Job 7
1 Knyythod is lijf of man on erthe, and his daies ben as the daies of an hired man.
Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
2 As an hert desireth schadowe, and as an hirede man abideth the ende of his werk;
Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,
3 so and Y hadde voide monethis, and Y noumbrede trauailous niytes to me.
så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
4 If Y schal slepe, Y schal seie, Whanne schal Y rise? and eft Y schal abide the euentid, and Y schal be fillid with sorewis `til to derknessis.
Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
5 Mi fleisch is clothid with rot, and filthis of dust; my skyn driede vp, and is drawun togidere.
Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
6 My daies passiden swiftliere thanne a web is kit doun `of a webstere; and tho daies ben wastid with outen ony hope.
Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.
7 God, haue thou mynde, for my lijf is wynde, and myn iye schal not turne ayen, that it se goodis.
Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!
8 Nethir the siyt of man schal biholde me; but thin iyen ben in me, and Y schal not `be in deedli lijf.
Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.
Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, (Sheol h7585)
10 nether schal turne ayen more in to his hows, and his place schal no more knowe hym.
han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
11 Wherfor and Y schal not spare my mouth; Y schal speke in the tribulacioun of my spirit, Y schal talke togidere with the bitternesse of my soule.
Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
12 Whether Y am the see, ethir a whal, for thou hast cumpassid me with prisoun?
Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
13 If Y seie, My bed schal coumfort me, and Y schal be releeuyd, spekynge with me in my bed;
Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
14 thou schalt make me aferd bi dremys, and thou schalt schake me with `orrour, ethir hidousnesse, `bi siytis.
da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
15 Wherfor my soule `chees hangyng, and my boonys cheesiden deth.
så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
16 `Y dispeiride, now Y schal no more lyue; Lord, spare thou me, for my daies ben nouyt.
Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
17 What is a man, for thou `magnifiest hym? ether what settist thou thin herte toward hym?
Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
18 Thou visitist hym eerly, and sudeynli thou preuest hym.
hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
19 Hou long sparist thou not me, nether suffrist me, that Y swolowe my spotele?
Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
20 Y haue synned; A! thou kepere of men, what schal Y do to thee? Whi hast thou set me contrarie to thee, and Y am maad greuouse to my silf?
Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
21 Whi doist thou not awei my sinne, and whi takist thou not awei my wickidnesse? Lo! now Y schal slepe in dust, and if thou sekist me eerli, Y schal not abide.
Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!
