Job 39
1 Whethir thou knowist the tyme of birthe of wielde geet in stoonys, ethir hast thou aspied hyndis bryngynge forth calues?
Ved du Tiden, naar Stengederne føde? har du taget Vare paa, naar Hinderne ville føde?
2 Hast thou noumbrid the monethis of her conseyuyng, and hast thou knowe the tyme of her caluyng?
Tæller du de Maaneder, som de fylde, eller ved du Tiden, naar de føde?
3 Tho ben bowid to the calf, and caluen; and senden out roryngis.
De bøje sig sammen, de føde deres Unger og kaste deres Byrde.
4 Her calues ben departid, and goen to pasture; tho goen out, and turnen not ayen to `tho hyndis.
Deres Unger blive stærke, de blive store paa Marken, de gaa ud og komme ikke tilbage til dem.
5 Who let go the wielde asse fre, and who loside the boondis of hym?
Hvo har ladet Vildæselet ud i det frie? og hvo løste Skovæselets Baand,
6 To whom Y haue youe an hows in wildirnesse, and the tabernacles of hym in the lond of saltnesse.
hvilket jeg har givet den slette Mark til dets Hjem og Saltørkenen til dets Bo.
7 He dispisith the multitude of citee; he herith not the cry of an axere.
Det ler ad Stadens Tummel; det hører ikke Driverens Buldren.
8 He lokith aboute the hillis of his lesewe, and he sekith alle greene thingis.
Hvad det opsporer paa Bjergene, er dets Føde, og det søger efter alt det grønne.
9 Whether an vnycorn schal wilne serue thee, ethir schal dwelle at thi cratche?
Mon Enhjørningen har Lyst til at trælle for dig? mon den vil blive Natten over ved din Krybbe?
10 Whether thou schalt bynde the vnicorn with thi chayne, for to ere, ethir schal he breke the clottis of valeis aftir thee?
Kan du tvinge Enhjørningen ved dens Reb til at holde Furen? mon den vil harve Dalene efter dig?
11 Whether thou schalt haue trist in his grete strengthe, and schalt thou leeue to hym thi traueils?
Kan du forlade dig paa den, fordi dens Kraft er stor? og kan du overlade den dit Arbejde?
12 Whether thou schalt bileue to hym, that he schal yelde seed to thee, and schal gadere togidere thi cornfloor?
Kan du tro den til, at den vil føre dig din Sæd hjem og samle den hen til din Tærskeplads?
13 The fethere of an ostriche is lijk the fetheris of a gerfawcun, and of an hauk;
Strudsenes Vinge svinger sig lystigt; mon det er Storkens Vinge og Fjer?
14 which ostrige forsakith hise eirun in the erthe, in hap thou schalt make tho hoot in the dust.
Nej, den overlader sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Støvet,
15 He foryetith, that a foot tredith tho, ethir that a beeste of the feeld al tobrekith tho.
og den glemmer, at en Fod kunde trykke dem i Stykker, og et vildt Dyr paa Marken søndertræde dem.
16 He is maad hard to hise briddis, as if thei ben not hise; he traueilide in veyn, while no drede constreynede.
Den handler haardt med sine Unger, som vare de ikke dens egne; er dens Møje end forgæves, er den uden Frygt.
17 For God hath priued hym fro wisdom, and `yaf not vnderstondyng to hym.
Thi Gud har ladet den glemme Visdom og har ikke givet den Del i Forstand.
18 Whanne tyme is, he reisith the wengis an hiy; he scorneth the hors, and his ridere.
Paa den Tid, naar den svinger sig i Højden, da beler den Hesten og den, der rider paa den.
19 Whether thou schalt yyue strengthe to an hors, ether schal yyue neiyng `aboute his necke?
Kan du give Hesten Styrke eller klæde dens Hals med flagrende Manke?
20 Whether thou schalt reyse hym as locustis? The glorie of hise nosethirlis is drede.
Kan du gøre, at den springer som Græshoppen? dens prægtige Prusten er forfærdelig.
21 He diggith erthe with the foot, he `fulli ioieth booldli; he goith ayens armed men.
Den skraber i Dalen og fryder sig i Kraft; den farer frem imod den, som bærer Rustning
22 He dispisith ferdfulnesse, and he yyueth not stide to swerd.
Den ler ad Frygt og forskrækkes ikke og vender ikke tilbage for Sværdets Skyld.
23 An arowe caas schal sowne on hym; a spere and scheeld schal florische.
Pilekoggeret klirrer over den, ja, det blinkende Jern paa Spyd og Glavind.
24 He is hoot, and gnastith, and swolewith the erthe; and he arettith not that the crie of the trumpe sowneth.
Med Bulder og Fnysen sluger den Vejen og bliver ikke staaende stille, naar Trompetens Lyd høres.
25 Whanne he herith a clarioun, he `seith, Joie! he smellith batel afer; the excityng of duykis, and the yellyng of the oost.
Saa snart Trompeten lyder, siger den: Hui! og lugter Krigen i det fjerne, Fyrsternes Raab og Krigstummelen.
26 Whether an hauk spredinge abrood hise wyngis to the south, bigynneth to haue fetheris bi thi wisdom?
Er det efter din Forstand, at Spurvehøgen flyver, udbreder sine Vinger imod Sønden?
27 Whether an egle schal be reisid at thi comaundement, and schal sette his nest in hiy places?
Eller er det efter din Befaling, at Ørnen flyver højt og bygger sin Rede i det høje?
28 He dwellith in stoonys, and he dwellith in flyntis brokun bifor, and in rochis, to whiche `me may not neiye.
Den bor paa Klippen og bliver der om Natten, paa Tinden af en Klippe og Borg.
29 Fro thennus he biholdith mete, and hise iyen loken fro fer.
Derfra spejder den efter Føde; dens Øjne se ud i det fjerne,
30 Hise briddis souken blood, and where euere a careyn is, anoon he is present.
og dens Unger drikke Blod; og hvor der er ihjelslagne, der er den.
