Hebrews 6
1 Therfor we bringinge in a word of the bigynnyng of Crist, be we borun to the perfeccioun of hym, not eftsoone leggynge the foundement of penaunce fro deed werkis, and of the feith to God,
Lader os derfor forbigå Begyndelsesordet om Kristus og skride frem til Fuldkommenhed uden atter at lægge Grundvold med Omvendelse fra døde Gerninger og med Tro på Gud,
2 and of teching of baptimys, and of leiynge on of hondis, and of risyng ayen of deed men, and of the euerlastinge doom. (aiōnios g166)
med Lære om Døbelser og Håndspålæggelse og dødes Opstandelse og evig Dom. (aiōnios g166)
3 And this thing we schulen do, if God schal suffre.
Ja, dette ville vi gøre, såfremt Gud tilsteder det.
4 But it is impossible, that thei that ben onys liytned, and `han tastid also an heuenly yifte, and ben maad parceneris of the Hooli Goost,
Thi dem, som een Gang ere blevne oplyste og have smagt den himmelske Gave og ere blevne delagtige i den Helligånd
5 and netheles han tastid the good word of God, and the vertues of the world to comynge, (aiōn g165)
og have smagt Guds gode Ord og den kommende Verdens Kræfter, (aiōn g165)
6 and ben slidun fer awei, that thei be renewid eftsoone to penaunce. Whiche eftsones crucifien to hem silf the sone of God, and han to scorn.
og som ere faldne fra, - dem er det umuligt atter at forny til Omvendelse da de igen korsfæste sig Guds Søn og stille ham til Spot.
7 For the erthe that drinkith reyn ofte comynge on it, and bringith forth couenable erbe to hem of whiche it is tilid, takith blessing of God.
Thi Jorden, som drikker den ofte derpå faldende Regn og frembringer Vækster, tjenlige for dem, for hvis Skyld den også dyrkes, får Velsignelse fra Gud;
8 But that that is bringinge forth thornes and breris, is repreuable, and next to curs, whos endyng schal be in to brennyng.
men når den bærer Torne og Tidsler, er den ubrugbar og Forbandelse nær; Enden med den er at brændes.
9 But, ye moost dereworthe, we tristen of you betere thingis, and neer to helthe, thouy we speken so.
Dog, i Henseende til eder, I elskede! ere vi overbeviste om det bedre og det, som bringer Frelse, selv om vi tale således.
10 For God is not vniust, that he foryete youre werk and loue, whiche ye han schewid in his name; for ye han mynystrid to seyntis, `and mynistren.
Thi Gud er ikke uretfærdig, så at han skulde glemme eders Gerning og den Kærlighed, som I have udvist imod hans Navn, idet I have tjent og tjene de hellige.
11 And we coueiten that ech of you schewe the same bisynesse to the fillyng of hope in to the ende;
Men vi ønske, at enhver af eder må udvise den samme Iver efter den fulde Vished i Håbet indtil Enden,
12 that ye be not maad slowe, but also sueris of hem, whiche bi feith and pacience schulen enherite the biheestis.
for at I ikke skulle blive sløve, men efterfølge dem, som ved Tro og Tålmodighed arve Forjættelserne.
13 For God bihetinge to Abraham, for he hadde noon grettere, bi whom he schulde swere, swoor bi hym silf,
Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, svor han ved sig selv, fordi han ingen større havde at sværge ved, og sagde:
14 and seide, Y blessinge schal blesse thee, and Y multipliynge schal multiplie thee;
"Sandelig, jeg vil rigeligt velsigne dig og rigeligt mangfoldiggøre dig."
15 and so he long abidinge hadde the biheeste.
Og således opnåede han Forjættelsen ved at vente tålmodigt.
16 For men sweren bi a grettere than hem silf, and the ende of al her ple is an ooth to confirmacioun.
Mennesker sværge jo ved en større, og Eden er dem en Ende på al Modsigelse til Stadfæstelse.
17 In which thing God willynge to schewe plenteuouslier to the eiris of his biheest the sadnesse of his counsel,
Derfor, da Gud ydermere vilde vise Forjættelsens Arvinger sit Råds Uforanderlighed, føjede han en Ed dertil,
18 puttide bitwixe an ooth, that bi twey thingis vnmeuable, bi whiche it is impossible that God lie, we han a strengeste solace, `we that fleen togidere to holde the hope that is put forth to vs.
for at vi ved to uforanderlige Ting, i hvilke det var umuligt, at Gud kunde lyve, skulde have en kraftig Opmuntring, vi, som ere flyede hen for at holde fast ved det Håb, som ligger foran os,
19 Which hope as an ankir we han sikir to the soule, and sad, and goynge in to the ynnere thingis of hiding;
hvilket vi have som et Sjælens Anker, der er sikkert og fast og går ind inden for Forhænget,
