Job 11
1 Forsothe Sophar Naamathites answeride, and seide,
Saa tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde:
2 Whether he, that spekith many thingis, schal not also here? ether whethir a man ful of wordis schal be maad iust?
Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret?
3 Schulen men be stille to thee aloone? whanne thou hast scorned othere men, schalt thou not be ouercomun of ony man?
Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke faa Skam?
4 For thou seidist, My word is cleene, and Y am cleene in thi siyt.
Du siger: »Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!«
5 And `Y wolde, that God spak with thee, and openyde hise lippis to thee;
Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig,
6 to schewe to thee the priuetees of wisdom, and that his lawe is manyfold, and thou schuldist vndurstonde, that thou art requirid of hym to paie myche lesse thingis, than thi wickidnesse disserueth.
kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!
7 In hap thou schalt comprehende the steppis of God, and thou schalt fynde Almyyti God `til to perfeccioun.
Har du loddet Bunden i Gud og naaet den Almægtiges Grænse?
8 He is hiyere than heuene, and what schalt thou do? he is deppere than helle, and wherof schalt thou knowe? (Sheol h7585)
Højere er den end Himlen — hvad kan du? Dybere end Dødsriget — hvad ved du? (Sheol h7585)
9 His mesure is lengere than erthe, and brodere than the see.
Den overgaar Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet.
10 If he distrieth alle thingis, ethir dryueth streitli `in to oon, who schal ayenseie hym? Ethir who may seie to hym, Whi doest thou so?
Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham?
11 For he knowith the vanyte of men; and whether he seynge byholdith not wickidnesse?
Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpaa,
12 A veyn man is reisid in to pride; and gessith hym silf borun fre, as the colt of a wilde asse.
saa tomhjernet Mand faar Vid, og Vildæsel fødes til Menneske.
13 But thou hast maad stidefast thin herte, and hast spred abrood thin hondis to hym.
Hvis du faar Skik paa dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham,
14 If thou doest awei `fro thee the wickidnesse, which is in thin hond, and vnriytfulnesse dwellith not in thi tabernacle,
hvis Uret er fjern fra din Haand, og Brøde ej bor i dit Telt,
15 thanne thou schalt mowe reise thi face with out wem, and thou schalt be stidefast, and thou schalt not drede.
ja, da kan du lydefri løfte dit Aasyn og uden at frygte staa fast,
16 And thou schalt foryete wretchidnesse, and thou schalt not thenke of it, as of watris that han passid.
ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort;
17 And as myddai schynynge it schal reise to thee at euentid; and whanne thou gessist thee wastid, thou schalt rise vp as the dai sterre.
dit Liv skal overstraale Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen.
18 And thou schalt haue trist, while hope schal be set forth to thee; and thou biried schalt slepe sikurli.
Tryg skal du være, fordi du har Haab; du ser dig om og gaar trygt til Hvile,
19 Thou schalt reste, and `noon schal be that schal make thee aferd; and ful many men schulen biseche thi face.
du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle.
20 But the iyen of wickid men schulen faile; and socour schal perische fro hem, and the hope of hem schal be abhominacyioun of soule.
Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Haab er blot at udaande Sjælen!
