Job 29
1 Also Joob addide, takynge his parable, and seide,
Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
2 Who yyueth to me, that I be bisidis the elde monethis, bi the daies in whiche God kepte me?
Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,
3 Whanne his lanterne schynede on myn heed, and Y yede in derknessis at his liyt.
da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,
4 As Y was in the daies of my yongthe, whanne in priuete God was in my tabernacle.
som i mine modne Aar, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,
5 Whanne Almyyti God was with me, and my children weren in my cumpas;
da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,
6 whanne Y waischide my feet in botere, and the stoon schedde out to me the stremes of oile;
da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,
7 whanne Y yede forth to the yate of the citee, and in the street thei maden redi a chaier to me.
da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde paa Torvet.
8 Yonge men, `that is, wantoun, sien me, and weren hid, and elde men risynge vp stoden;
Naar Ungdommen saa mig, gemte den sig, Oldinge rejste sig op og stod,
9 princes ceessiden to speke, and puttiden the fyngur on her mouth;
Høvdinger standsed i Talen og lagde Haand paa Mund,
10 duykis refreyneden her vois, and her tunge cleuyde to her throte.
Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;
11 An eere herynge blesside me, and an iye seynge yeldide witnessyng to me;
Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet saa og tilkendte mig Ære.
12 for Y hadde delyueride a pore man criynge, and a fadirles child, that hadde noon helpere.
Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;
13 The blessyng of a man `to perische cam on me, and Y coumfortide the herte of a widewe.
den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;
14 Y was clothid with riytfulnesse; and Y clothide me as with a cloth, and with my `doom a diademe.
jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.
15 Y was iye `to a blynde man, and foot to a crokyd man.
Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;
16 Y was a fadir of pore men; and Y enqueride most diligentli the cause, which Y knew not.
jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;
17 Y al tobrak the grete teeth of the wickid man, and Y took awei prey fro hise teeth.
den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.
18 And Y seide, Y schal die in my nest; and as a palm tre Y schal multiplie daies.
Saa tænkte jeg da: »Jeg skal dø i min Rede, leve saa længe som Føniksfuglen;
19 My roote is openyde bisidis watris, and deew schal dwelle in my repyng.
min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;
20 My glorie schal euere be renulid, and my bouwe schal be astorid in myn hond.
min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Haand!«
21 Thei, that herden me, abiden my sentence; and thei weren ententif, and weren stille to my counsel.
Mig hørte de paa og bied, var tavse, mens jeg gav Raad;
22 Thei dursten no thing adde to my wordis; and my speche droppide on hem.
ingen tog Ordet, naar jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende paa dem;
23 Thei abididen me as reyn; and thei openyden her mouth as to the softe reyn `comynge late.
de bied paa mig som paa Regn, spærred Munden op efter Vaarregn.
24 If ony tyme Y leiyide to hem, thei bileueden not; and the liyt of my cheer felde not doun in to erthe.
Mistrøstige smilte jeg til, mit Aasyns Lys fik de ej til at svinde.
25 If Y wolde go to hem, Y sat the firste; and whanne Y sat as kyng, while the oost stood aboute, netheles Y was comfortour of hem that morenyden.
Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.
