Job 6
1 Forsothe Joob answeride, and seide,
Men Job svarede og sagde:
2 Y wolde, that my synnes, bi whiche Y `desseruede ire, and the wretchidnesse which Y suffre, weren peisid in a balaunce.
Gid min Harm maatte vejes, og man ligervis vilde lægge min Ulykke i Vægtskaaler!
3 As the grauel of the see, this wretchidnesse schulde appere greuousere; wherfor and my wordis ben ful of sorewe.
Thi den er nu svarere end Sand i Havet; derfor bruse mine Ord frem.
4 For the arowis of the Lord ben in me, the indignacioun of whiche drynkith vp my spirit; and the dredis of the Lord fiyten ayens me.
Thi den Almægtiges Pile ere i mig, min Aand inddrikker deres Gift; Guds Rædsler stille sig op imod mig.
5 Whether a feeld asse schal rore, whanne he hath gras? Ethir whether an oxe schal lowe, whanne he stondith byfor a `ful cratche?
Mon Vildæselet skryder, naar det har Græs? eller mon Oksen bøger, naar den har Foder?
6 Ether whethir a thing vnsauery may be etun, which is not maad sauery bi salt? Ether whether ony man may taaste a thing, which tastid bryngith deeth?
Mon det vamle kan ædes uden Salt? eller er der Smag i det hvide om Æggeblommen?
7 For whi to an hungri soule, yhe, bittir thingis semen to be swete; tho thingis whiche my soule nolde touche bifore, ben now my meetis for angwisch.
Hvad min Sjæl vægrede sig ved at røre, det er blevet mig som en usund Spise.
8 Who yyueth, that myn axyng come; and that God yyue to me that, that Y abide?
Gid det, jeg begærer, maatte komme, og Gud vilde opfylde mit Haab!
9 And he that bigan, al to-breke me; releesse he his hond, and kitte me doun?
og at Gud vilde knuse mig, at han vilde lade sin Haand løs og afskære mig!
10 And `this be coumfort to me, that he turmente me with sorewe, and spare not, and that Y ayenseie not the wordis of the hooli.
Da havde jeg endnu Trøst og kunde glæde mig i Smerten, i hvilken han ikke skaaner; thi jeg har ikke fornægtet den helliges Tale.
11 For whi, what is my strengthe, that Y suffre? ethir which is myn ende, that Y do pacientli?
Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad Ende venter mig, at jeg skulde forlænge mit Liv?
12 Nethir my strengthe is the strengthe of stoonus, nether my fleisch is of bras.
Mon min Kraft er Kraft af Sten? mon mit Kød er af Kobber?
13 Lo! noon help is to me in me; also my meyneal frendis `yeden awey fro me.
Sandelig, der er ikke Hjælp i mig, og Kraften er vegen fra mig!
14 He that takith awei merci fro his frend, forsakith the drede of the Lord.
Den ulykkelige kan kræve Medynk af sin Ven, selv om han forlader den Almægtiges Frygt.
15 My britheren passiden me, as a stronde doith, that passith ruschyngli in grete valeis.
Mine Brødre have skuffet som en Bæk, som i Dalene Strømme, der fare forbi,
16 Snow schal come on hem, that dreden frost.
de, der ere mørke af Is, i hvilke Sneen skjuler sig.
17 In the tyme wherynne thei ben scaterid, thei schulen perische; and as thei ben hoote, thei schulen be vnknyt fro her place.
Paa den Tid de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da forsvinde de fra deres Sted.
18 The pathis of her steppis ben wlappid; thei schulen go in veyn, and schulen perische.
Rejsetog bøje af fra deres Vej, de drage op i Ørken og omkomme.
19 Biholde ye the pathis of Theman, and the weies of Saba; and abide ye a litil.
Rejsetog fra Thema skuede hen efter dem, vejfarende fra Seba satte Lid til dem.
20 Thei ben schent, for Y hopide; and thei camen `til to me, and thei ben hilid with schame.
De bluedes, at de havde forladt sig paa dem; de kom lige til dem og bleve skuffede.
21 Now ye ben comun, and now ye seen my wounde, and dreden.
Saaledes ere I nu blevne som intet; I se Rædsel og frygte.
22 Whether Y seide, Brynge ye to me, and yiue ye of youre catel to me? ethir,
Mon jeg har sagt: Giver mig og skænker for min Skyld noget af eders Formue?
23 Delyuere ye me fro the hond of enemy, and rauysche ye me fro the hond of stronge men?
eller redder mig af Fjendens Haand, og udløser mig af Voldsmænds Haand?
24 Teche ye me, and Y schal be stille; and if in hap Y vnknew ony thing, teche ye me.
Lærer mig, og jeg vil tie, og viser mig, hvori jeg har faret vild.
25 Whi han ye depraued the wordis of trewthe? sithen noon is of you, that may repreue me.
Hvad ere Oprigtigheds Taler kraftige! Men hvad bevise eders Beviser?
26 Ye maken redi spechis oneli for to blame, and ye bryngen forth wordis in to wynde.
Agte I Ord for at være Bevis og den mistrøstiges Taler for Mundsvejr?
27 Ye fallen in on a fadirles child, and enforsen to peruerte youre frend.
Ja, I kunne kaste Lod om en faderløs og grave Grav for eders Næste.
28 Netheles fille ye that, that ye han bigunne; yyue ye the eere, and se ye, whether Y lie.
Og nu, om I ville, da vender Ansigtet til mig, og mon jeg skulde lyve for eders Ansigt?
29 Y biseche, answere ye with out strijf, and speke ye, and deme ye that, that is iust.
Kære, vender om, lader Uretfærdighed ikke ske; ja, vender om, endnu skal min Retfærdighed kendes i denne Sag!
30 And ye schulen not fynde wickidnesse in my tunge, nethir foli schal sowne in my chekis.
Mon der være Uret paa min Tunge? mon min Gane ikke skulde skelne, hvad ondt er?
