Job 21
1 Forsothe Joob answeride, and seide,
Men Job svarede og sagde:
2 Y preye, here ye my wordis, and do ye penaunce.
hører, ja hører min Tale, og lader dette være den Trøst, I yde!
3 Suffre ye me, that Y speke; and leiye ye aftir my wordis, if it schal seme worthi.
Fordrager mig, og jeg vil tale, og naar jeg har talt, da kan du spotte!
4 Whether my disputyng is ayens man, that skilfuli Y owe not to be sori?
Mon min Klage gælder Mennesker? og om saa er, hvorfor skulde ikke min Aand blive utaalmodig?
5 Perseyue ye me, and be ye astonyed; and sette ye fyngur on youre mouth.
Vender eder til mig, og gruer og lægger Haanden paa Munden!
6 And whanne Y bithenke, Y drede, and tremblyng schakith my fleisch.
Thi kommer jeg det i Hu, da forfærdes jeg, og Bævelse betager mit Kød.
7 Whi therfor lyuen wickid men? Thei ben enhaunsid, and coumfortid with richessis.
Hvorfor blive de ugudelige i Live, blive gamle, ja vældige i Kraft?
8 Her seed dwellith bifor hem; the cumpeny of kynesmen, and of sones of sones dwellith in her siyt.
Deres Sæd staar fast for deres Ansigt om dem og deres Afkom for deres Øjne.
9 Her housis ben sikur, and pesible; and the yerde of God is not on hem.
Deres Huse have Fred, uden Frygt, og Guds Ris er ikke over dem.
10 The cow of hem conseyuede, and caluede not a deed calf; the cow caluyde, and is not priued of hir calf.
Deres Tyr springer og ej forgæves; deres Ko kalver og er ikke ufrugtbar.
11 Her litle children goen out as flockis; and her yonge children `maken fulli ioye with pleies.
De lade deres Børn løbe som en Faarehjord, og deres Drenge springe.
12 Thei holden tympan, and harpe; and ioien at the soun of orgun.
De opløfte deres Røst til Tromme og Harpe og glæde sig ved Fløjtens Lyd.
De slide deres Dage hen i Lykke, og i et Øjeblik synke de ned i de dødes Rige. (Sheol h7585)
14 Whiche men seiden to God, Go thou awei fro us; we nylen the kunnyng of thi weies.
Og dog sagde de til Gud: Vig fra os! thi vi have ikke Lyst til Kundskab om dine Veje.
15 Who is Almiyti God, that we serue him? and what profitith it to vs, if we preien him?
Hvad er den Almægtige, at vi skulde tjene ham? eller hvad Gavn skulde vi have af at bønfalde ham?
16 Netheles for her goodis ben not in her hond, `that is, power, the counsel of wickid men be fer fro me.
Se, deres Lykke hviler dog ikke i deres egen Haand! De ugudeliges Raad er langt fra mig.
17 Hou ofte schal the lanterne of wickid men be quenchid, and flowing schal come on hem, and God schal departe the sorewis of his stronge veniaunce?
Hvor tit udslukkes vel de ugudeliges Lampe og kommer deres Ulykke over dem? hvor tit uddeler Gud Smerter til dem i sin Vrede?
18 Thei schulen be as chaffis bifor the face of the wynd; and as a deed sparcle, whiche the whirlewynd scaterith abrood.
Blive de som Straa for Vejr og som Avner, hvilke Hvirvelvind bortstjæler?
19 God schal kepe the sorewe of the fadir to hise sones; and whanne he hath yoldun, thanne he schal wite.
„Gud gemmer hans Uret til hans Børn.” Han skulde betale ham selv, at han fornemmer det.
20 Hise iyen schulen se her sleyng; and he schal drynke of the stronge veniaunce of Almyyti God.
Hans egne Øjne skulle se hans Fordærvelse, og han skulde drikke af den Almægtiges Vrede.
21 For whi what perteyneth it to hym of his hows aftir hym, thouy the noumbre of his monethis be half takun awey?
Thi hvad bekymrer han sig om sit Hus efter sig, naar hans Maaneders Tal er ude?
22 Whether ony man schal teche God kunnyng, which demeth hem that ben hiye?
Mon nogen vil lære Gud Kundskab, ham, som dømmer de høje?
23 This yuel man dieth strong and hool, riche and blesful, `that is, myrie.
Den ene dør i sin fulde Styrke, ganske rolig og tryg;
24 Hise entrails ben ful of fatnesse; and hise boonys ben moistid with merowis.
hans Kar vare fulde af Mælk, og Marven i hans Ben var vædskefuld.
25 Sotheli anothir wickid man dieth in the bittirnesse of his soule, and with outen ony richessis.
Men den anden maa dø med en beskelig bedrøvet Sjæl og har ikke nydt noget godt.
26 And netheles thei schulen slepe togidere in dust, and wormes schulen hile hem.
De skulle ligge med hinanden i Støvet, og Ormene skulle bedække dem.
27 Certis Y knowe youre wickid thouytis, and sentensis ayens me.
Se, jeg kender eders Tanker, ja eders Rænker, med hvilke I gøre Vold imod mig;
28 For ye seien, Where is the hows of the prince? and where ben the tabernaclis of wickid men?
thi I sige: Hvor er Voldsmandens Hus? og hvor er Teltet, hvor de ugudelige boede?
29 Axe ye ech of `the weie goeris; and ye schulen knowe, that he vndurstondith these same thingis,
Have I ikke adspurgt de vejfarende, og erkende I ikke deres Vidnesbyrd,
30 that an yuel man schal be kept in to the dai of perdicioun, and schal be led to the dai of woodnesse.
at den onde skulde spares til Ulykkens Dag, skulde føres frem til Vredens Dag?
31 Who schal repreue hise weies bifor hym? and who schal yelde to hym tho thingis, whiche he hath doon?
„Hvo vil forholde ham hans Vej? naar han gør noget, hvo vil betale ham?
32 He schal be led to the sepulcris; and he schal wake in the heep of deed men.
Og han føres hen til Gravene, og ved Gravhøjen lever hans Minde.
33 He was swete to the `stoonys, ether filthis, of helle; and drawith ech man aftir hym, and vnnoumbrable men bifor him.
I Dalens Muld hviler han sødt, og han drager hvert Menneske efter sig, og paa dem foran ham er ikke Tal.”
34 Hou therfor coumforten ye me in veyn, sithen youre answeris ben schewid to `repugne to treuthe?
Hvorledes trøste I mig da med Forfængelighed? og hvad der bliver tilbage af eders Svar, er Troløshed.
