, sagde han til dem: "Hvorfor friste I mig?
24 Shewe ye to me a peny; whos ymage and superscripcioun hath it? Thei answerden, and seiden to hym, The emperouris.
Viser mig en Denar"; hvis Billede og Overskrift bærer den?" Men de svarede og sagde: "Kejserens."
25 And he seide to hem, Yelde ye therfor to the emperoure tho thingis that ben the emperours, and tho thingis that ben of God, to God.
Men han sagde til dem: "Så giver da Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er."
26 And thei myyten not repreue his word bifor the puple; and thei wondriden in his answere, and heelden pees.
Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Påhør, og de forundrede sig over hans Svar og tav.
27 Summe of the Saduceis, that denyeden the ayenrisyng fro deeth to lijf, camen, and axiden hym,
Men nogle af Saddukæerne, som nægte, at der er Opstandelse, kom til ham og spurgte ham og sagde:
28 and seiden, Maister, Moises wroot to vs, if the brother of ony man haue a wijf, and be deed, and he was with outen eiris, that his brothir take his wijf, and reise seed to his brother.
"Mester! Moses har foreskrevet os: Dersom en har en Broder, som er gift, og denne dør barnløs, da skal hans Broder tage Hustruen og oprejse sin Broder Afkom.
29 And so there weren seuene britheren. The firste took a wijf, and is deed with outen eiris;
Nu var der syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs.
30 and the brothir suynge took hir, and he is deed with outen sone;
Ligeså den anden.
31 and the thridde took hir; also and alle seuene, and leften not seed, but ben deed;
Og den tredje tog hende, og således også alle syv; de døde uden at efterlade Børn.
32 and the laste of alle the womman is deed.
Men til sidst døde også Hustruen.
33 Therfor in the `risyng ayen, whos wijf of hem schal sche be? for seuene hadden hir to wijf.
Hvem af dem får hende så til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle syv haft hende til Hustru."
Og Jesus sagde til dem: "Denne Verdens Børn tage til Ægte og bortgiftes; (aiōn g165)
35 but thei that schulen be had worthi of that world, and of the `risyng ayen fro deeth, nethir ben wedded, (aiōn g165)
men de, som agtes værdige til at få Del i hin Verden og i Opstandelsen fra de døde, tage hverken til Ægte eller bortgiftes. (aiōn g165)
36 nethir wedden wyues, nethir schulen mowe die more; for thei ben euen with aungels, and ben the sones of God, sithen thei ben the sones of `risyng ayen fro deeth.
Thi de kunne ikke mere dø; thi de ere Engle lige og ere Guds Børn, idet de ere Opstandelsens Børn.
37 And that deed men risen ayen, also Moises schewide bisidis the busch, as he seith, The Lord God of Abraham, and God of Ysaac, and God of Jacob.
Men at de døde oprejses, har også Moses givet til Kende i Stedet om Tornebusken, når han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud.
38 And God is not of deed men, but of lyuynge men; for alle men lyuen to hym.
Men han er ikke dødes, men levendes Gud; thi for ham leve de alle."
39 And summe of scribis answeringe, seiden, Maistir, thou hast wel seid.
Men nogle af de skriftkloge svarede og sagde: "Mester! du talte vel."
40 And thei dursten no more axe hym ony thing.
Og de turde ikke mere spørge ham om noget.
41 But he seide to hem, How seien men, Crist to be the sone of Dauid,
Men han sagde til dem: "Hvorledes siger man, at Kristus er Davids Søn?
42 and Dauid hym silf seith in the book of Salmes, The Lord seide to my lord, Sitte thou on my riythalf,
David selv siger jo i Salmernes Bog: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd,
43 til that Y putte thin enemyes a stool of thi feet?
indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder.
44 Therfor Dauid clepith hym lord, and hou is he his sone?
Altså kalder David ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?"
45 And in heryng of al the puple, he seide to hise disciplis,
Men i hele Folkets Påhør sagde han til Disciplene:
46 Be ye war of scribis, that wolen wandre in stolis, and louen salutaciouns in chepyng, and the firste chaieris in synagogis, and the firste sittynge placis in feestis;
"Vogter eder for de skriftkloge. som gerne ville gå i lange Klæder og holde af at lade sig hilse på Torvene og at have de fornemste Pladser i Synagogerne og at sidde øverst til Bords ved Måltiderne,
47 that deuouren the housis of widewis, and feynen long preiyng; these schulen take the more dampnacioun.
de, som opæde Enkers Huse og på Skrømt bede længe; disse skulle få des hårdere Dom."
