Job 17
1 Mi spirit schal be maad feble; my daies schulen be maad schort, and oneli the sepulcre is left to me.
Min Aand er brudt, mine Dage ere udslukkede, Gravene vente mig.
2 Y have not synned, and myn iye dwellith in bittirnessis.
Er der ikke Spot omkring mig, og maa mit Øje ikke dvæle ved deres Genstridighed?
3 Lord, delyuere thou me, and sette thou me bisidis thee; and the hond of ech fiyte ayens me.
Kære, stil mig Borgen hos dig, lov for mig; hvo er der ellers, der giver mig Haandslag?
4 Thou hast maad the herte of hem fer fro doctryn, `ethir knowyng of treuthe; therfor thei schulen not be enhaunsid.
Thi du har lukket deres Hjerte for Indsigt, derfor skal du ikke ophøje dem.
5 He bihetith prey to felowis, and the iyen of hise sones schulen faile.
Man byder Venner ud til Bytte, og deres Børns Øjne hentæres.
6 He hath set as in to a prouerbe of the comyn puple, and his saumple bifor hem.
Men han har stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folkene, og jeg er bleven som den, man spytter i Ansigtet.
7 Myn `iye dasewide at indignacioun; and my membris ben dryuun as in to nouyt.
Derfor er mit Øje mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
8 Iust men schulen wondre on this thing; and an innocent schal be reisid ayens an ypocrite.
For sligt maa de oprigtige forskrækkes, og den uskyldige harmes over den vanhellige.
9 And a iust man schal holde his weie, and he schal adde strengthe to clene hondis.
Dog holder den retfærdige fast ved sin Vej, og den, som har rene Hænder, faar mere Styrke.
10 Therfor alle `ye be conuertid, and come ye; and Y schal not fynde in you ony wiys man.
Men I, kommer kun alle frem igen, og jeg vil dog ikke finde en viis iblandt eder.
11 My daies ben passid; my thouytis ben scaterid, turmentynge myn herte.
Mine Dage ere gangne forbi; oprykkede ere mine Tanker, hvilke mit Hjerte besad.
12 Tho han turned the nyyt `in to day; and eft aftir derknessis hope liyt.
De gøre Nat til Dag; og Lyset skal være nær, naar Mørket kommer.
13 If Y `susteyne, ether suffre pacientli, helle is myn hous; and Y haue arayede my bed in derknessis. (Sheol h7585)
Dersom jeg end forventer noget, da er det Graven som min Bolig; jeg har redet mit Leje i Mørket. (Sheol h7585)
14 Y seide to rot, Thou art my fadur; and to wormes, Ye ben my modir and my sister.
Jeg har raabt til Graven: Du er min Fader! til Ormen: Min Moder og min Søster!
15 Therfor where is now myn abidyng? and who biholdith my pacience?
Hvor skulde da min Forventelse være? ja min Forventelse — hvo skuer den?
