Job 9
1 Joob answeride, and seide, Verili Y woot, that it is so,
Men Job svarede og sagde:
2 and that a man comparisound to God schal not be maad iust.
Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?
3 If he wole stryue with God, he may not answere to God oon for a thousynde.
Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.
4 He is wiys in herte, and strong in myyt; who ayenstood hym, and hadde pees?
Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?
5 Which bar hillis fro o place to anothir, and thei wisten not; whiche he distriede in his strong veniaunce.
han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;
6 Which stirith the erthe fro his place, and the pilers therof schulen `be schakun togidere.
han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;
7 Which comaundith to the sunne, and it risith not; and he closith the sterris, as vndur a signet.
han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;
8 Which aloone stretchith forth heuenes, and goith on the wawis of the see.
han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger;
9 Which makith Ariture, and Orionas, and Hiadas, `that is, seuene sterris, and the innere thingis of the south.
han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;
10 Which makith grete thingis, and that moun not be souyt out, and wondurful thingis, of whiche is noon noumbre.
han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa!
11 If he cometh to me, `that is, bi his grace, Y schal not se hym; if he goith awey, `that is, in withdrawynge his grace, Y schal not vndurstonde.
Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.
12 If he axith sodeynli, who schal answere to hym? ethir who may seie to hym, Whi doist thou so?
Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du?
13 `God is he, whos wraththe no man may withstonde; and vndur whom thei ben bowid, that beren the world.
Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.
14 Hou greet am Y, that Y answere to hym, and speke bi my wordis with hym?
Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.
15 Which also schal not answere, thouy Y haue ony thing iust; but Y schal biseche my iuge.
Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer.
16 And whanne he hath herd me inwardli clepynge, Y bileue not, that he hath herd my vois.
Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.
17 For in a whirlewynd he schal al to-breke me, and he schal multiplie my woundis, yhe, without cause.
Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.
18 He grauntith not, that my spirit haue reste, and he fillith me with bittirnesses.
Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder.
19 If strengthe is souyt, `he is moost strong; if equyte of doom is souyt, no man dar yelde witnessynge for me.
Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: „Se her!” og kom det an paa Ret: „Hvo stævner mig?”
20 If Y wole make me iust, my mouth schal dampne me; if Y schal schewe me innocent, he schal preue me a schrewe.
Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.
21 Yhe, thouy Y am symple, my soule schal not knowe this same thing; and it schal anoye me of my lijf.
Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.
22 O thing is, which Y spak, he schal waste `bi deth also the innocent and wickid man.
Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.
23 If he betith, sle he onys, and leiye he not of the peynes of innocent men.
Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.
24 The erthe is youun in to the hondis of the wickid; he hilith the face of iugis; that if he is not, who therfor is?
Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?
25 Mi daies weren swiftere than a corour; thei fledden, and sien not good.
Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode.
26 Thei passiden as schippis berynge applis, as an egle fleynge to mete.
De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.
27 Whanne Y seie, Y schal not speke so; Y chaunge my face, and Y am turmentid with sorewe.
Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,
28 Y drede alle my werkis, witynge that thou `woldist not spare the trespassour.
da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.
29 Sotheli if Y am also thus wickid, whi haue Y trauelid in veyn?
Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?
30 Thouy Y am waischun as with watris of snow, and thouy myn hondis schynen as moost cleene,
Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,
31 netheles thou schalt dippe me in filthis, and my clothis, `that is, werkis, schulen holde me abhomynable.
da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.
32 Trewli Y schal not answere a man, which is lijk me; nether that may be herd euenli with me in doom.
Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen.
33 `Noon is, that may repreue euer eithir, and sette his hond in bothe.
Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.
34 Do he awei his yerde fro me, and his drede make not me aferd.
Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
35 Y schal speke, and Y schal not drede hym; for Y may not answere dredynge.
Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.
