Isaiah 6
1 In the yeer in which the kyng Osie was deed, Y siy the Lord sittynge on an hiy seete, and reisid; and the hous was ful of his mageste, and tho thingis that weren vndur hym, filliden the temple.
I Kong Uzzijas Dødsaar saa jeg Herren sidde paa en saare høj Trone, og hans Slæb fyldte Helligdommen.
2 Serafyn stoden on it, sixe wyngis weren to oon, and sixe wyngis to the tothir; with twei wyngis thei hiliden the face of hym, and with twei wyngis thei hiliden the feet of hym, and with twei wyngis thei flowen.
Serafer stod hos ham, hver med seks Vinger; med de to skjulte de Ansigtet, med de to Fødderne, og med de to fløj de;
3 And thei crieden `the toon to the tother, and seiden, Hooli, hooli, hooli is the Lord God of oostis; al erthe is ful of his glorie.
og de raabte til hverandre: »Hellig, hellig, hellig er Hærskarers HERRE, al Jorden er fuld af hans Herlighed!«
4 And the lyntels aboue of the herris were moued togidere of the vois of the criere, and the hous was fillid with smoke.
Og Dørstolpernes Hængsler rystede ved Raabet, medens Templet fyldtes af Røg.
5 And Y seide, Wo to me, for Y was stille; for Y am a man defoulid in lippis, and Y dwelle in the myddis of the puple hauynge defoulid lippis, and Y siy with myn iyen the kyng Lord of oostis.
Da sagde jeg: »Ve mig, det er ude med mig, thi jeg er en Mand med urene Læber, og jeg bor i et Folk med urene Læber, og nu har mine Øjne set Kongen, Hærskarers HERRE!«
6 And oon of serafyn flei to me, and a brennynge cole was in his hond, which cole he hadde take with a tonge fro the auter.
Men en af Seraferne fløj hen til mig; og han havde i Haanden et glødende Kul, som han med en Tang havde taget fra Alteret;
7 And he touchide my mouth, and seide, Lo! Y haue touchid thi lippis with this cole, and thi wickidnesse schal be don awei, and thi synne schal be clensid.
det lod han røre min Mund og sagde: »Se, det har rørt dine Læber; din Skyld er borte, din Synd er sonet!«
8 And Y herde the vois of the Lord, seiynge, Whom schal Y sende, and who schal go to you? And Y seide, Lo! Y; sende thou me.
Saa hørte jeg Herren sige: »Hvem skal jeg sende, hvem vil gaa Bud for os?« Og jeg sagde: »Her er jeg, send mig!«
9 And he seide, Go thou, and thou schalt seie to this puple, Ye herynge here, and nyle ye vndurstonde; and se ye the profesie, and nyle ye knowe.
Da sagde han: »Gaa hen og sig til dette Folk: Hør kun, dog skal I intet fatte, se kun, dog skal I intet indse!
10 Make thou blynde the herte of this puple, and aggrege thou the eeris therof, and close thou the iyen therof; lest perauenture it se with hise iyen, and here with hise eeris, and vndurstonde with his herte, and it be conuertid, and Y make it hool.
Gør Hjertet sløvt paa dette Folk, gør dets Ører tunge, dets Øjne blinde, saa det ikke kan se med Øjnene, ej heller høre med Ørene, ej heller fatte med Hjertet og omvende sig og læges.«
11 And Y seide, Lord, hou long? And he seide, Til citees ben maad desolat with out dwellere, and housis with out man. And the lond schal be left desert,
Jeg spurgte: »Hvor længe, Herre?« Og han svarede: »Til Byerne er øde, uden Beboere, og Husene uden et Menneske, og Agerjorden ligger som Ørk!«
12 and the Lord schal make men fer. And that that was forsakun in the myddil of erthe, schal be multiplied, and yit tithing schal be ther ynne;
Og HERREN vil fjerne Menneskene, og Tomhed skal brede sig i Landet;
13 and it schal be conuertid, and it schal be in to schewyng, as a terebynte is, and as an ook, that spredith abrood hise boowis; that schal be hooli seed, that schal stonde ther ynne.
og er der endnu en Tiendedel deri, skal ogsaa den udryddes som en Terebinte eller Eg, af hvilken en Stub bliver tilbage, naar den fældes. Dens Stub er hellig Sæd.
