Job 30
1 But now yongere men in tyme scornen me, whos fadris Y deynede not to sette with the doggis of my flok.
Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
2 Of whiche men the vertu of hondis was for nouyt to me, and thei weren gessid vnworthi to that lijf.
Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
3 Thei weren bareyn for nedynesse and hungur; that gnawiden in wildirnesse, and weren pale for pouert and wretchidnesse;
tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
4 and eeten eerbis, aud the ryndis of trees; and the roote of iunyperis was her mete.
og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
5 Whiche men rauyschiden these thingis fro grete valeis; and whanne thei hadden foundun ony of alle, thei runnen with cry to tho.
Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.
6 Thei dwelliden in deseertis of strondis, and in caues of erthe, ethir on grauel, `ethir on cley.
De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
7 Whiche weren glad among siche thingis, and arettiden delices to be vndur buschis.
De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
8 The sones of foolis and of vnnoble men, and outirli apperynge not in erthe.
en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
9 But now Y am turned in to the song of hem, and Y am maad a prouerbe to hem.
Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
10 Thei holden me abhomynable, and fleen fer fro me, and dreden not to spete on my face.
de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
11 For God hath openyd his arowe caas, and hath turmentid me, and hath set a bridil in to my mouth.
Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
12 At the riytside of the eest my wretchidnessis risiden anoon; thei turneden vpsedoun my feet, and oppressiden with her pathis as with floodis.
Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig
13 Thei destrieden my weies; thei settiden tresoun to me, and hadden the maistri; and `noon was that helpide.
min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
14 Thei felden in on me as bi a brokun wal, and bi yate openyd, and weren stretchid forth to my wretchidnessis.
de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
15 Y am dryuun in to nouyt; he took awei my desir as wynd, and myn helpe passide awei as a cloude.
Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
16 But now my soule fadith in my silf, and daies of turment holden me stidfastly.
Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
17 In nyyt my boon is persid with sorewis; and thei, that eten me, slepen not.
Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
18 In the multitude of tho my cloth is wastid, and thei han gird me as with coler of a coote.
Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
19 Y am comparisound to cley, and Y am maad lijk to a deed sparcle and aisch.
Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
20 Y schal cry to thee, and thou schalt not here me; Y stonde, and thou biholdist not me.
Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;
21 Thou art chaungid in to cruel to me, and in the hardnesse of thin hond thou art aduersarie to me.
grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.
22 Thou hast reisid me, and hast set as on wynd; and hast hurtlid me doun strongli.
Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
23 Y woot, that thow schalt bitake me to deeth, where an hows is ordeyned to ech lyuynge man.
thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
24 Netheles thou sendist not out thin hond to the wastyng of hem; and if thei fallen doun, thou schalt saue.
Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?
25 Y wepte sum tyme on him, that was turmentid, and my soule hadde compassioun on a pore man.
Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
26 Y abood goodis, and yuelis ben comun to me; Y abood liyt, and derknessis braken out.
Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;
27 Myn ynnere thingis buyliden out with outen my reste; daies of turment camen bifor me.
ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
28 Y yede morenynge, and Y roos with out woodnesse in the cumpenye, and criede.
trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;
29 Y was the brother of dragouns, and the felow of ostrigis.
Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
30 My skyn was maad blak on me, and my boonys drieden for heete.
Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
31 Myn harpe is turned in to morenyng, and myn orgun in to the vois of weperis.
min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!
